35 år bag kameraet: Torben From siger farvel til butikken
Inventaret bæres ud af butikken, og kasserne hober sig op i det gamle lokale i Torvegade.
Midt i flytterodet sidder Torben From stadig med kameraet klar. Selv om MultiFoto lukker den 20. september, kommer der fortsat kunder forbi for at få taget et pasfoto.
Han hilser på dem, som om de var gamle bekendte, dirigerer dem på plads foran kameraet og forklarer rutinerne med et smil.
Ørerne skal ikke med, ansigtet er det vigtigste, og ingen tænder, siger han, inden han klikker fire gange på udløseren og blitzen fylder lokalet.
Han halter rundt med et dårligt knæ, men giver sig ikke. Kunderne skal have billeder, og han har stadig energien til at vejlede dem præcist, som han har gjort i årtier.
35 år bag disken
Første oktober 1990 overtog Torben From MultiFoto, som allerede da var en fast forretning i Torvegade.
Forretningen havde eksisteret i årtier, men det var Torben, der satte sit præg på stedet.
Han kom med en solid baggrund som portrætfotograf – uddannet i 1966 – og med erfaring fra både fotohandel og år på farten som rejsende i branchen.
I begyndelsen var arbejdet præget af travlhed. Der skulle tages portrætter, brudepar stod i kø, og hver eneste dag blev der afleveret bunker af film til fremkaldelse.
”Jeg kan huske, at vi fik 30-40 film ind hver dag. I dag ligger der måske tre på disken på to dage,” siger han.
Kort efter overtagelsen fik han også mulighed for at udvide butikken, så der blev plads til større opgaver.
Det betød, at han kunne tage portrætter af familier, grupper og brudepar i rigtige rammer.

Minderne fylder stadig
Når man har haft en fotobutik i 35 år, samler der sig historier. Nogle sjove, nogle rørende – og enkelte helt skæve.
Han husker især et brudepar, der kom for at blive fotograferet en lørdag eftermiddag.
De dukkede op en halv time for sent og skulle hurtigt videre til middag. Torben klarede opgaven på rekordtid, men fandt senere ud af, at parret havde holdt en stor scene på Torvet med både limousine og hestevogn, før de kom ind i hans studie.
Da han forsøgte at aflevere billederne, var adressen væk, og betalingen kom aldrig og parret blev skilt kort tid efter.
”Sådan nogle oplevelser sætter sig fast, men jeg har også haft mange fantastiske kunder. Glade familier, børn der skulle fotograferes, og mennesker der kom igen år efter år. Det er det, jeg husker bedst,” siger han.
I mange år var MultiFoto også stedet, hvor modelaspiranter fik taget deres første billeder. Senere kom en fast strøm af kunder, der skulle bruge fotos til visa og rejser verden over.

En branche i forandring
Selv om Torben From altid har holdt fast i sit håndværk, har udviklingen i branchen gjort de sidste ti år mere krævende. Digitaliseringen, færre portrætopgaver og et fald i fremkaldelser ændrede hverdagen markant.
”De første mange år var det sjovt at være her. De sidste ti år har mest været arbejde. Men jeg har stadig været glad for de mennesker, jeg har mødt,” fortæller han.

Helbredet sætter grænser
Foruden branchens udvikling har helbredet spillet en rolle.
Et dårligt knæ og en hofteoperation i vente gør, at han ikke længere kan holde til lange dage bag kameraet. Alligevel har han holdt butikken åben til den sidste dag.
”Jeg overtog en kørende butik i 1990. Nu afleverer jeg en tom butik,” siger han stille.
Ser frem til mere tid
Når dørene lukker, venter en ny tilværelse.
Sammen med sin kone ser han frem til mere tid derhjemme og håber på at kunne rejse til Thailand, hvor de tidligere har tilbragt mange gode stunder.
”Jeg skal have styr på helbredet først, men jeg glæder mig til at bruge mere tid med familien. Vi har børnebørn i Aarhus, som vi gerne vil se mere til, og vi vil også gerne tilbage til Thailand, når vi kan,” siger han.
Slutningen på en æra
Når MultiFoto slukker lyset den 20. september, er det slutningen på en af Esbjergs klassiske butikker.
For mange esbjergensere har Torben From været manden bag billederne, hvad enten det har handlet om konfirmation, bryllup eller et hurtigt pasfoto.
”Jeg har haft gode år her, og det er det, jeg vil huske tilbage på,” siger han.
Minderne lever videre i de tusindvis af billeder, Torben From gennem tre årtier har været med til at skabe.