Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Billetsalget starter i dag: EsbjergRevyen med gamle og nye ansigter

Af Cecilie Winther Christiansen
EsbjergRevyen 2025, Jan Svarer, Trine Gadeberg, Peter Bom, Kasper Le Fevre og Gordon Kennedy. Pressefoto.
EsbjergRevyen 2025, Jan Svarer, Trine Gadeberg, Peter Bom, Kasper Le Fevre og Gordon Kennedy. Pressefoto.

Holdet til EsbjergRevyen 2025 er nu på plads, og du kan allerede i dag sikre dig billetter til en af de i alt 14 forestillinger, der spilles i Musikhuset Esbjerg i perioden 30. januar – 21. februar 2025.

Der er lagt op til en fest i Teatersalen, når EsbjergRevyen får premiere den 30. januar 2025.

På holdet er intet mindre end Trine Gadeberg, Jan Svarer, Gordon Kennedy og Kasper Le Fevre, hvor Peter Bom er kapelmester, og Jens Frausing er scenograf.

“Hele teamet bliver samlet i Esbjerg i julen i Musikhuset Esbjerg, hvor der arbejdes i døgndrift.

Da vi arbejder så intenst, kommer skuespillerne hver med et nummer, som de selv har lavet. Derudover kommer der også nyskrevet materiale og lokale numre, men også noget som rammer bredt.

Så EsbjergRevyen bliver en national revy, så folk udefra også får noget ud af den,” siger Hanne Bjørnskov, der er drivkraften bag EsbjergRevyen.

Sidst EsbjergRevyen spillede i februar i år, var det for fulde huse, og de slog deres publikumsrekord med over 5.000 tilskuere. I år havde de to ekstra forestillinger, og da salget gik godt, fastholder EsbjergRevyen de to ekstra forestillinger i 2025.

“Vi vågede pelsen sidste år med to ekstra forestillinger, men det gik så godt, så vi fastholder de ekstra forestillinger til den kommende revy-periode,” siger Hanne Bjørnskov.

Hvem er med på holdet i 2025?

Trine Gadeberg er igen at finde på revy-holdet i år, og hun skal også være instruktør på EsbjergRevyen i år. Til oktober tager Trine også igen på Danmarks turné med et spritnyt Pelle-show, og mon ikke vi får Pelle at se i EsbjergRevyen?

Jan Svarer, en gammel kending på revy-holdet, har været med siden EsbjergRevyen startede i 2017. Udover tekster til EsbjergRevyen har han fået slået sit navn fast som tekstforfatter og er også fast leverandør af tekster til Cirkusrevyen og landets øvrige revyer. Men her i Esbjerg har vi heldigvis også fornøjelsen af Jan Svarer på scenen.

Gordon Kennedy siger vi velkommen tilbage til. Gordon Kennedy har tidligere været med på revy-holdet i Esbjerg, og nu kunne han så finde hul i kalenderen igen og være med i Esbjerg. Gordon er uddannet skuespiller og er lidt af et multitalent, da han både kan skrive stand-up, være komiker, instruktør, manuskriptforfatter, tekstforfatter og komponist. Det kan også være, du har set ham i musicalen Matador? Til jul skal han også medvirke i Danmarks-premieren på “The Julekalender”, hvor han har rollen som Benny.

Kasper Le Fevre er uddannet musical performer, og han lægger blandt andet stemme til tegnefilm. I 2021 var han instruktør i EsbjergRevyen. Derudover er han også en del af impro-comedy-gruppen Specialklassen, der flere gange har gæstet Musikhuset Esbjerg. – Og så er det da vist også lige på sin plads at nævne, at han er manden bag teksterne til Trine Gadebergs Pelle-figur.

Kapelmester er igen Peter Bom, og Jens Frausing er scenograf – de har begge været med siden starten, så revyen er i trygge musikalske og visuelle hænder hos dem.

Så der er altså lagt op til en EsbjergRevy, hvor en masse professionelle kunstnere indtager Teaterscenen i Musikhuset i det kommende år, og du kan allerede fra i dag sikre dig en billet til forestillingerne.

Del artikel

Andre læser også