750 millioner i puljen i aften: Lars ringer til dig, hvis du vinder
Igen i aften er der mange penge på spil i Eurojackpot.
Intet mindre end 750 millioner kroner er i førstepræmiepuljen i aften, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Den største præmie, der er vundet i Danmark var tidligere i år, hvor vinderen vandt omkring 760 millioner kroner.
Ifølge Danske Spil følger medarbejderne nøje med i lodtrækningen om de 750.000.000 kroner i Eurojackpot. Ikke mindst dem, der har til opgave at ringe og overbringe nyheden til den glade vinder.
En af dem er Lars, som snakkede med danmarkshistoriens største vinder. Hvis nummeret er 3094 4600, så gør dig selv en tjeneste og tag røret – for så kan det være Lars fra Danske Spil, der har en god nyhed til dig.
Danske Spil ringer til alle vindere, der har vundet minimum 1 million, men Lars ringer kun til vindere, der har vundet mere end det.
”Hånden på hjertet, jeg synes, at det er megaspændende. Det giver et sug i maven. Hver gang!” fortæller Lars med et stort smil.
For et par måneder siden var det Lars, der snakkede i telefon med den heldige person, som havde vundet Danmarkshistoriens største lotterigevinst på 760.818.030 kroner i Eurojackpot i 7-Eleven på Trianglen i København.
”Vinderen vidste det faktisk allerede godt og skulle bare lige være helt sikker. Men det var alligevel et helt specielt opkald for mig. Et af dem, hvor adrenalinen virkeligt var oppe at køre. Det bliver jo ikke større!” fortæller han.