Butik i Bramming overrasker: Her får du både gardiner og god rom
Skiltet udenfor siger Sørens Farve & Tapet, og navnet leder tankerne hen på en klassisk farvehandel. Det er det også – men i dag er det meget mere end det.
Indenfor i butikken på Storegade i Bramming bliver man mødt af et miks af farveprøver, boligtekstiler, specialiteter og varme smil. Søren selv er her kun, når der er brug for ham, men til gengæld styrer hans døtre, søstrene Vivian og Karina Dyg, butikken med sikker sans for både farver og forretning.
”Vi må jo nok erkende, at vi er blevet lige så meget en livsstilsbutik som en klassisk farvehandel. Det startede med en smule dekoration til butikken, som kunderne pludselig spurgte, om de kunne købe,” fortæller Karina Dyg.
Det, der begyndte som lidt pynt i vinduerne, har udviklet sig til et bredt sortiment. I dag kan man finde alt fra glas, porcelæn, lamper og puder til gardiner, tæpper – og selvfølgelig alt i malertilbehør.
Men udvalget er ikke tilfældigt. Det hele hænger sammen – og det handler om indretning. Det mærker man hurtigt, når man taler med Vivian og Karina, som bruger meget af deres tid på rådgivning og indretningsopgaver.

”Folk går ikke altid hjem fra butikken med det, de kom efter. Vi elsker at indrette og arbejde med materialer, så det kan ske, at en kunde, der kom efter en spand hvid maling, ender med at gå med en grøn farve, nogle pyntepuder og olie til møblerne. Så har de pludselig et helt nyt rum,” fortæller Vivian Dyg med et smil.
Det handler om at få tingene til at hænge sammen. Og selvom butikken i dag rummer alt fra tæpper til tekstiler – og endda en afdeling med vin, rom og chokolade – er der stadig en rød tråd.
”Alt hvad vi har i butikken, skal jo gerne på en eller anden måde gå hånd i hånd. Jeg ved ikke lige hvordan vores lille afdeling med vin, rom og chokolader kommer ind i billedet, men vi synes, at der skulle være det tilbud i Bramming også, da en anden butik lukkede. Og det vi ikke kan sælge i gavekurve drikker vi bare selv,” konkluderer Vivian Dyg, inden hun skal hjælpe en kunde med et rullegardin.

Hos Sørens Farve & Tapet finder man stadig kvalitetsmaling – blandt andet fra det norske mærke Gjøco – og butikken samarbejder med en række lokale malere.
”Vi er stadig først og fremmest en butik der sælger maling. God maling fra et norsk firma der hedder Gjøco. Men vi elsker delen med indretning og vi elsker selv at komme i butikker der minder om vores,” siger Karina Dyg. Sørens Farve & Tapet anbefaler gerne håndværkere, ”der ikke står af overfor vores skøre ideer,” som de selv siger.
Butikken i Storegade er blevet lidt af et farveunivers – hvor maling møder møbler, og hvor gode råd er ligeså faste i sortimentet som tapetrullerne. Her handler det ikke bare om at dække vægge, men om at åbne rum.
Hos Sørens Farve & Tapet får du ikke bare et produkt – du får en oplevelse, en samtale og måske et lille skub i en ny retning. For hvid maling er fint, men det er først, når man tør lege med farverne, tekstilerne og idéerne, at magien opstår. Og det er lige præcis der, søstrene Dyg trives allerbedst.
Læs mere om Sørens Farve og Tapet lige her.
