Stor 125 års jubilæumsfest: Fejres med ny klubsang, fodbold og sjov for børn
Til juli kan EfB fejre 100 års jubilæum, men i kommunen har vi altså også lige et stort 125 års jubilæum, der bliver markeret i weekenden.
Bramming Boldklub kan nemlig i år fejre 125 års jubilæum, og det bliver fejret den 8. juni med en kæmpe jubilæumsfest, med blandt andet gratis hoppeborg, popcorn og slush ice til børn.
Dog fylder de først “rigtigt” 125 år den 6. august, men der er der Bramming Byfest, så jubilæumsfesten måtte rykkes her til juni.
For byfesten er nemlig også meget vigtig for Bramming Boldklub, da den bidrager til klubben, kan formand for Bramming Boldklub P. O. Mogensen fortælle.
Ny klubsang i anledning af jubilæum
Man må sige, at de ikke gør det halvt i Bramming Boldklub.
For i forbindelse med deres 125 års jubilæum, har nogle af spillerne været i studiet og indspille en ny klubsang.
Sangen får selvfølgelig release til jubilæumsfesten om lørdagen, men man kan allerede smuglytte fra fredag den 7. juni på alle streamingstjenester, så man er klar til at skråle med om aftenen.
Dog kan vi ikke fortælle tidspunktet for, hvornår sangen bliver udgivet, så man skal liiiige selv tjekke op i løbet af dagen.
Når sangen skal søges frem, skal der skrives “BB i gul og blå“, og den bliver også tilgængelig på Instagram, TikTok og Facebook, kunne Michael Bertelsen fortælle – han har været med indover sangen.
Salget til festen i teltet om aftenen er lukket ned nu, men hvis man gerne vil feste med fodboldslænget, så fortsætter festen på Bodega Kontoret fra kl. 23.45.
Jubilæumsdag for alle
Lørdag, når jubilæumsdagen afholdes, inviterer Bramming Boldklub til en dag i fodboldens tegn.
Så der er gjort meget for, at så mange hold som muligt fra Bramming Boldklub spiller hjemme på denne festdag.
For som deres kampfordeler C. C. Grejsen siger: “Det skal være i fodboldens tegn, så vi skal sørge for, at der er fodbold på programmet.“
Hold fra Bramming Boldklub helt ned til U8 og op til Jyllandsserien skal spille kampe i løbet af dagen rundt på banerne.
Fra klokken 9.15 starter U8-drenge mod Vejrup IF, så det er et rigtigt lokalopgør, dagen starter ud med.
Klokken 15.00 spiller Brammings Jyllandsseriehold imod Vejle Boldklub. Det er dagens store kamp, inden der er fest i teltet om aftenen.
I løbet af dagen vil der som nævnt være hoppeborg og gratis popcorn og slush ice til børn, og grillen bliver også tændt op fra klokken 11.00 , så tilskuerne kan få stillet sulten.
Bramming Boldklub opfordrer derfor også alle til at møde op i gult på dagen, så man alle er en del af fællesskabet.
Program for dagen:
Oppustelig fodboldbane og hoppeborg til fri afbenyttelse hele dagen.
Kl. 9.15: U8-drenge C2 – Vejrup IF
Kl. 9.15: U8-drenge C1 – Tarp Boldklub
Kl. 10.00: U8-drenge A – Sønderris SK
Kl. 10.00: U14-piger Liga 3 – Team VAB
Kl. 11.00: U16-drenge Liga 1 – Næsby Boldklub
Kl. 11.00 Grillen tændes op – Køb af øl, vand og pølser
Kl. 11.30: U13-piger Liga 3 – Vejle Boldklub
Kl. 13.00: U10-piger B – Varde Idrætsforening
Kl. 13.00: Serie 3 Herrer – Vejen Sports Forening
Kl. 14.00: Gratis popcorn og slush ice til børn
Kl. 15.00: Jyllandsserie Herrer – Vejle Boldklub
Kl. 17.00: Jubilæumsfest – For alle med billet
Kl. 23.45: Festen fortsætter på Bodega Kontoret
Du kan også holde dig opdateret her.
Frivillige er guld værd for klubben
Man er vist ikke meget i tvivl om, at frivillige hænder i en fodboldklub er guld værd.
Og formanden for Bramming Boldklub, P. O. Mogensen er da heller ikke et sekund i tvivl, da vi talte med ham.
“Jeg vil gerne takke alle, der bakker klubben op, både frivillige, ledere og sponsorer. For uden alle de frivillige ledere, havde klubben ikke stået der, hvor den gør i dag,” siger P. O. Mogensen, formand.
Han er en ret så beskeden mand, men så er det godt, at hans makker, C. C. Grejsen, ikke er bleg for at rose formanden og hans arbejde i klubben.
De er nemlig et makkerpar, man ikke kan komme udenom, når man træder ind i Bramming Boldklub, og der er nok heller ikke ret mange i klubben, som ikke ved, hvem de er.
Eller måske vil man ikke ane hvem de er, hvis man spørger efter Per-Oluf og Carl Christian? Da de i dagligt tale går under navnene P. O. og C. C., men så blev du også det klogere i dag.
Ildsjæle der tilsammen har 120 års jubilæum
Tilsammen har P. O. og C. C. nemlig 120-års jubilæum i år, hvor de har været en del af Bramming Boldklub siden hhv. 1964 og 1974.
C. C. Grejsen har siden 1964 mest været træner og leder, hvor P. O. Mogensen har brilleret på banen i mange år, og de sidste 28 år har han været formand for klubben.
C. C. og P. O. har kendt hinanden, siden de var helt små, ja faktisk var P. O. kun 5 dage gammel, da C. C. så ham første gang.
Deres forældre spillede nemlig bridge sammen dengang og var bedste venner, så man kan vist roligt sige, at de er vokset op sammen som et makkerpar og stadig er det den dag i dag.
Et makkerpar der har haft meget at sige i Bramming Boldklubs historie, så det er også dem, som vil byde velkommen, når jubilæumsfesten bliver afholdt lørdag aften, som både byder på livemusik og burger med fritter.
Du kan læse mere om dagen her.