Borgmester trykkede paven i hånden: “I Esbjerg er vi helt i front”
Esbjerg-borgmester Jesper Frost Ramussen har trykket mange – også kendte – mennesker i hånden. Manden, han forleden gav hånd til, var blandt de særlige.
Paven vil ifølge en pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune gerne lære af Esbjergs grønne erfaringer, og Jesper Frost Rasmussen, der er formand for verdens energibyer WCEP, var inviteret til Vatikanet for at deltage i pavens klimakonference: From Climate Crisis to Climate Resilience.
”Det viser endnu engang, hvordan verdens øjne er rettet mod Esbjerg, når vi taler om grønne løsninger på klimakrisen. Mens man mange andre steder i verden, blot taler om den grønne omstilling, har vi her i Esbjerg allerede levet af den i flere år. Derfor er vi nogle af dem, som resten af verden lader sig inspirere af, og det kan vi godt være stolte af,” fortæller Jesper Frost Rasmussen i pressemeddelelsen.
25 borgmestre
Esbjerg Kommunes borgmester var i Vatikanet i selskab med blandt andre borgmestre fra Perth, London, Rom og Paris og Guvernøren fra Californien. 25 borgmestre var inviteret.
Jesper Frost Rasmussen talte blandt andre med Londons borgmester Sadiq Khan, der står i spidsen for C40-byerne, der er en sammenslutning af verdens største byer, der har forpligtet sig til at reducere udslippet af drivhusgasser. Han talte også med Californiens guvernør Gavin Newsom og Roms borgmester Roberto Gualtieri.
Dagsordenen under hele konferencen var i følge pressemeddelelsen entydig: Det er byerne og kommunerne, der skal vise vejen mod en grøn fremtid.
”Forandringen skal komme nedefra. I Esbjerg er vi med helt i front, og den viden vil vi gerne dele ud af,” udtaler Jesper Frost Rasmussen efter besøget hos Paven.