Bramming-profil får tung post: Skal stå i spidsen for stor organisation
En mand fra Bramming er blevet valgt til en markant post i en af landets store boligorganisationer.
Lørdag blev Bo Langendorff valgt som ny formand for Boligkontoret Danmark, og for ham er retningen klar. Det nye formandskab skal stå på fællesskab, nærvær og beboerdemokrati.
Boligkontoret Danmark administrerer mere end 60 boligselskaber, og ifølge den nye formand er det afgørende, at organisationen ikke mister det menneskelige udgangspunkt.
“Boligkontoret Danmark er noget særligt, fordi det er et foreningsfællesskab. Det betyder meget for mig, at vi ikke bare er en administration, men en organisation bygget på mennesker, relationer og lokale fællesskaber,” siger Bo Langendorff i en pressemeddelelse.
Valget faldt på repræsentantskabsmødet lørdag den 30. maj.
Rødder i det almene
Bo Langendorff er født og opvokset i almene boliger og bor selv alment i Bramming.
Som ung flyttede han ind i Bramming Boligforening i 1993, og siden har han været engageret i beboerdemokratiet.
I dag er han formand for Bramming Boligforening, boligdommer ved Retten i Esbjerg og ansat som business controller hos Waystar.
Interessen for foreningslivet går også langt tilbage. Håndbolden fyldte meget i ungdomsårene, både som spiller, træner og bestyrelsesmedlem.
“Jeg er vokset op i almene boliger og med fællesskab og foreningsliv som omdrejningspunkter. Det har givet mig en forståelse for, hvor vigtigt det almene boligliv er for mange mennesker og den væsentlige rolle det almene spiller i vores samfund,” siger han.
Flere skal med
Bo Langendorff blev valgt ind i bestyrelsen i Boligkontoret Danmark i 2018 og har siden 2024 været næstformand.
Nu står han i spidsen for organisationen, og en af de store opgaver bliver ifølge ham at få flere til at engagere sig.
“Den største udfordring bliver at få flere til at engagere sig i fællesskaberne og i beboerdemokratiet. Det handler om mennesker og relationer. Det er det, vi kan bygge på,” siger han.
Han peger også på udvikling som en vigtig del af arbejdet i de kommende år.
“Jeg brænder for at optimere og udvikle processer og mener, at jeg kan bidrage til at fortsætte Boligkontoret Danmarks gode udvikling til gavn for vores medlemsorganisationer og deres beboere,” siger Bo Langendorff.
Den nye formand lægger samtidig op til at føre noget af det videre, som den afgående formand Klaus Bentzen har stået for gennem de seneste otte år.
“Jeg har lært meget af Klaus Bentzen.
Særligt betydningen af nærvær og det at komme ud og møde både medlemmer, beboerdemokrater og medarbejdere lokalt,” siger Bo Langendorff.
Med valget får Bramming endnu en lokal profil på en landsdækkende post. Og for Bo Langendorff begynder arbejdet med en klar ambition om at holde fast i det, han selv kommer fra, nemlig fællesskabet tæt på hverdagen.
Læs også:
Trods millionoverskud: Esbjerg-koncern kalder året mindre tilfredsstillende