Børnene i centrum: Bramming Byfest satser stort på de små
Bramming Byfest er for alvor blevet en fest for hele familien.
I år har styregruppen bag byfesten nemlig valgt at give børneaktiviteterne en markant plads i programmet – en beslutning, der markerer et klart kursskifte for den traditionsrige sommerbegivenhed.
”Børnene skal ikke være i tvivl om, at Bramming Byfest også er deres fest, derfor er det vigtigt, at vi i år har et ægte børneprogram,” fortæller Line Morsø fra styregruppen.
Hun har været en drivkraft bag den nye satsning, som skal gøre festen mere inkluderende og relevant for de mindste deltagere.
Flere tiltag er blevet sat i værk, og børneprogrammet er i år spækket med oplevelser, der er målrettet børn i alle aldre. Det er et bevidst opgør med tidligere års programmer, hvor de yngste ofte måtte nøjes med at kigge på, mens de voksne festede.

”Vi har manglet, at børnene blev en del af festen, og at der var flere aktiviteter målrettet de mindste,” understreger Line Morsø. Hun ser børneprogrammet som en vigtig investering i fremtiden og som en måde at fastholde byfestens relevans for kommende generationer.
Tidligere har børnene primært været tilskuere til sportsaktiviteter som fodbold- og volleyturneringer, men i år er de tænkt ind som aktive deltagere i festlighederne. Ifølge Line Morsø er ambitionen tydelig: ”Nu satser vi på dem.”

Tivoli allerede torsdag
Torsdagen byder allerede på en af årets helt store børnebegivenheder, når Jungledyret Hugo går på scenen med sit populære show.
Det elskede jungledyr er kendt og elsket af både børn og forældre, og showet forventes at tiltrække mange børnefamilier.
Samtidig markerer torsdag også åbningen af Herning Tivoli Park, som i år medbringer helt nye forlystelser – noget for hele familien og med flere nyheder, som ikke tidligere har været i Bramming.

Søndag er dedikeret fuldt ud til de yngste, når Bramming Byfest holder Børnenes Dag.
Her åbner festplads og tivoli klokken 13, men det er langt fra det eneste på programmet.
Ud over det populære PAW Patrol Show og efterfølgende Meet & Greet med figurerne, vil børnene også kunne opleve ægte brandbiler og politibiler på pladsen – til stor begejstring for de små nysgerrige.
Derudover deltager lokale idrætsforeninger med aktiviteter og præsentationer, som giver mulighed for både leg og bevægelse.
At byfesten også skal være familievenlig, er noget hele styregruppen står bag. Mathias Lockdahl tilføjer med et smil: ”Og ja, vi har i planlægningen taget højde for, at forældrene nok har lidt ondt i håret på de dage med børneaktiviteterne.”
Med det nye børneprogram signalerer Bramming Byfest tydeligt, at alle aldersgrupper er velkomne – og at de mindste fremover ikke blot skal kigge på, men i højere grad også være med.
Læs mere om Bramming Byfest her.
Børneaktiviteter til Bramming Byfest 2025
Torsdag 31. juli
– Tivoli åbner – for første gang allerede om torsdagen
– Jungledyret Hugo-show kl. 17.00 på festpladsen
Søndag 3. august – Børnenes Dag
– Festplads og tivoli åbner kl. 13.00
– PAW Patrol Show kl. 13.30
– Meet & Greet med PAW Patrol umiddelbart efter showet
– Aktiviteter og hygge for hele familien hele eftermiddagen. Oplev politi- og brandbiler.
Løbende i byfesten
– Børnevenlige boder og forlystelser i tivoliet
– Mulighed for børnevenlig mad og snacks på pladsen