Bitter, benzin og vanvid: Henrik Aarøe bygger den ultimative vogn

Hvis du har sat dine ben på et brunt værtshus i dette land, så har du set den. Den lille grønne vogn, den mytiske drøm af 500 kapsler, en billet til den hellige klub af hårdtprøvede mænd og kvinder, der har svoret troskab til Underberg.

Men hvad nu, hvis du ikke bare havde den lille vogn? Hvad hvis du havde én, der var større? Så stor, at du kunne køre rundt i den.

Forestil dig det: En grøn bastard af nostalgi og motorlarm, en firehjulet tribune til de rituelle tømmermænd, et køretøj så gennemført absurd, at selv dem med elbil ville nikke anerkendende og tage en slurk.

Det var præcis det, Henrik Aarøe så for sig, da han stod på en bilauktion i Silkeborg.

“Folk, der kender mig, ved godt, at jeg bare går i gang med ting. Jeg grubler ikke så meget over det, jeg gør det bare. Og jeg har drømt om den Underbergbil i 20 år,” siger han, mens han står midt i sit værksted, hvor luften er tyk af gammel olie, metallisk støv og en svag duft af noget, der måske engang var kaffe – men som nu mest ligner en eksperimentel lakforsegler. Eller resterne af en Underberg.

En dag i Silkeborg

Hans hobby er at redde gamle biler fra glemslen. At hive dem op fra skyggerne, give dem nyt liv, en ny sjæl, et nyt formål.

Den dag i Silkeborg havde han egentlig tænkt sig at købe en Mercedes. En fin, tysk, stabil klassiker. Men universet, i sin uforudsigelige visdom, havde andre planer.

“Der var fem gamle Mercedes’er, men de røg alt for højt op. En svensker – en fandenivoldsk, rig svensker – købte dem alle. Og dér stod jeg, tomhændet, skuffet… indtil jeg så den. En gammel Chevrolet fra 30’erne. Og jeg vidste det med det samme. Det her var Underbergbilen.”

Han slog til. Han kunne ikke lade være. Han skaffede sig amerikaneren og slæbte den med tilbage til Esbjerg, hvor han i månedsvis har arbejdet på at gøre den til sin egen.

“Den havde stået i en samling og var blevet afregistreret i 1954. Jeg vidste, at der ville være en del arbejde i den. Men da jeg åbnede motorhjelmen, kiggede på motoren var det første, jeg så, at den var fyldt med gearkasseolie. Og tanken? Den var fyldt med diesel.”

For de fleste ville det være et tegn på, at helvede var løs. Men Henrik så det anderledes.

“Det her var en motor, nogen havde passet på. Gearkasseolien havde konserveret den. Så jeg tappede skidtet af, fyldte frisk olie på, og så kunne jeg ikke lade være. Benzin i tanken. Den burde jo måske… Jeg tænkte: ‘Skal vi prøve?’ Og for helvede – den startede med det samme.”

Han griner. En rå, næsten barnlig glæde. Lyden af en mand, der har snydt skæbnen. Lyden af den gamle motor der vågnede op efter 70 år. Lyde af glæde. Lyde af passion.

Når han ikke roder med Underbergbilen, sidder han i sit lydstudie og laver musik. Han spiller med Kalenders og har tidligere spillet i et andet orkester. Gæt, hvad det hed?

The Fabulous Underbergs.

“Ud over musik går jeg vildt op i biler. Jeg har altid gerne villet være mekaniker, men min far syntes, det var en åndssvag idé. Så nu er jeg mekaniker – bare på hobbyplan. Og jeg elsker at skrue i gamle biler.”

Og det er ikke en hvilken som helst bil, han skruer i.

Værkstedet ligner en krigszone. Borde dækket af værktøj, dele som kun Henrik ved hvad er til, krøllede servicehåndbøger fra en anden tid. En rulle med beklædning til bilen. Farven selvfølgelig i samme nuancer som papiret rundt om en Underberg flaske. Gamle dæk, ophængt som trofæer. En forkromet udstødning, der stirrer på verden med et ansigt, der har set for mange hårde år på vejene.

Henrik finder billeder på sin telefon og peger på bilen.

“Når den er færdig, skal den til Fanø og stå udenfor Kabyssen. Men først? Først skal den males. Den helt rigtige grønne farve. Den der præcise nuance af ‘drik mig’.”

Men en rigtig Underbergbil kører ikke alene. Den har brug for en følgesvend.

“Så jeg har selvfølgelig også købt traileren. Selvfølgelig. Jeg kunne ikke lade være. Men det må vente til næste vinter.”

Han skæver mod bilen og smiler.

Læs også: Er du god til at lyve? Så er det her din dag

“Måske sælger jeg den. For en million Underberg-kapsler,” siger han med et skævt grin, før han forsvinder ind i værkstedet, hvor duften af olie, metal og gamle drømme hænger tungt i luften. Underberg bilen bygger ikke sig selv.

Nogle mennesker tænker store tanker. Andre bygger dem.

Henrik Aarøe gør begge dele.