Bred enighed: Nye ungdomsboliger på vej til Esbjerg
90 nye ungdomsboliger er kommet et skridt nærmere på Stengårdsvej.
Byrådet har besluttet at godkende boligforeningen Eseboligs projekt, som bliver en del af udviklingen af området ved Stengårdsvej og “Det Internationale Kvarter” tæt på campus.
Projektet har en samlet anlægssum på 127,4 millioner kroner.
Esbjerg Kommune bidrager med en grundkapital på 12,74 millioner kroner og stiller kommunal garanti for byggeriet.
Målrettet studerende
De nye boliger opføres som moderne, kompakte “microboliger”, der primært er målrettet studerende.
Placeringen tæt på uddannelsesinstitutionerne i Esbjerg og med offentlig transport tæt på skal gøre det lettere for unge at få hverdagens puslespil til at gå op mellem bolig, studieliv og byens øvrige tilbud.
Nogle af boligerne forberedes, så de relativt enkelt kan lægges sammen, hvis behovet ændrer sig i fremtiden.
Derudover etableres der fælles opholdsarealer, som både skal tiltrække nye beboere og understøtte fællesskab og aktiviteter i området.
“I dag markerer vi et vigtigt skridt i udviklingen af vores by og fælles fremtid. Projektet på Stengårdsvej med opførelse af 90 ungdomsboliger er en investering i mennesker, fællesskab og en vision om en stærkere og mere levende by. Med dette byggeri tager vi aktiv del i udviklingen af det Internationale Kvarter. Vi skaber ikke bare boliger, men rammerne for et godt liv,” sagde Mussa Utto (A) om forslaget.
Projektet er en del af den lovpligtige udviklingsplan for omdannelsesområdet Stengårdsvej og skal være med til at sikre en mere blandet beboersammensætning.
Fokus på bæredygtighed
Ifølge Esbjerg Kommune indgår boligerne i en samlet plan for området med fokus på bæredygtighed, sociale fællesskaber og en stærkere sammenhæng mellem bydelen og resten af Esbjerg.
Der er blandt andet fokus på at begrænse jordflytning og at bygge i materialer med lavt vedligehold og lavt CO2‑forbrug.
Byggeriet planlægges udbudt som fagentreprise.
Det er en betingelse, at Esebolig bruger Byggeskadefonden til eftersyn, når byggeriet står færdigt. Grunden ejes i forvejen af Esebolig.
Projektet forudsætter desuden, at lokalplanen for området endeligt vedtages, og at der senere gives byggetilladelse hos Esbjerg Kommunes byggemyndighed.
Det var ikke alle, der stemte for forslaget.
Dansk Folkeparti havde et ændringsforslag, hvor kommunens bidrag skulle gå til kommunens folkeskoler. Men som flere byrådsmedlemmer påpegede kan det ikke lade sig gøre at flytte pengene, og blandt andet derfor var der ikke andre partier, som bakkede op ændringsforslaget.
Læs også: To hjertestartere virkede ikke: Nu råber hun op om problemet