11 millioner streams: Dansk popfænomen indtager Fanø
Der er igen ny musikalsk magi på vej mod Fanø.
Til september vil endnu en stemme blande sig med havbruset og vinden over festivalpladsen, når et af tidens mest lovende popnavne indtager scenen på Vesterland 2026.
Læs også: Vild nyhed: Dansk band gør stort comeback på Vesterland Hun er blevet et soundtrack til både kærlighed og hverdag for tusindvis af danskere – med sange, der bevæger sig ubesværet mellem det nøgne og det dansable. Og nu er det officielt: Ella Augusta gæster Fanø til næste års udsolgte festival.
Den unge sangerinde, der for alvor har sunget sig ind i danskernes hjerter med sange som ‘Hvad nu hvis’, ‘Uendelighed’, ‘Internetsangen’ og den storstreamede ‘Baglæns’ – som alene har rundet over 11 millioner afspilninger – er netop offentliggjort som det næste navn på årets allerede udsolgte festival.
Ella Augusta har med sin blanding af pop, inderlighed og elektronisk finesse skabt et univers, hvor både dans og eftertænksomhed får lov til at leve side om side. Og netop den balance passer som hånd i handske til Vesterland, hvor musikken altid møder vinden, lyset og fællesskabet.
Med offentliggørelsen af Ella Augusta er 11 ud af 36 navne nu afsløret til den udsolgte festival, som finder sted i september 2026. På plakaten står i forvejen navne som Medina, TV-2, Blæst, Folkeklubben, Sort Sol, Von D, When Saints Go Machine, Bæst, Sofie1998 og Dahlin.