Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Bestyrelsesformand forklarer: Derfor sælger EfB profiler

Af Niklas Grønborg

Det er næppe gået mange EfB-fans næse forbi, at klubben for nyligt har solgt to af sine største profiler i form af Elias Sørensen og Emil Holten. I EfB har man også bemærket, at det har fremkaldt mange følelser hos fansene.

Derfor har bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen udtalt sig til EfB’s hjemmeside, hvor han forklarer, hvorfor klubben gør, som den gør. Beslutningen er truffet af en enig bestyrelse.

“Fodbold er følelser og passion, og det er hele drivkraften i en klub som EfB, der gennem nu 100 år har oplevet op- og nedture og skabt venskaber, minder og oplevelser for livet. Historien har gentagende gange vist, at når vi har ligget ned, så har vi altid formået at rejse os igen gennem hårdt arbejde og et stærkt fællesskab, og det er den mission, vi igen er på og vil lykkes med”, indleder Flemming Enevoldsen.

Han fremhæver, at det er vigtigt for bestyrelsen at kommunikere åbent og ærligt efter tre turbulente år og et par uger med øjensynlige, sportslige ændringer.  EfB er i en genrejsningsperiode, hvor der skal skabes balance i økonomien og bygges et kompetitivt fodboldhold op, der over tid kan tage skridt i den rigtige retning. Klubbens store mål er at komme tilbage til Superligaen.

“Vi er ikke i en situation nu, hvor vi realistisk kan have det som en målsætning på den korte bane endsige forvente det, og derfor er projektets kerne at samle og udvikle en fodboldklub og et hold, som ude i fremtiden bliver stærkt nok til at gå efter en oprykning til det fineste selskab i dansk fodbold”, siger Flemming Enevoldsen og fortsætter:

“Derfor kan det synes paradoksalt, at vi inden for kort tid har sagt farvel til to kampafgørende spillere i form af først Elias Sørensen og dernæst Emil Holten, og selvom det lyder koldt og kynisk, så er det en naturlig del af det at drive en professionel fodboldklub, at vi også må tage afsked med dygtige og populære spillere.”

Plads til nye

Han nævner, at de to spillere har fået vind i sejlene og gjort sig attraktive over for større klubber. I EfB er det en essentiel del af forretningsstrategien at kunne udvikle spillere fra både eget akademi og ude fra.

Både Elias Sørensen og Emil Holten havde kontraktudløb indenfor 12 måneder, og forlængelser var ikke umiddelbart en mulighed. Derfor vurderede bestyrelsen og administrerende direktør Jens Hammer Sørensen, at de bedste scenarier for EfB var at indgå dialog om potentielle transfers med interesserede klubber.

Det er med den prioritet, at bestyrelsen har truffet beslutninger.

Flemming Enevoldsen nævner også, at han er sikker på, at nye spillere de kommende år vil udfylde de rum, som de to profiler har efterladt og blomstre på holdet. Samtidig er EfB også på markedet i håb om at forstærke truppen med yderligere transfers.

“Vores håb er derfor, at opbakningen fortsætter ufortrødent på det flotte niveau, vi har oplevet i sæsonens første fem kampe, for den er alfa og omega i indfrielsen af vores alles fælles mål om at se et EfB i sportslig og forretningsmæssig udvikling og med helt fremme i dansk topfodbold”, afslutter han.

Du kan læse hele forklaringen her.

Del artikel

Andre læser også