Allan var klar til at tage sit eget liv: Et tilfældigt møde blev hans vendepunkt
Det havde været endnu en af de dage, hvor Allan Lindholm oplevede, at det hele var på tværs.
På det tidspunkt boede han sammen med sin daværende partner på Fyn, og forholdet var ifølge Allan blevet præget af psykisk vold, kontrol og konflikter. Også denne dag havde været dårlig, og da hans partner gik i seng, fortsatte tankerne hos Allan.
Til sidst gik han hjemmefra.
Det var ikke første gang, Allan havde haft selvmordstanker, men denne nat var han nået længere ud. Kontakten til hans børn var på det tidspunkt brudt, og Allan fortæller, at han var blevet så psykisk nedbrudt, at han ikke længere kunne se en vej ud af situationen.
Adspurgt om han i dag tror, at han ville have taget sit eget liv den nat, hvis ikke noget havde stoppet ham, er Allan ikke i tvivl.
“Ja,” siger han.
Allan gik alene videre langs landevejen. Klokken var omkring to om natten, der var mørkt, og han havde hverken reflekser eller andet på sig, som gjorde ham særligt synlig.
På et tidspunkt kom en bil kørende. Det var politiet.
Betjentene var ikke blevet sendt ud for at finde Allan. Ifølge ham var det et tilfælde, at de kom forbi og undrede sig over, hvorfor han gik alene langs landevejen på det tidspunkt.
Allan fortalte først, at han bare var ude at gå. Men betjentene blev ved med at tale med ham, og særligt den ene fornemmede ifølge Allan, at der lå mere bag den forklaring.
Til sidst foreslog de, at han skulle med. Det blev begyndelsen på en vej, der først førte Allan til psykiatrien i Svendborg og siden til Mandecentret i Esbjerg.
I dag er Allan 60 år og bor stadig i byen. Men få år tidligere havde hans liv set helt anderledes ud.

Har du selvmordstanker?
Selvmordstanker kan opstå, når en situation føles uoverskuelig eller gør så ondt, at det er svært at se andre muligheder. Du behøver ikke stå alene med tankerne.
Du kan kontakte Livslinien anonymt på telefon 70 201 201 alle årets dage fra klokken 09 til 05.
Livsliniens chatrådgivning har åbent mandag til fredag fra klokken 17 til 21 og lørdag og søndag fra klokken 13 til 17.
Livslinien rådgiver også pårørende og efterladte til selvmord.
Kilde: Livslinjen
Mistede sin kone efter 34 år
I 2020 mistede Allan sin kone efter 34 år sammen.
Hun havde været en stor del af stort set hele hans voksne liv, og efter hendes død havde Allan egentlig besluttet, at han ikke skulle have en ny partner. Han ville forsøge at finde en måde at leve videre på alene.
Samtidig forsvandt flere af de mennesker, der havde været en fast del af hans liv. Hans mor døde, og Allan oplevede inden for få år at miste flere nære relationer.
Det rykkede ved det fundament, han havde kendt gennem det meste af sit liv.
Allan havde været vant til at være den, der trådte til, når andre havde brug for ham. Hvis hans mor havde problemer, kom han. Da hans kone var syg, stod han ved hendes side. Han var vant til at være den, der kunne holde hovedet koldt og hjælpe resten af familien videre.
Efter hustruens død begyndte Allan på et tidspunkt at skrive med en kvinde på Facebook. De fandt blandt andet sammen om interessen for at komme ud at fiske, og beskederne blev efterfulgt af kaffe og mere tid sammen.
Langsomt udviklede det sig til et forhold.
Allan var stadig mærket af de tab, han havde været igennem, og derfor betød det også meget igen at opleve nærhed og omsorg. Der stod kaffe klar, når han kom hjem, og han havde igen fået en person at dele hverdagen med.
“Så siger hjernen hele tiden, at det var rigtig godt i 34 år, og så bliver det sikkert også godt her,” fortæller Allan.

Forholdet begyndte at ændre sig
Allan oplevede dog efterhånden, at den nye hverdag ændrede karakter.
I dag beskriver han forholdet som præget af psykisk vold og manipulation. Der var ifølge Allan ikke fysisk vold, men han oplevede gradvist at miste troen på sine egne evner og vurderinger.
Det kunne være helt almindelige ting i hverdagen. Maden var ikke lavet rigtigt, rengøringen var ikke god nok, og uanset hvad Allan gjorde, oplevede han, at der kunne findes noget galt med det.
“Du kan ikke en ting, lige meget hvad du gør,” fortæller Allan om den følelse, han efterhånden sad tilbage med.
Samtidig oplevede han en stor forskel på livet hjemme og det billede, der blev vist udadtil. Når de var ude blandt andre, kunne hans daværende partner ifølge Allan være sød, kærlig og nærværende. Når de kom hjem, oplevede han en helt anden kulde.
Kontrollen bredte sig ifølge Allan også til hans kontakt med andre.
Han fortæller, at hans telefon og mails blev kontrolleret, herunder også mails i forbindelse med hans arbejde. Samtidig blev der ifølge Allan fabrikeret mails, som skulle se ud, som om de kom fra hans børn eller andre personer i familien.
På den måde blev hans opfattelse af mennesker omkring ham langsomt påvirket.
Allan fortæller også om en episode i Aarup på Fyn, hvor hans daværende partner efterlod ham en kold efterårsaften. Han stod tilbage uden penge og kun med sin telefon og måtte selv finde ud af, hvordan han skulle komme videre.
I dag kan Allan se episoden som et tydeligt tegn på, hvor langt forholdet var kommet. Dengang fortsatte han i det.
Advarslerne nåede ikke ind
Flere mennesker omkring Allan kunne se, at noget havde forandret sig.
Hans børn forsøgte ifølge Allan at advare ham, og andre omkring ham reagerede også på forholdet. Men advarslerne havde ikke den virkning, familien håbede på.
Allan trak sig i stedet længere væk.
“Der var jeg så meget manipuleret, at hjernen ikke registrerede det,” fortæller han.
Til sidst forsvandt kontakten til hans børn.
Det er en af de dele af historien, Allan stadig har svært ved at se tilbage på. Han er skuffet over sig selv og over, at mennesker, der havde kendt ham hele deres liv, ikke kunne nå ind til ham.
Samtidig kan han i dag se, at forandringen ikke skete fra den ene dag til den anden.
Allan sammenligner det med en tryllekunstner, der langsomt får publikum til at rette opmærksomheden et andet sted hen. Lidt efter lidt flytter grænserne sig, og noget, man tidligere ville have reageret på, kan til sidst føles som en del af den almindelige hverdag.
For Allan blev håbet om, at forholdet igen ville blive godt, ved med at fylde.
Han havde trods alt oplevet et godt ægteskab gennem 34 år. Derfor blev han ved med at tænke, at den gode hverdag også kunne komme tilbage denne gang.
Mistede kontrollen over sit eget liv
Også økonomien blev ifølge Allan en del af kontrollen.
Hans daværende partner stod for budgetter og betalinger, og Allan fortæller, at en stor del af hans løn blev overført til hendes konto. Det betød, at han gradvist mistede overblikket over en del af sin egen økonomi.
Allan beskriver det som endnu et område, hvor han langsomt gav kontrollen fra sig.
I dag står han fortsat med et økonomisk efterspil fra forholdet. Allan fortæller, at han har en gæld på omkring 260.000 kroner i forbindelse med en bil, som hans tidligere partner ifølge ham solgte, uden at lånet blev indfriet.
Han forsøger nu at få spørgsmålet afgjort juridisk.
Allan understreger samtidig, at han ikke er økonomisk ødelagt. Han kan forsørge sig selv og få hverdagen til at fungere, men sagen er endnu et spor efter de år, han forsøger at lægge bag sig.

Politiet kørte ikke bare videre
Til sidst var Allan nået til den nat, hvor han forlod hjemmet og gik ud på landevejen.
Han havde mistet kontakten til sine børn, troen på sig selv var blevet mindre, og samtidig oplevede han ikke længere selv at kunne se, hvordan han skulle komme ud af forholdet.$
“Jeg tror bare, at det var den flugt, jeg kunne få,” fortæller Allan om de tanker, han havde den nat.
Derfor fik det stor betydning, at netop en politibil kom forbi.
Ingen havde ringet efter politiet på Allans vegne. Betjentene vidste ikke, hvem han var, eller hvad der var sket hjemme hos ham. De så blot Allan gå alene langs landevejen midt om natten og valgte at stoppe.
Da de begyndte at tale med ham, forsøgte Allan først at få situationen til at fremstå ganske almindelig. Han var bare ude at gå. Men samtalen fortsatte.
“Når de står og snakker med dig, så kan de jo hurtigt mærke, om det er rigtigt,” fortæller Allan.
Særligt den ene betjent begyndte ifølge Allan at spørge mere ind. Noget ved forklaringen passede ikke med den situation, de stod i.
Betjentene valgte derfor ikke bare at køre videre. Det blev afgørende.
For samtalen på landevejen førte Allan videre til psykiatrien i Svendborg. Her blev der sat ord på, at han havde brug for hjælp, men også at løsningen ikke nødvendigvis var et længere ophold i psykiatrien.
I stedet blev Allan præsenteret for Mandecentret.
Det var ikke et sted, han kendte meget til.
“Hvad fanden er det?” husker Allan, at han tænkte.
Kort tid senere skulle det blive hans nye hjem.
Allan valgte Esbjerg
Der var flere muligheder for, hvor Allan kunne komme hen.
Slagelse var en af dem, men for Allan føltes det for tæt på det liv, han forsøgte at komme væk fra. København var også en mulighed, men heller ikke hovedstaden trak.
Så var der Esbjerg.
Byen kendte Allan ikke på samme måde, men placeringen passede ham. Her var vand, skov og strand, og for Allan, der holder af lystfiskeri og natur, var det noget, han kunne se sig selv i.
Derfor gik turen mod Vestjylland.
På Mandecentret begyndte et længere arbejde med at forstå, hvad han havde været igennem, og ikke mindst finde tilbage til sig selv.
“At få banket noget selvværd i mig, få banket noget tro på hverdagen i mig,” fortæller Allan om den proces, han begyndte på.
Han fremhæver medarbejderne og den hjælp, han fik til at sætte ord på de oplevelser, han havde haft i forholdet.
For Allan handlede det ikke kun om at komme væk. Det handlede også om igen at lære at stole på sine egne vurderinger og finde ud af, hvem han var uden det forhold, der gennem flere år havde fyldt hans hverdag.
Allan skrev til sine børn
Efter omkring fire måneder på Mandecentret tog Allan en beslutning.
Han skrev til sine børn.
Kontakten var blevet brudt under forholdet, og Allan havde brug for at finde ud af, om der stadig var en vej tilbage til dem.
Hvis han for alvor skulle videre, havde han brug for at vide, om de fortsat ønskede ham som en del af deres liv.
Det gjorde de. Børnene kom til Esbjerg, og mødet blev begyndelsen på arbejdet med at genopbygge relationen.
I dag beskriver Allan kontakten som god, men årene uden hinanden kan ikke bare slettes. Det tager tid at finde tilbage til den relation, de havde før.
Samtidig mærker Allan, at noget i ham selv har forandret sig.
Tidligere havde han været vant til at være familiens faste holdepunkt. Den, der reagerede, når noget gik galt, og den, de andre kunne regne med.
Efter hustruens død og årene i det nye forhold har han haft sværere ved at finde tilbage til den rolle.
“Der er et eller andet indeni mig, som er væk,” fortæller Allan.
Det rammer ham blandt andet i rollen som far og bedstefar. Allan vil gerne give sine børn og børnebørn den samme følelse af tryghed, som han selv forbinder med familien, men han oplever ikke altid, at han kan være den person, han tidligere var.
Kroppen husker stadig
Allan har ikke set sin tidligere partner i omkring to år.
Alligevel er frygten ikke væk.
Når han tager tilbage til Fyn og nærmer sig Nyborg, hvor hans børn og andre familiemedlemmer bor, kan kroppen begynde at reagere. Allan fortæller om uro og trykken for brystet, selv om han godt ved, at der ikke nødvendigvis er noget at være bange for.
Han kan også reagere, hvis han ser en person, der minder om sin tidligere partner, eller en bil, der ligner hendes.
Derfor kan Allan stadig ændre sin rute eller vælge en anden vej for at mindske risikoen for at møde hende.
Det rationelle og kroppens reaktion følges ikke altid ad.
Allan har derfor fortsat arbejdet med oplevelserne og blandt andet fået hjælp hos en psykolog.
Han ved ikke, om alle sporene efter forholdet nogensinde forsvinder helt.
Ikke en trist og grå Allan
Mandecentret er heller ikke forsvundet ud af Allans liv, selv om han ikke længere bor der.
Han kommer fortsat på stedet og har bevaret relationen til flere af de mænd, han har mødt gennem centret.
For Allan er det blevet et sted, hvor han kan tale om ting, der kan være sværere at tage op med familien.
Når han er sammen med sine nærmeste, kan det være nemmere at tage et skjold på og fortælle, at det går godt. Blandt mændene på Mandecentret oplever han en anden forståelse, fordi flere selv har prøvet at stå i situationer, hvor livet er væltet.
Det har lært Allan, at det ikke hjælper at holde oplevelserne inde.
“Det gavner ikke nogen, hvis du lukker alt inde og bliver trist og grå. For jeg er jo ikke en trist og grå mand,” siger Allan.
Det er vigtigt for ham.
For selv om de seneste år har ændret noget, genkender Allan stadig den person, der gennem det meste af sit liv har haft masser af gåpåmod og sjældent har sagt nej til en opgave.
Det er den del af sig selv, han gerne vil holde fast i.
Esbjerg tog godt imod Allan
Da Allan kom til Esbjerg, var planen først og fremmest at få hjælp.
Han havde ingen mangeårig drøm om at flytte til Vestjylland, og Fyn vil altid fylde. Det er der, en stor del af hans liv og historie ligger, og det er der, familien fortsat bor.
Alligevel er Esbjerg blevet mere end det sted, Allan tilfældigvis endte på Mandecentret.
Han har nu boet i byen i omkring tre et halvt år og føler sig hjemme.
“Jeg synes, Esbjerg har taget godt imod mig,” fortæller Allan.
Han holder af kombinationen af en større by og den ro, han samtidig oplever her. Vandet og naturen betyder noget, og relationerne, han har fået gennem årene i Esbjerg, er blevet en del af hans hverdag.
Derfor har Allan heller ikke noget stort ønske om at flytte.
Han fortæller, at han i dag grundlæggende har det godt, selv om oplevelserne stadig kan sætte sig i kroppen, og selv om han ikke er blevet den samme Allan som før.
De seneste omkring fem år beskriver han som en grå og trist periode i et liv, der ellers har budt på mange gode år.
Nu håber han, at den periode er ved at være slut.
Allan ved ikke præcis, hvordan de kommende år kommer til at se ud. Men han ved, hvad han gerne vil bruge dem på.
De mennesker, han holder af, skal mærke det.
“De skal have så meget af den kærlighed, jeg kan give,” siger Allan.