Blandt verdens største: Børns Vilkår fraråder børn under 9 år at bruge populært spil
Det er en af de mest populære spilplatforme blandt børn.
Men nu går Børns Vilkår ud med en klar anbefaling til forældre om Roblox.
Organisationen fraråder, at børn under ni år bruger platformen. Samtidig anbefaler Børns Vilkår, at børn under 13 år kun bruger Roblox med støtte fra deres forældre.
Det skriver Børns Vilkår i en ny anbefaling.
Roblox bliver spillet næsten dagligt af 45 procent af børn mellem ni og 11 år.
Platformen rummer et hav af forskellige spil, der spænder fra bondegårdsspil til spil med krig og vold.
Kunne rekonstruere terrorangreb
Men Roblox har også flere gange været kritiseret for indholdet på platformen og for manglende sikkerhed for børn.
Ifølge Børns Vilkår har der blandt andet været eksempler på skoleskyderspil på platformen. Tidligere på året kunne man også spille et spil baseret på terrorangrebet på Utøya.
Derfor anbefaler organisationen nu, at forældre er langt mere opmærksomme på, hvad deres børn laver på Roblox.
En af bekymringerne handler om grooming.
Roblox har aldersverificering, som blandt andet kan ske via AI-ansigtsscan. Det betyder eksempelvis, at en niårig kun kan skrive med andre i samme aldersgruppe.
Anbefaler forældrekonto
Men ifølge Børns Vilkår er der eksempler på voksne, der har omgået systemet eller købt børnekonti for at kunne interagere med børn.
Samtidig hører Børns Vilkår om mange tilfælde, hvor konflikter og mobning i skoler starter på Roblox.
Organisationen anbefaler derfor, at forældre taler med deres børn om, hvorfor de gerne vil bruge platformen, og hvad de møder derinde.
Børns Vilkår anbefaler også, at forældre opretter en forældrekonto, hvor der kan sættes restriktioner for barnet, mens barnet er under 13 år.
En forældrekonto kræver dog, at man opgiver pasinformation eller dankortoplysninger til platformen.
Derudover anbefaler Børns Vilkår, at forældre spiller med deres børn. På den måde bliver det lettere at få øje på ubehageligt eller aldersupassende indhold.
Roblox har tidligere mødt kritik i både USA og Australien for ikke at beskytte unge brugere godt nok.
Nu lyder anbefalingen altså fra Børns Vilkår, at de yngste børn helt bør holde sig fra platformen — og at børn under 13 ikke bør være alene derinde.