Blandt de største i Danmark: Fanø-restaurant nomineret til gastronomisk pris
Når White Guide til november samler landets bedste restauranter og kokke til årets store prisuddeling, er et lille, historisk spisested fra Fanø blandt de nominerede i kategorien Årets Bæredygtige Restaurant.
Midt i Sønderhos smalle gader og gamle huse ligger et sted, hvor tiden synes at stå stille – og hvor madkulturen lever i bedste velgående.
Nu har Sønderho Kro endnu en gang markeret sig på det gastronomiske Danmarkskort.
Læs også: En kro med hjerte: Sønderho Kro er fyldt med kærlighed til både håndværket og menneskene Kroen er nemlig blandt de tre nominerede til Årets Bæredygtige Restaurant, når White Guide den 17. november 2025 samler hele den danske restaurantbranche til White Guide Award – landets største og mest prestigefyldte gastronomiske begivenhed.

White Guide er Nordens førende restaurantguide og har i mere end et årti fungeret som pejlemærke for både gæster og branchefolk. Med omfattende testbesøg og dybdegående vurderinger af restauranter i hele landet sætter guiden fokus på gastronomisk kvalitet, innovation og bæredygtighed.
I år hylder White Guide alt det, der driver dansk madkultur fremad – fra spirende talenter til etablerede stjerner – og især de restauranter, der tør tænke nyt og ansvarligt.
Sønderho Kro er nomineret side om side med Alchemist i København og Restaurant Alimentum i Aalborg, og prisen gives til den restaurant, der forbilledligt viser vejen gennem brug af økologiske og biodynamiske råvarer, refood og lokal forankring af både ingredienser og produktion.
At netop kroen på Fanø er nomineret, understreger, at ægte bæredygtighed ikke nødvendigvis bor i storbyen – men kan gro lige dér, hvor lokale råvarer, respekt for naturen og kærlighed til håndværket går hånd i hånd.
“Vi er tro mod det, vi gør. Jeg tror på det, vi laver, og det er det, der betyder noget”
På Sønderho Kro handler det om mere, end blot at stille mad på bordet.
Her får du mad, der kan betegnes som afslappet luksus på en tallerken, hvor hver en bid giver dig en smagsoplevelse.
Jakob og hans team arbejder med råvarer, der er både lokale og i sæson, og han er stolt af sin bæredygtige tilgang.

Det handler ikke kun om at skabe smagfulde retter – det handler om at bruge råvarerne på flere måder og udnytte dem optimalt, for at sikre at intet går til spilde.
Sønderho Kro var tidligere på året nomineret til “Årets Landevejskro 2025” – en anerkendelse, der vækker både stolthed og ydmyghed på Fanø. Om det sagde han til MigogEsbjerg:
“Det er vigtigt at være med blandt de bedste. Og det betyder, at vi bliver set og anerkendt for det, vi gør,” siger han.
Men det er ikke kun anerkendelsen, der driver ham. Det er passionen for mad, for kvalitet og for det, der gør Sønderho Kro til et unikt sted.
“Vi er tro mod det, vi gør. Jeg tror på det, vi laver, og det er det, der betyder noget,” siger Jakob med et smil.

Det er denne tro på sig selv og det, de har skabt, der gør Sønderho Kro til en perle i det vestjyske – en kro, der lever på sin egen unikke måde og forbliver en autentisk oase for alle, der besøger den.
Ud over kategorien Årets Bæredygtige Restaurant uddeler White Guide priser i otte andre kategorier, der samlet tegner et billede af dansk gastronomi i verdensklasse.