30 år med mikrofonen: Stemmen de fleste esbjergensere kender

Der er stille i udstillingen hos Svanekøkkener på Stormgade, når dørene lukker sidst på eftermiddagen.

Skuffer glider lydløst, bordplader står snorlige, og hverdagen er præget af møder, kunder og løsninger. Her arbejder Lars Hansen som filialchef.

Men for tusindvis af esbjergensere er det et helt andet sted, de kender ham fra.

Ikke på ansigtet, men på stemmen.

Den stemme, der i mere end 30 år har fulgt byens største sportsoplevelser og været en fast del af lydbilledet i Esbjerg.

Lars Hansen er stemmen, der har fulgt EfB gennem oprykninger og nedrykninger, Team Esbjerg gennem mesterskaber og finaler og Esbjerg Energy gennem slutspil, drama og jubel.

En stemme, som for mange først bliver savnet, når den ikke er der.

Læs også: Sædding står foran forandring: Nyt byområde tager form

En stemme født af lokal idræt

Vejen til speakerrummet begyndte langt fra de store arenaer.

Allerede i 8. klasse i 1984 så Lars Hansen et opslag hos Radio Sundbo, der søgte sportsmedarbejdere.

Sammen med sin storebror mødte han op, drevet af lysten til at fortælle om det, der skete i lokalidrætten.

“Vi troppede op nede på Radio Sundbo i Norgesgade, nede i kælderen. Der var nogle gamle sportslegender med, og vi havde en fælles passion, og det var jo lokalidræt,” fortæller Lars Hansen.

Radioarbejdet blev en skole i at bruge stemmen, og siden kom jobbet som discjockey til.

Mikrofonen blev et naturligt redskab, og da muligheden for at blive speaker i ishockey opstod, sagde han ja. Flere var med i starten, men langsomt faldt de fra.

“Til sidst var der kun mig. Jeg var vant til at bruge stemmen via radioen, så det var jo ikke fremmed for mig,” siger han.

Omkring 1991 til 1992 begyndte han som speaker i EfB.

Det præcise årstal er aldrig blevet skrevet ned, men både gamle holdledere og spillere peger på samme periode.

“Man fik aldrig skrevet ned, hvornår man startede, men en hulens masse år sikkert,” fortæller Lars Hansen.

EfB i medgang og modgang

Mere end tre årtier i samme klub betyder også, at man har oplevet både opture og de perioder, hvor det gjorde ondt.

For Lars Hansen er nederlagene ikke bare noget, der bliver efterladt på stadion.

“Min kone kan godt se, når jeg kommer hjem, om vi har vundet eller om vi har tabt,” fortæller han og forklarer, at det især rammer, når klubben rykker ned.

Han lægger ikke skjul på, at nedrykningen fra 1. division til 2. division var tung, men samtidig har det aldrig været en anledning til at overveje at stoppe.

“Det er jo medgang og modgang. EfB er mit hold, Team Esbjerg er mit hold, Esbjerg Energy er mit hold. Jeg vil jo helst have, at de alle sammen blive danskmester hvert år, men sådan er det jo ikke,” siger Lars Hansen.

For ham handler det om loyalitet og om at blive stående, også når det blæser.

Han har været med i over en tredjedel af EfB’s historie, og det forpligter.

“Klubben havde 100 års jubilæum i 2024, og jeg har været med i over 30 år. Det ligger ikke til mig bare at give slip,” fortæller han.

Når stilhed siger mere end bifald

Selv om han sjældent tænker over rollen som byens sportstemme, ved Lars Hansen godt, at folk lægger mærke til den.

Især når den mangler.

“Når jeg ikke er der, så kan jeg se på min telefon, at der kommer sms’er. Hvad laver du, hvorfor er du ikke der,” fortæller han.

Og når en afløser tager over, er reaktionen ofte den samme, uanset niveau.

“Uanset hvor godt de gør det, måske endda bedre end mig, så er der altid nogen, der siger, det er ikke det samme. Det er ikke sådan, det plejer at lyde,” siger Lars Hansen.

Han oplever sjældent at blive genkendt på gaden.

Mange hilser, uden at vide hvem han er. Det er stemmen, der er blevet genkendelig, ikke ansigtet.

“Der er knap så mange, der ved, hvem jeg er. Men folk vender sig jo til, at det er min stemme, der er der,” fortæller han.

Oplevelser der brænder sig fast

Når man har været speaker i så mange år, flyder mange kampe sammen.

Alligevel er der øjeblikke, der aldrig slipper taget.

Åbningen af en færdigbygget Blue Water Arena står klart, ligesom europæiske kampe og oprykninger gør.

“De kampe, hvor vi har rykket op, dem glemmer man ikke. Når spillerne jubler, og byen jubler, så jubler jeg jo også,” fortæller Lars Hansen.

I ishockey peger han især på en finaleserie i 2004 mod Aalborg som noget helt særligt.

En kamp, hvor stemningen på stadion skiftede på få sekunder.

“Da vi udlignede med fire sekunder igen, sad vi i Aalborg med EfB, og da jeg opdaterer stadion med, hvad der sker i ishockey, kunne folk høre på min stemme, at der var noget på vej. Hele stadion stod bare stille, og så eksploderede det,” fortæller han.

I håndbolden står det første danske mesterskab for Team Esbjerg også klart.

“Den afgørende finalekamp, der ender uafgjort og skal afgøres på straffekast, hvor Estavana Polman scorer. Det hele går op,” fortæller Lars Hansen.

Så længe det stadig kribler

Efter mere end 30 år melder spørgsmålet sig naturligt. Hvor længe bliver han ved.

“Så længe jeg synes, det er sjovt. Og det synes jeg stadig, det er,” siger Lars Hansen.

Han glæder sig stadig til sæsonstart, til duften af græs og til at være der, hvor det sker.

Meget har ændret sig siden de første år med megafoner og manuelle resultattavler, men følelsen er den samme.

“Det har været en oplevelse. Og man har mødt mange spændende mennesker undervejs,” fortæller han.

I Esbjerg er der mange stemmer. Men der er kun én, der har fulgt byens sport så tæt, så længe og så loyalt som Lars Hansens.

Og så længe stemmen stadig glæder sig til næste kamp, er den stadig en del af byens lydspor.