22 år som makkerpar i Esbjergs natteliv: Nu vælger brødrene hver sin vej

Efter 22 år som makkerpar i Esbjergs natteliv træder Lars Prisfeldt ud af ejerkredsen i Barlife Esbjerg.

Der er ikke noget dramatisk opgør. Ingen konflikt. Ingen splittelse.

Alligevel er det en af de største beslutninger i Lars og Carsten Prisfeldts fælles arbejdsliv.

Læs også: Kæmpe anerkendelse: Lokal slagter vinder DM

Fra den 31. marts 2026 overtager Carsten sin bror Lars’ ejerandel i Barlife Esbjerg, selskabet bag fem barer i byen.

Efter 22 år som selvstændige side om side vælger Lars at træde ud af ejerkredsen.

Det er hans beslutning. Og den har været længe undervejs.

Når passionen pludselig gør ondt

Lars Prisfeldt er 42 år og har i næsten et kvart århundrede været en del af det Esbjerg, der først for alvor vågner, når mørket falder på.

Siden han som 18-årig trådte ind bag bardisken, har nattelivet været mere end et arbejde, det har været hans hverdag, hans identitet og den måde, han har levet sit liv på.

Sammen med sin tre år ældre bror Carsten byggede han steder op, som mange esbjergensere har haft et forhold til.

Steder, hvor man mødtes, grinede, forelskede sig og gik hjem med historier i bagagen.

I dag er tempoet et andet.

Siden juli 2025 har han været sygemeldt, men vejen dertil begyndte tidligere.

Under corona blev tempoet for første gang i mange år tvunget ned, og det blev startskuddet på noget, han dengang ikke helt forstod.

“Det var første gang i mange år, at jeg kom ned i gear. Og jeg kan faktisk ikke helt huske, hvad der skete i den periode. Det var en underlig tid, hvor jeg burde have følt ro, men i stedet følte jeg bare uro,” siger han.

Han kunne mærke, at noget var anderledes. Søvnen blev dårligere, tankerne stoppede ikke, og kroppen var konstant i alarmberedskab. Alligevel skubbede han det væk.

“Der var jo tegnene. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde det, som jeg plejede. Men jeg ville ikke se det. Jeg har altid været den, der tager ansvar og får tingene til at køre, så tanken om, at jeg ikke kunne holde til det, den var svær at acceptere,” forklarer Lars.

Det var kæresten Sandi, der sagde det højt. At han ikke var okay. At han skulle blive hjemme. Og hvis det ikke havde været for hende, så ved Lars ikke hvor han ville have været i dag.

“Jeg syntes jo bare, at jeg var presset. Sådan er det jo i vores branche, tænkte jeg. Det går over igen,” siger han.

I 2023 blev han sygemeldt med stress første gang. Han vendte hurtigt tilbage.

“Det var mit sted, mit ansvar og mit liv. Jeg følte, at jeg skulle være der. I dag kan jeg godt se, at jeg kom for hurtigt tilbage, og at jeg ikke tog det alvorligt nok,” siger han.

Anden gang ramte det dybere. Denne gang forsvandt energien og arbejdsglæden, og en depression fulgte med. Og han troede faktisk han var blevet klogere fra første gang, han blev syg. Der kom lige pludselige flere symptomer.

“Jeg kunne ikke kende mig selv. Jeg kunne ikke finde mit ståsted i det længere, og det værste var, at jeg ikke var glad for at gå på arbejde. Det havde jo altid været det, der drev mig,” fortæller han.

For en mand, der i over 20 år har levet af sit drive og sin evne til at være på, føltes det som et nederlag.

“Det er svært at sige højt. Det føles som et nederlag. Men det er jo også en del af sandheden,” siger han.

Mere end et makkeskab

Lars og Carsten Prisfeldt har ikke bare været kompagnoner. De har været hinandens faste holdepunkt.

De begyndte sammen i Esbjergs natteliv som helt unge. Dengang var det mest for sjov.

En måde at være sammen på. En måde at være en del af byen på. De havde den samme omgangskreds, gik i byen sammen og delte ungdomsårene i Esbjerg.

I 2004 startede deres eventyr.

Carsten sad med avisen for at finde en lejlighed til Lars, der skulle flytte hjemmefra. De bladrede boligsiderne igennem og talte om husleje og beliggenhed, da de faldt over en annonce, der ikke handlede om bolig.

Diskoteket John Wayne var til salg midt i Esbjerg.

Det var ikke en gennemtænkt forretningsplan. Det var en mavefornemmelse.

“Vi havde jo ikke en stor opsparing. Vi var unge og havde mere mod end erfaring. Men vi kunne mærke, at hvis vi ikke gjorde det, så ville vi fortryde det,” forklarer Carsten.

Det førte også til en samtale med deres forældre.

“De syntes ærlig talt ikke, det var en særlig god idé. De mente, vi burde tage en uddannelse og finde noget mere sikkert. Og det forstår jeg godt i dag. Det var jo ikke ligefrem den trygge vej,” siger Lars.

Bekymringen var reel. Branchen var usikker, og de var unge. Alligevel valgte de at satse.

De lånte penge, samlede det, de kunne, og sagde ja til ansvaret. I halvanden måned byggede de om på diskoteket. Og sammen med to partnere, blev det hele virkeligt. De rev ned, malede, slæbte inventar og knoklede side om side.

Venner trådte til, og håndværkere, der egentlig bare var hyret ind, stod i garderoben på åbningsaftenen og arbejdede som afryddere, fordi der var brug for alle hænder.

“Det var ikke glamourøst. Det var hårdt arbejde og meget lidt søvn. Men vi var drevet af en følelse af, at det her var vores,” siger Carsten.

Da de låste døren op den første aften, var det med en klump i maven.

“Vi anede jo ikke, om der kom nogen. Vi havde sat alt på spil,” fortæller Lars.

Men det gjorde der. Og det blev en succes.

Og med de første gæster på dansegulvet begyndte det, der skulle vise sig at blive et helt arbejdsliv, og et fælles projekt, der kom til at sætte sit præg på Esbjergs natteliv i mere end to årtier.

En fælles drøm

De færreste drømmer om en karriere som bartender. I hvert fald ikke som en livsvej.

Fra begyndelsen mødte de skepsis. Spørgsmålet kom igen og igen, fra omgivelserne, fra dem der mente det godt:

Hvornår skal I have et rigtigt arbejde?

“Det hørte vi mange gange,” fortæller Carsten med et skævt smil.

Men for Lars og Carsten handlede det aldrig om at vælge det sikre på papiret. Det handlede om at vælge det, der gav mening for dem. Det, der var sjovt. Det, der føltes rigtigt.

De valgte passionen.

Og passionen var ikke en dans på roser.

Det betød tilgængelighed døgnet rundt. Weekender, nætter og helligdage. Telefonen var aldrig rigtig slukket. Der har været mange søvnløse nætter, økonomiske bekymringer, beslutninger der skulle træffes midt om natten og et miljø, der kan være både hårdt og krævende.

Det har været sjovt. Vildt sjovt. Men det har også været hårdt.

“Når man vælger noget til, så forsvinder noget andet,” siger Lars.

Miljøet blev ikke bare et arbejde, det blev en livsstil. En identitet. Et tempo, der sjældent blev sat ned. Det ene år tog det andet, og når man står midt i det, mærker man ikke altid, hvor hurtigt det går.

Så kom corona.

For første gang i mange år blev rytmen brudt. Ikke fordi der blev ro, men fordi alting blev uforudsigeligt. Åben. Luk. Klar igen.

“Vi var i konstant alarmberedskab. Jeg tror, det startede der for mig. Men jeg vidste ikke, hvad jeg mærkede,” siger Lars.

Det var en svær periode for både Lars og Carsten.

Og langsomt begyndte noget at flytte sig for Lars. Der var en uvished. For første gang, kom jeg ned i gear. Og jeg kan ikke huske hvad der skete, for tiden er så sort for mig.

Mellemvejen fandtes ikke

Beslutningen om at træde ud kom ikke fra den ene dag til den anden. Den voksede frem over tid, fra den første sygemelding og frem til det punkt, hvor det ikke længere kunne ignoreres.

“Jeg har villet sige det til Carsten mange gange. Men jeg har ikke været tydelig nok,” siger Lars.

De har forsøgt at finde løsninger undervejs. Justeret roller. Talt om tempo. Lettet på opgaver. Forsøgt at skabe en mellemvej, hvor Lars kunne blive, bare på en anden måde.

Men den mellemvej fandtes ikke.

Det blev enten eller.

“Vi har altid sagt, at man skal være glad for at gå på arbejde. Hvis man ikke er det, skal vi gøre noget ved det. Og Lars kunne ikke finde arbejdsglæden igen,” siger Carsten.

At nå frem til den erkendelse var tungt. Ikke bare professionelt, men personligt. For når man i 22 år har været “Lars og Carsten”, er det ikke en lille beslutning at ændre på det.

Da ordene endelig blev sagt højt, oplevede Lars en lettelse.

“Det var som at tage en 20 kilo tung rygsæk af. Det er den bedste måde at beskrive det på,” siger Lars.

For Carsten var det mere sammensat.

Mellem sorgen over at miste det, de havde bygget sammen, og lettelsen over, at beslutningen nu var taget, lå der en stille erkendelse: Det her var det rigtige.

“Da Lars sagde, at han skulle ud, blev jeg både ked af det og glad. Jeg sad hjemme på sengen med tårer i øjnene, og min kone spurgte, om jeg var ked af det. Og det var jeg. Jeg mistede min støtte. Men samtidig var jeg også virkelig glad på hans vegne over han kan tage den beslutning, for det er det rigtige for ham,” forklarer Carsten.

“Vi var vildt gode sammen i baren og som makkerpar i vores virksomhed” 

Carsten overtager nu Lars’ ejerandel og fortsætter sammen med de øvrige to partnere i Barlife Esbjerg, Andreas Slinkert og Anders Davidsen, to stærke og dygtige partnere, som er med til at drive succesen videre i Esbjergs natteliv.

Han mærker ansvaret tydeligt. Og det kan godt være hårdt.

“Jeg kan ikke længere læne mig op ad ‘mig og Lars’. Jeg skal være mere tydelig omkring forventninger. Og jeg skal passe på ikke at blive slidt op,” siger han.

De taler begge åbent om de år, hvor tempoet var højt, og forventningerne endnu højere.

“Vi har haft fart på. Og vi har måske ikke altid været den bedste version af os selv,” det er begge enige om.

Det er ikke beslutningerne, de fortryder. Det er balancen. Det, der blev valgt fra undervejs.

Samtidig står det også klart for dem, hvor særligt deres samarbejde har været.

At få lov til at arbejde så tæt sammen med sin bror i mere end to årtier er ikke en selvfølge.

“Det har været trygt. Vi har haft hinandens ryg. Vi har stået sammen i alt. Det er også det, der gør det sårbart nu,” siger de begge.

Der har været forbløffende få konflikter gennem årene. De har arbejdet på samme måde, haft et naturligt fælles værdisæt og suppleret hinanden.

“Vi var vildt gode sammen i baren og som makkerpar i vores virksomhed,” siger Carsten og smiler.

De har delt eventyret, også når det har kostet socialt. Også når det betød afsavn.

Og hele vejen har de forsøgt at holde benene på jorden.

“Det er den bedste beslutning for mig og min familie”

Lars ved ikke præcist, hvad næste skridt er.

Han er fortsat sygemeldt. Stadig ansat. Men ikke længere medejer.

“Det er den bedste beslutning for mig og min familie,” siger han roligt.

I dag er Lars og Sandi forældre til Ravn på ét år, og sammen med hunden Allan har de skabt det familieliv, der har ændret mere, end Lars selv havde forestillet sig.

Da han blev far, skete der noget grundlæggende. Pludselig blev det tydeligt, hvad han havde manglet, og hvad han ikke længere ville undvære. En hverdag med en familie, hvor han er hjemme. Hvor han er til stede. Hvor aftenen ikke nødvendigvis begynder, når andre går i seng.

Det handler ikke om at tage afstand fra det liv, han har levet.

Men det handler om at vælge noget andet nu. En ny prioritering og en anden måde at være til på. Og det glæder han sig til.

En del af den proces har også været at arbejde med sig selv.

Lars har gennem det seneste år, brugt mange timer hos psykoterapeut Lotte Skouboe, et forløb, der ikke altid har været let, men som har rykket noget.

“Det har været en hård proces, men også utrolig givende. Jeg har fået nogle værktøjer med mig og et helt andet syn på livet,” fortæller han.

Samtidig har han fundet nye måder at få energi på i hverdagen.

De seneste måneder er det blandt andet blevet til Muay Thai hos Esbjerg Fight Center, noget, han ikke selv havde set komme, men som har gjort en forskel.

“Det har givet mig både et mentalt og fysisk boost. Og så er jeg blevet taget virkelig godt imod derude, uden at de har været alt for hårde ved en på 42,” siger han med et smil.

“Det har været pissesjovt at være fælles om det her”

Når Lars og Carsten ser tilbage, på deres fælles rejse, er det ikke stressen eller de søvnløse nætter, der fylder mest.

Det er det, de skabte sammen.

“Det har været pissesjovt at være fælles om det her. Og det bedste har været, at esbjergenserne syntes, det var fedt. At folk kom igen. At de tog ejerskab på stederne,” siger Carsten med et grin.

Det, de formåede at skabe sammen, står tilbage. Og det kører Carsten, Andreas og Anders videre i Esbjerg.

“Vi har bare været glade for at have noget at stå op til og få noget igen. At mærke, at det betyder noget for folk. Jeg er da vildt glad og stolt over vi har skabt et fælleskab, som betyder noget,” siger Lars.

Passion er stadig vigtig. Og den kan findes mange steder. og i meget. Men ikke for enhver pris. Ikke hvis den slider mere, end den giver.

Det er noget, Carsten er blevet langt mere opmærksom på i dag, ikke mindst efter at have stået tæt på Lars gennem hele forløbet.

“Det har lært mig, hvor vigtigt det er at lytte til kroppen og tage det alvorligt, når noget ikke føles rigtigt. Og så har jeg også lært at prioritere livet og tiden, for det er en svær balancegang, som jeg stadig skal arbejde med,” siger han.

I dag arbejder han mere bevidst med at passe på sig selv og finde en bedre balance i en branche, hvor tempoet let tager over.

“Jeg er heldig at have mennesker omkring mig, som siger til, hvis det begynder at gå for stærkt. Det betyder rigtig meget,” forklarer Carsten.

Brødrene går nu videre hver for sig, og i dag har de begge fundet ro i beslutningen.

For det er et kapitel, de ser tilbage på med både stolthed og glæde.

Ikke fordi noget slutter, men fordi noget nyt begynder for dem begge.

Det, de har bygget sammen, står stadig. Og det gør deres bånd også.