25-årige Ingeborg: Troen er ikke mine forældres – den er min

Der er noget roligt og afklaret over Ingeborg Hermann Kristoffersen. Hun taler ikke højt, men klart. Hun er 25 år, bor i Esbjerg og læser til lærer på UC SYD.

Troen fylder meget i hendes liv, og det samme gør fællesskabet i Esbjerg IMU – Indre Missions Unge – hvor hun kommer fast.

Når Ingeborg taler om sin kristendom, gør hun det ikke for at overbevise. Hun fortæller, fordi det er noget, hun selv har valgt. Noget, hun er vokset op med, men som også har været hendes eget valg.

“Jeg er vokset op med kristne forældre, som har taget mig med i kirke. Men på et tidspunkt blev det også min egen tro. Jeg fandt ud af, at det ikke bare var noget, mine forældre troede på. Det var også noget, jeg selv kunne stå på.”

Når tvivlen rammer

Selv om troen fylder meget, har Ingeborg også oplevet perioder med tvivl.

“Nogle gange tænker jeg: kan det virkelig passe, at Gud findes? Eller at han gider have noget med mig at gøre? Der kan dukke mange spørgsmål op. Og særligt når noget gør ondt, kan tvivlen fylde ekstra meget.”

I gymnasiet mistede Ingeborg en veninde til leukæmi.

“Hun kæmpede virkelig. Og da hun ikke overlevede, kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvordan det kunne ske, hvis Gud er god. Det gav simpelthen ikke mening for mig.”

Alligevel vender hun altid tilbage til troen.

“På en eller anden måde ender jeg med at tænke, at det stadig giver mening. Jeg tror, fordi det – trods alt – er det, der hænger bedst sammen.”

Naturens kompleksitet som bekræftelse

Noget af det, der har bekræftet hende i troen, er de systemer, vi lever i. Ikke mindst kroppen.

“Da jeg havde biologi på gymnasiet, blev jeg ofte ramt af, hvor komplekst og vildt kroppen er bygget op. Det hele passer bare sammen på en måde, hvor jeg tænker: det kan ikke være tilfældigt.”

Troen er for Ingeborg ikke bare svar. Det er også et sted at lægge det, hun ikke forstår.

“Jeg har et sted at parkere det, jeg ikke selv kan bære. Jeg behøver ikke forstå alt eller fikse alt. Det giver ro at tro, at der er én, der har overblikket.”

En tro, man må forklare

På læreruddannelsen er det ikke alle, der forstår, hvad det egentlig vil sige at være troende. Og det er Ingeborg bevidst om.

“Der er ikke mange, der kender til det der kirkehalløj, som jeg går og bruger tid på,” siger hun med et smil. “Nogle gange er det svært at forklare, hvad det betyder. Men jeg oplever tit en oprigtig nysgerrighed.”

Samtidig synes hun, der mangler noget viden i samfundet generelt. “Man kan i hvert fald ikke antage, at den generelle befolkning ved særlig meget om kristendommen. Jeg hører nogle gange folk spørge: hvad er det egentlig med langfredag? Og det forstår jeg godt, hvis man ikke har beskæftiget sig med det.”

“Jeg tror, at mange gør ting som at døbe deres børn eller blive konfirmeret, fordi det er tradition. Ikke nødvendigvis fordi de tror. Men jeg tror, vi kunne have godt af at forstå lidt mere, hvor det hele kommer fra.”

At blive mødt med nysgerrighed

Når Ingeborg møder nogen, der ikke forstår troen, forsøger hun ikke at overbevise. Hun inviterer og forklarer.

“Jeg har flere gange taget nogen med i IMU, som ikke kendte noget til kirke. Og det har faktisk været ret fint. De fleste synes, det er spændende. Ikke nødvendigvis fordi de selv bliver troende, men fordi de gerne vil forstå.”

“Man behøver ikke være enige om alt. Men vi skylder hinanden at lytte. Og at tage hinandens liv og overbevisninger alvorligt.”

At vælge noget andet – og stadig være med

Ingeborg har aldrig følt behov for et opgør med troen. Men hun har tænkt meget over, hvem hun selv ville være – og hvordan hendes liv skulle formes.

“Jeg har tænkt, at jeg skulle være noget andet end mine søskende. Jeg skulle ikke være lærer. Det er så det, jeg er ved at blive alligevel,” siger hun og griner lidt af sig selv.

Et af hendes tydelige valg handler om fester og alkohol.

“Jeg har valgt ikke at drikke mig fuld. Jeg var stadig med til festerne i gymnasiet og havde det sjovt. Jeg tog bare en cola med i lommen. De fleste respekterede det.”

“Selvfølgelig er der ting, jeg ikke forstår. Når folk snakker om at have været stangstive i weekenden, så har jeg ikke noget at bidrage med. Men jeg føler ikke, at jeg har manglet noget. Jeg har stadig været med og haft det sjovt.”

Troen i fremtiden

Ingeborg håber, at troen også vil få en naturlig plads i hendes fremtidige liv.

“Jeg vil gerne være efterskolelærer. Måske på en kristen efterskole. Det har jeg ikke besluttet, men det kunne jeg godt se for mig.”

Hun håber også, at troen bliver noget, hun deler med en kommende partner.

“Det er vigtigt for mig, at vi kan dele troen. Det fylder så meget i mit liv, at det ville være svært, hvis vi ikke var enige om det.”

“Jeg har set nogen glide væk fra troen, fordi deres partner ikke delte den. Det håber jeg ikke sker for mig.”

Et sted at stå, når det vælter

For Ingeborg er troen ikke en garanti for, at livet går let. Men den er et fast sted at stå.

“Hvis noget går dårligt, fx en eksamen, så bliver jeg selvfølgelig frustreret. Men jeg ved, at der stadig er nogen, der elsker mig. Jeg ved, at jeg stadig er elsket og set. Det gør en forskel.”

Læs også: Anja strikker hver dag: 14.000 mennesker følger med