160 millioner til kæmpe projekt: Nu gør man klar til forvandling af stor attraktion
Kæmpe forandringer er på vej på Tarphagevej, hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet har adresse.
Museet, der i mange år har været kendt for blandt andet sælariet, hvor de store havpattedyr boltrer sig, skal opgraderes for godt 160 millioner kroner.
I mandags blev et nyt skridt taget, da byrådet godkendte oprettelsen af en ejendomsfond og formelt bevilligede 50 millioner til projektet.
“Museet trænger på alle måder til en opgradering.
Museet har ligget her siden 1968 og har haft rigtig mange gæster gennem årene, og vi synes på alle måder, at tiden er kommet til at give Esbjerg og Esbjerg Kommune den store turistattraktion, som området fortjener,” siger Merete Jankowski, der er museets direktør.
Håbet er 2028
De godt 160 millioner kroner kommer fra A.P. Møllerfonden, Realdania, Esbjerg Kommune og lokale fonde – de skal bruges til at lave Danmarks museum for havet.
“Det er en arbejdstitel, vi har, men det giver udtryk for det, vi gerne vil være.
Vi vil gerne være det sted i Danmark, der fortæller historien om menneskets forhold til havet gennem tiderne,” fortæller Merete Jankowski.
Hun tror, man kan sætte spaden i jorden om cirka halvandet år.
Inden da venter arbejdet med tilladelser, lokalplan, valg af arkitekt og meget andet.
Håbet er, at et spritnyt museum står færdig i løbet af 2028.
– Jeg tror, de bliver skide stolte. Undskyld jeg bander, men det er fordi, jeg er så begejstret for det
“Det vil være et museum, som esbjergenserne vil kunne genkende i forhold til, at store dele af bygningerne stadig vil være her omend de vil være moderniserede, men indholdet vil være gevaldigt opgraderet og noget andet end i dag,” fortæller museumsdirektøren.
Der har tidligere været arbejdet med store planer for fiskerimuseet – det projekt, man står med i dag, vil i høj grad udnytte de eksisterende bygninger.
Flere store tiltag
Der er flere store tiltag.
I det, der har været læringsfløj, vil man skabe en afdeling til børn.
“Vi vil så gerne give børnene mulighed for at prøve tingene på egen krop, for vi ved i dag, at det er den måde børn og unge lærer bedst på.
Det er en sanselig oplevelse i stedet for en masse plancher,” fortæller Merete Jankowski.
Og så vil man overdække sælariegården, så man her kan skabe et opvarmet museumsrum, hvor der kan fortælles om havpattedyr.
På den måde vil sælerne også kunne opleves både inde og ude.
I den store museumshal vil man lave en udstilling, hvor man fortæller om menneskets påvirkning af havet og omvendt.
Merete Jankowski forventer desuden, at selve oplevelsen af museet forandres.
Hun ser et flottere og federe museum for sig.
Hun forventer en særlig følelse hos de lokale, når museet står færdigt og kan opleves.
“Jeg tror, de bliver skide stolte.
Undskyld jeg bander, men det er fordi, jeg er så begejstret for det,” fortæller museumsdirektøren.
Hun fortsætter;
“Jeg tror slet ikke Esbjerg ved, hvad der kommer til at ramme dem i forhold til, hvor fedt det bliver,” siger hun.
De store ændringer af museet skal gerne gøre, at de, der ikke er lokale, i højere grad får øjnene op for museet.
“Vi har været meget udfordret af i en årrække, at Fiskeri- og Søfartsmuseet er kendt i Esbjerg og omegn men ikke i resten af Danmark, og det er det, vi gerne vil ændre på,” fortæller Merete Jankowski.
På museet blev 2023 et fremragende år med knap 139.000 gæster – det bedste i 13 år.
Når det nye museum står klar, er målet endnu flere.
De første tre år med nyhedens interesse vil man gerne ramme 250.000 gæster årligt.
Derefter er målet, at man stabiliserer tallet på omkring 165.000 gæster årligt.
“Jeg vil sige, at selv med 165.000 gæster om året, så sidder vi meget solidt i førertrøjen som Esbjerg Kommunes største turistattraktion. Så det glæder vi os til,” siger Merete Jankowski.
Det store projekt skal gennemføres i etaper, så man kan holde så meget af fiskerimuseet åbent som muligt.