Ambulancer og blodbiler: Det kan du opleve til Åbent Hospital
Hvordan ser en ambulance egentlig ud indefra, og hvad sker der med en blodprøve, når den forlader patientens arm?
Søndag den 7. september kan esbjergenserne få svarene, når Esbjerg Sygehus slår dørene op til Åbent Hospital 2025.
Fra klokken 10 til 13 er hele familien velkommen til en formiddag fyldt med oplevelser, rundvisninger og indblik i hospitalets hverdag.
For hele familien
Børn kan få lagt gips på bamsens arm i bamseskadestuen, prøve en røntgenundersøgelse uden stråler og være med i en quiz.
Ambulancer, MAM-bil og Blodbussen står klar til fremvisning, og på værkstedet kan man se, hvordan hjælpemidler repareres.
Indblik i hospitalets hverdag
Der er oplæg om flere af sygehusets aktuelle projekter, blandt andet Compassion i sundhedsvæsenet, det nye HELIOS-center for overvægt og udviklingen af det børneparate hospital.
Gæsterne kan også opleve sygehusets simulationsstue, høre om forskningen og smage på klimavenlig mad fra køkkenets grønne omstilling.
Mød politikerne
Dagen byder også på en uformel snak over kaffe og kage med regionsrådspolitikere, der stiller op til dialog med de besøgende.
Gratis adgang
Åbent Hospital er en landsdækkende kampagne, og på Esbjerg Sygehus er arrangementet gratis for alle interesserede.
Indgangen sker via Haraldsgade 12, 6700 Esbjerg.