Bor på arbejdspladsen: Derfor dedikerer de et år til frivillighed
Kunne du forestille dig at dedikere et år af dit liv til en arbejdsplads, endda som frivillig?
Det kan nok de færreste.
Men i Esbjerg ved Platformen har flere unge mellem 18 og 30 år boet de sidste par år, hvor de deltager i ordningen Giv-et-år.
Når man er på Giv-et-år får man under hele perioden logi og lommepenge, som svarer til en udeboende SU.
De unge bor sammen i et hus ved Platformen, et moderne kultur- og fællesskabshus, der afholder et utal af events året rundt.
Der har været stor interesse for de tre pladser, som Platformen tilbyder, og tre piger er i år blevet udvalgt. Indtil videre er de vilde med det.
Mød dem, der er Giver-et-år-unge
Da vi besøgte Platformen, mødte vi Sigrid Marie Eltved Krogsgård, 19 år fra Brønderslev, og Sia Andersen, 18 år fra Fredericia.
Mathilde Sinding Leth-Nissen, 19 år fra Odder, som er den tredje, der er flyttet ind, kunne desværre ikke være til stede.
Som du kan se, kommer ingen af dem fra Esbjerg – tværtimod kommer de langvejsfra.
Sia havde hørt om Ungdomsøen gennem TikTok. Ungdomsøen er et ø-fællesskab for unge på en lille ø ved København, som Platformen også samarbejder med. Sia havde oprindeligt planlagt at rejse i sit andet sabbatår, men da muligheden opstod, valgte hun at sige ja, og det har hun bestemt ikke fortrudt.
Sigrid ville også gerne prøve noget anderledes i sit sabbatår.
“Mange tager ud at rejse eller på højskole, men jeg ville gerne prøve noget anderledes, og så lød det her bare mega spændende og anderledes. Nu glæder jeg mig bare til at være her i Esbjerg det næste år sammen med de andre,” siger Sigrid.
Ambitionerne for året
Den første måned er gået med at falde til, sætte deres eget præg på huset og lære dagligdagspligterne på Platformen at kende.
Når man er frivillig med Giv-et-år på Platformen, bliver man en del af et fællesskab af engagerede unge og ansatte, som brænder for at skabe et bedre samfund for, med og af unge.
Man får mulighed for at lave projekter, som er til gavn for stedet og alle, der bruger det. Tidligere projekter har blandt andet inkluderet at bygge et lydstudie, arrangere en festival, stifte en værkstedsforening, starte en Repair Café og lave en podcast. Dog skal de også være med i den daglige drift og hjælpe til de mange arrangementer Platformen afvikler i løbet af året.
Sia var heller ikke i tvivl om, hvad hun gerne vil opnå i løbet af det næste år.
“Jeg går meget op i musik, så jeg vil vildt gerne arrangere en musikgalla eller noget lignende. I hvert fald et musikevent – det vil jeg gerne lave, og det må gerne være ude i haven. Det kunne være hyggeligt,” siger Sia Andersen.
Sigrid Krogsgård har allerede været i gang med at ændre indretningen i hyggestuen på Platformen. Der er en masse spil, som hun har sat i farveorden, så det ser lækkert ud.
“Jeg har også fået lov til at male panelerne rundt om dørene med farverne fra Platformens palette. Det glæder jeg mig til at komme i gang med, så der kan komme endnu flere farver på,” siger Sigrid Krogsgård smilende.
“Jeg interesserer mig også meget for litteratur, så en litteraturfestival kunne være fedt at prøve at lave og afvikle. Men generelt vil jeg bare lade mig inspirere, se hvad der sker og leve i nuet. Jeg nyder, at jeg har fået denne unikke mulighed,” tilføjer Sigrid Krogsgård.
Sigrid, Sia og Mathilde skal også være en del af panelet, når pengene fra Platformens Springbræt, som Lauritzen Fonden har bevilliget, skal uddeles – medmindre de selv vælger at søge støtte til deres eget projekt.
Der er ingen tvivl om, at pigerne nok skal sætte deres præg på Platformen, når de til juli 2025 er færdige med deres Giv-et-år.
“Om det er små eller store projekter, er underordnet – bare pigerne udvikler sig og er med i processen, så er vores mål opfyldt,” tilføjer Inger Juhl Jensen, der er kommunikations- og projektkonsulent på Platformen.