Blottede sig i Esbjerg: Nu er 36-årig mand sigtet
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog den 19. maj anmeldelse om, at en ukendt person blottede sig mod en ung kvinde på en skovsti imellem Hjertingvej og Gravlundvej i Sædding.
Den pågældende mand havde forladt stedet, da patruljen ankom.
Politiet offentliggjorde via medierne et signalement af den formodede gerningsmand, og det resulterede i flere relevante henvendelser fra borgere, som havde set personen.
”Det er af stor værdi for os, at borgere responderer, når vi efterlyser vidner. I denne sag fik vi flere henvendelser. Signalementet på personen var letgenkendeligt, og det har helt sikkert også gjort, at flere borgere ringede ind til os. Oplysningerne fra borgerne har – også i denne sag – gjort en forskel,” siger politikommissær Morten Alslev fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Syd- og Sønderjyllands Politi fandt frem til den pågældende mand, som onsdag blev anholdt og sigtet i sagen.
Han blev taget med på stationen, hvor han blev afhørt.
Der er tale om en 36-årig mand fra Esbjerg Kommune. Han er løsladt, men fortsat sigtet.
Efterforskningen af sagen fortsætter nu.
Læs også: Drama ved Bilka: Mand slået på parkeringspladsen