Åbner snart i Kongensgade: Her er åbningsdatoen
Der kommer snart endnu en butik til Kongensgade i Esbjerg.
Den 1. oktober slår Wunderwear dørene op på adressen Kongensgade 50, hvor kunderne kan gå på opdagelse i lingeri og strømper fra en række kendte mærker.
I butikken bliver der blandt andet plads til mærker som Marie Jo, Prima Donna, Chantelle og Triumph.
Hos Wunderwear er ambitionen at hjælpe kunderne med at finde det rigtige, hvad enten det handler om selvforkælelse eller en gave.
Vil hjælpe kunderne med det rigtige match
Bag åbningen ligger et ønske om at skabe en butik, hvor kunderne føler sig godt tilpas og får hjælp til at finde det, de trives med.
“Vores mission er at kunne hjælpe alle og få alle vores besøgende til at føle sig godt tilpas og sammen finde det, kunden trives med,” fortæller butikschef Matilde Mørk i et skriftligt svar.
Hun understreger også, at en bh handler om mere end bare udseendet.
“En bh er ikke bare en bh. Vi har den på i mange timer, og det skal føles rigtigt for den enkelte både med det, vi ser, og samtidig følelsen,” fortæller Matilde Mørk.
I butikken vil de stå klar med både faglighed og ærlighed for at finde det rette match mellem kunde og produkt.
“Vi glæder os til at åbne en butik i en gågade, der stadig oser af liv, og ser frem til et fantastisk efterår og kommende julehandel,” siger Matilde Mørk.