Aflyser bogsignering i Esbjerg: Bøgerne kaldt retur igen
Der var lagt op til besøg af en af Danmarks mest omtalte kvinder, men nu er det hele aflyst.
Forlaget Buster Nordic har nemlig endnu engang trukket bogen Evig Diva tilbage fra hylderne, denne gang på grund af forsiden.
Butikken venter på afhentning
Det betyder også, at det planlagte arrangement i Bog & idé på Kongensgade i Esbjerg fredag den 16. maj er aflyst.
“Vi har pakket bøgerne i kasser og venter på, at de bliver hentet, så vi bliver krediteret. Det er da træls med to tilbagekaldelser og det arbejde, der ligger i det. Men det er første gang, jeg oplever, at den samme bog bliver kaldt retur to gange i de 16 år, jeg har været boghandler,” siger butiksindehaver Liselotte Brix.
Læs også: Hun fyldte 55 og udgav sin bog: Nu kommer hun til Esbjerg Forlaget afventer retssag til efteråret
Forlaget har ifølge Bog & idé besluttet at udskyde salget, indtil der foreligger en afgørelse i retten til efteråret. Først herefter vil de tage stilling til, om de vil sælge den første censurerede udgave eller trykke en tredje version.
Der arbejdes dog fortsat på at få Janni Ree til Esbjerg på et senere tidspunkt.