Billund Lufthavn slår rekord: Største overskud i lufthavnens historie
Billund Lufthavn kan se tilbage på 2025 med det største overskud i lufthavnens historie.
Bundlinjen lyder på knap 90 millioner kroner, hvilket er en fremgang på godt 70 millioner i forhold til 2024, skriver Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.
Ifølge administrerende direktør Jan Hessellund er det flere ben af forretningen, der har trukket i den rigtige retning.
“Resultatet kan tilskrives et år med flere stærke indtægtskilder. Passagertrafik, luftfragt, udlejning af erhvervsbygninger, parkering samt butikker og restauranter der alle bidrager til indtjeningen. Det gør lufthavnen mindre sårbare i en tid præget af uro i luftfarten, og gør os mere robuste over for udsving i markedet,” siger Jan Hessellund.
Bestyrelsesformand Morten Hansen kalder resultatet tilfredsstillende og peger på, at aktivitetsniveauet er højt på tværs af lufthavnens forretningsområder.
“Resultatet bekræfter, at vores model for at drive en moderne lufthavn er økonomisk bæredygtig. Samtidig viser det, at vi med succes driver lufthavnen på rene markedsvilkår. Det er et resultat af dygtige og dedikerede medarbejdere i hele lufthavnen. Det er deres fortjeneste, at resultatet er opnået,” siger han.
Vigtig infrastruktur i en urolig tid
Billund Lufthavn spiller en central rolle i Danmarks infrastruktur og forbinder Vestdanmark med resten af verden, både for passagerer og gods.
Den rolle bliver kun vigtigere i en tid med geopolitisk uro og fokus på forsyningssikkerhed, understreger Morten Hansen.
“Vi er en del af en infrastruktur, der skal fungere hver dag, også i ekstraordinære situationer, hvor eksempelvis luftfragt skal kunne komme ind og ud af Danmark. Det stiller store krav til både drift og økonomi. En stærk økonomi er ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for at kunne investere, udvide kapaciteten og sikre stabil drift. I sidste ende handler det om at levere en driftssikker infrastruktur til gavn for erhvervsliv, turisme og samfund langt ud over de syv ejerkommuner,” siger Morten Hansen.
Med rekordresultatet står Billund Lufthavn stærkt i en konkurrencepræget branche. Lufthavnen forventer, at en del af den trafik, der gik tabt i 2025, bliver genvundet i 2026.
Her spiller blandt andet Norwegians satsning på Billund en central rolle. Selskabet har annonceret åbningen af en række nye ruter fra lufthavnen i foråret 2026, hvilket både udvider antallet af direkte destinationer og styrker lufthavnens samlede tilgængelighed.
Samtidig oplever Billund Lufthavn fortsat interesse fra både eksisterende og nye flyselskaber, som ser lufthavnen som et attraktivt knudepunkt i Vestdanmark.
På den baggrund forventer lufthavnen en stigning i passagertallet på mellem 5 og 10 procent i 2026 sammenlignet med 2025.
Væksten vil ifølge lufthavnen ikke kun kunne mærkes i terminalen, men også i regionerne omkring Billund, hvor flere ruter og flere rejsende vil understøtte hoteller, oplevelser og attraktioner og styrke Billund som rejseknudepunkt for både ferie og erhverv.
“Vi har vist, at vi kan skabe solide resultater, også i en usikker tid. Det giver et stærkt fundament for den videre udvikling. Vi forventer at fastholde en sund og bæredygtig økonomi i 2026. Dog er det svært at forudse, hvordan markedet vil reagere på geopolitisk og økonomisk uro samt stigende udgifter til flybrændstof i resten af året. Det vil formentlig påvirke årets samlede resultat negativt,” sammenfatter Jan Hessellund.
Læs også: Horsens vil overhale Esbjerg: Nu reagerer borgmesteren