Abir er en sand ildsjæl: Her er vinderen af Esbjergs integrationspris

Igen i år er Esbjerg Kommunes Integrationspris blevet uddelt.
Årets vinder er Abir Aboukhrejbe, oplyser kommunen på LinkedIn.
“Abir har gennem årene ydet en utrættelig frivillig indsats for at styrke fællesskabet og skabe muligheder for kvinder, børn og unge med anden etnisk baggrund i vores by – og især sat et stort aftryk på Stengårdsvej,” skriver Esbjerg Kommune.
Abir Aboukhrejbe er en vaskeægte ildsjæl.
Hun har blandt andet været frivillig i en weekend-sprogskole for arabisktalende børn, hvor 60 børn hver søndag får undervisning, og en gang om ugen laver hun mad til unge drenge for at give dem et trygt sted at være.
Hun har engageret sig som aktiv Bydelsmor på Stengårdsvej, hvor hun hjælper kvinder og familier med at finde fodfæste i lokalsamfundet, og hun har åbnet dørene til et syrum, hvor hun lærer andre at sy og samtidig skaber et vigtigt fællesskab.
Endelig tovholder hun flere fællesskaber i Krydset på Stengårdsvej, hvor kvinder mødes, deler erfaringer og udvikler sig, og hun står også bag en mandecafé, hvor mænd med anden etnisk baggrund har et sted at mødes og skabe netværk.
“Abir har igennem sin store frivillige indsats været med til at bygge bro mellem mennesker og styrke integrationen i Esbjerg. Hendes engagement inspirerer os alle – og vi er dybt taknemmelige for hendes bidrag til fællesskabet”, skriver Esbjerg Kommune.
Abir Aboukhrejbe blev overrakt prisen af Jakob Lykke, der er formand for Forum for Integration og Beskæftigelse i Esbjerg Kommune.