Åbner i historiske rammer: Venner satser alt på stor hoteldrøm på Fanø
Når Hotel Strandvejen den 1. april får nye ejere, er det ikke bare endnu et ejerskifte.
Det er kulminationen på en fælles drøm for fire tætte venner, der efter flere år i Grønland nu vender hjem for at skabe noget sammen, og gøre det selv.
Læs også: Overraskende handel: Nu er hotellet solgt Troels Gildbjerg Kristensen, 33 år, Kathrine Hauskov Jakobsen, 28 år, Niels Vognsen, 47 år, og Simone Kølle Petersen, 64 år, overtager det historiske hotel i Nordby og genåbner det som Nørby Boutique Hotel.
Med sig tager de erfaringer fra hotel-, restaurant- og oplevelsesbranchen – og et stærkt fællesskab, der rækker langt ud over det professionelle.
“Vi kender hinanden rigtig godt. Vi er venner, men også familie. Der kommer selvfølgelig til at være uenigheder, men vi har hinandens ryg. Vi er et team, og det er os, der skal gøre det,” siger de.

Fra Grønland til Vadehavet
De fire bor i dag i Grønland, hvor de gennem mange år har arbejdet tæt sammen og opbygget både et fælles arbejdsliv og et nært venskab.
Troels Gildbjerg Kristensen og Kathrine Hauskov Jakobsen er direktører i Albatros Arctic Circle, hvor Niels Vognsen er økonomidirektør. Simone Kølle Petersen har gennem flere år arbejdet med oplevelsesbranchen i Grønland med fokus på formidling og guidede ture.
De mødte hinanden i Ilulissat, og her, midt i den storslåede natur, voksede både relationer og samtaler om fremtiden.
For selvom Grønland har givet dem frihed, oplevelser og stærke fællesskaber, har savnet til Danmark langsomt meldt sig.
“Det er ikke bare sådan, at vi flytter hjem. Savnet til Danmark, familien og vennerne har været der længe,” fortæller de.
Særligt for Kathrine og Troels har tanken om at skabe deres eget sted rumsteret gennem længere tid.
Et sted, hvor kvalitet, nørderi og personlighed kunne få lov at fylde, og hvor arbejde og liv kunne hænge sammen.

I efterårsferien 2025 var de i Danmark, hvor de for første gang så hotellet på Fanø. Det blev et afgørende øjeblik.
“Det var først dér, at idéen for alvor tog form. Og det var også først efter, at vi havde set stedet, at vi pitchede tanken for Niels og Simone,” fortæller de.
Herefter begyndte de fælles drømme at tage form. Drømmen om ikke bare en arbejdsplads, men et fælles hjem. Et sted, de kunne skabe sammen, og drive selv.
“Det skulle handle om kvalitet og nørderi. Og om at gøre det på vores måde,” siger de.
Et hotel med plads til mere
Valget af Fanø var ikke tilfældigt.
Ø-livet, fællesskabet og naturen talte til dem alle, og parallellerne til livet i Grønland var tydelige. Et sted med nærhed, ro og sammenhæng.
Men det var selve hotellet, der for alvor samlede trådene.
Kathrine blev hurtigt forelsket i det hvidkalkede hus med stråtag. I stemningen. I proportionerne. I muligheden for at skabe noget, der kunne drives af dem selv, uden at vokse dem over hovedet.
“Størrelsen er helt rigtig for os. Vi kan være med i det hele og drive det selv. Det bliver et familie- og vennedrevet hotel, hvor vi er i centrum for både hverdagen og gæsterne,” siger hun.



For de fire handler det om mere end drift. De kan bo på hotellet, være tæt på det hele og lade stedet blive både arbejdsplads og hjem.
“Det giver en tryghed for os. Vi kan gøre det til vores eget, både med maden, overnatningen og den stemning, vi gerne vil skabe. Det handler om stil og kvalitet,” siger de.
Her kan hotellet få lov at udvikle sig i deres tempo. Med respekt for stedet, og med ambitionen om at skabe noget, der kan holde i mange år.

Respekt for historien, og mod på at sætte eget præg
Hotellet har gennem årene haft flere navne og har senest heddet Hotel Strandvejen. Før det var det kendt som Nørby Kro, og netop den lokale forankring har haft stor betydning for de fire nye ejere.
Med Nørby Boutique Hotel har de derfor valgt at vende tilbage til Nørby-navnet, og samtidig tilføje lidt af sig selv.
“Vi er meget bevidste om, at stedet rummer mange minder, især for lokale. Derfor har det været vigtigt for os at møde stedet med respekt,” siger de.
For dem handler boutique ikke om det prætentiøse, men om personlighed, nærvær og kvalitet. Et lille, fælles projekt, drevet som et slags kollektiv, hvor de selv er til stede i hverdagen.
Hotellet får en nænsom opdatering. Alle badeværelser bliver renoveret, der lægges nye gulve, og både værelser og suiter bliver møbleret med fokus på stil og helhed. Restauranten bliver der derimod ikke ændret på.
“Den er skøn, som den er,” lyder det.
Caféen får nyt liv som vinbar og boutique med udvalgte produkter og fokus på kvalitet og lokale forbindelser.
Troels og Kathrine kommer til at stå i spidsen for restauranten. De har mange års erfaring fra hotel- og restaurationsbranchen og glæder sig til at skabe et køkken og et værtskab, hvor maden og stemningen hænger tæt sammen.
“Det her skal være et sted, hvor man mærker, at der er tænkt over tingene – uden at det bliver højtideligt,” siger de.
Et sted for både lokale og gæster
Ambitionen er klar: Hotellet skal fungere lige så naturligt for øens gæster som for dem, der bor på Fanø.
“Der skal være plads til alle. Det handler om balance og om at lytte. Vi vil ikke kun skabe noget for turister, det handler også om hverdagen og de lokale,” forklarer Kathrine.
Et sted, man kan kigge forbi til et glas vin en fredag, samle familien til middag en tirsdag eller deltage i et af de arrangementer, de fire håber at få stablet på benene. Et åbent samlingspunkt med fællesspisninger og en stemning, der giver lyst til at komme igen.
I køkkenet bliver der fokus på lokale og sæsonbetonede råvarer, bæredygtighed og minimal madspild. Maden bliver enkel, kærlig og lidt family style, med én menu om dagen.
“Det skal være noget andet. Noget, der er lavet med omhu og gode råvarer,” fortæller Kathrine.
Planerne tæller blandt andet temaaftener som grønlandske aftener, vinaftener og italienske aftener, hvor både mad, fortællinger og stemning bliver en del af oplevelsen.


“Vi tager en lille del af Grønland med os, i kunst, i maden og i historierne. Vi har mange røverhistorier,” siger de med et smil.
Gæsterne kan glæde sig til et gammelt hotel, der har fået en opfriskning, men stadig føles genkendeligt. Et sted med en hyggelig, uformel stemning og ejere, der glæder sig til at byde velkommen.
“Der skal ikke være regler bare for at der er regler. Det skal være hyggeligt, familiært, med god vin og dejlig mad,” siger de.
Her åbner hotellet på Fanø
De fire overtager hotellet den 1. april. Dagen før har de sidste arbejdsdag i Grønland, og kort efter begynder arbejdet med at gøre hotellet klar til åbning.
Planen er at slå dørene op i perioden 15.–20. juni, velvidende at der kan opstå uforudsete udfordringer undervejs.
“Det er planen, og den går vi efter. Vi ved godt, at der kan komme ting, man ikke kan forudse, men vi glæder os,” siger de.
De ser frem til at etablere sig ordentligt – både med hotellet og restauranten – og til at lære øen og menneskerne at kende.
“Vi kommer med stor ydmyghed. Det tager tid at blive en del af et sted, og det respekterer vi. Den opgave, vi står overfor, er hårdt arbejde, men vi går all in,” siger de.
Farvellet til Grønland er ikke uden vemod. Friheden, naturen og spontaniteten har sat dybe spor.
“Den storslåede natur og den uplanlagte frihed er et kæmpe privilegium, som vi kommer til at savne. Det har været magisk at få lov at opleve,” siger de.
Samtidig ser de frem til at skabe noget, hvor de håber at bevare noget af den samme ro og nærhed – også i en hverdag, der ellers kan gå stærkt i Danmark.
“Vi glæder os til det hele. Til at komme i gang med vores eget. Det bliver et stort eventyr,” siger de.
Med lidt Grønland i bagagen og Fanø foran sig begynder nu et nyt kapitel, bygget på fællesskab, hårdt arbejde og lysten til at skabe et sted, der kan mærkes.
