Café genopstår i Esbjerg: Her er de nye forpagtere
Når dørene til Hovedbiblioteket i Nørregade åbner om en måneds tid, kommer der ny duft i lokalerne.
Her flytter Anja Parbst Høst og Kasper Kirkegaard nemlig ind som nye forpagtere af bibliotekets café, der fremover kommer til at hedde Cafe K. Det fremgår af en pressemeddelse.
“Officielt står K’et for Kaffekapitlet, men det kan også stå for Kultur, Kage eller Kirkegaard. Vi er nemlig meget fleksible og har ikke lagt os alt for fast på noget endnu,” siger de to.
De bor i Nordby og har tidligere drevet både Café Nanas Stue i Sønderho og Fanø Krogård i Nordby, men lagde ellers restaurationsbranchen på hylden ved udgangen af 2019.
“Dengang sagde jeg: Aldrig mere restaurationsbranchen. Det hænger bare ikke sammen med et familieliv med børn. Og alligevel står vi nu her, og forklaringen er, at rammerne er helt anderledes. Caféen har en størrelse, hvor vi ikke behøver ansatte, og åbningstider, der gør det muligt at være familie ved siden af, og så er biblioteket bare et superspændende sted,” siger Anja Parbst Høst.
Hun er oprindeligt fra København og har i sin tid på Fanø blandt andet siddet i byrådet. Kasper Kirkegaard er født på Fanø og beskriver sig selv som en glad serie-iværksætter.
“Vi har det med bare at kaste os ud i ting, men det projekt her er vi ret rolige ved. Det bør kunne løbe rundt, og vi har en masse idéer, der også spiller sammen med bibliotekets kultur og begivenheder. Vi slår ikke for store brød op fra begyndelsen, og menuen kommer til at stå skrevet med kridt på en tavle, så den hurtigt kan ændres, for i sidste ende er det naturligvis efterspørgslen fra kunderne, der kommer til at afgøre menuen,” siger han.
Duft af kanel i stedet for friture
Parret løfter allerede nu sløret for, hvad der kommer på kortet. Der bliver lune frokostretter hver dag, boller med ost, kaffe, te, kager, klassiske sandwiches og rugbrødssandwich. Derudover vil der være fokus på vegetarretter og alkoholfrie øl, vin og drinks – og alt sammen til rimelige priser.
Og så bliver brødet et særkende.
“Vi vil som udgangspunkt bage alt brød selv, og jeg har fået lov at bruge navnet Fultonbrød og stjæle opskriften fra Skonnerten Fulton, hvor jeg senest har haft arbejde som kvartermester,” fortæller Kasper Kirkegaard.
“Generelt skal der bare dufte mere af kanelsnurrer end af friture,” supplerer Anja Parbst Høst.
Erfaring og kvalitet
Tre ansøgere havde lagt billet ind på at forpagte caféen på Hovedbiblioteket. Valget faldt på Anja Parbst Høst og Kasper Kirkegaard.
“Vi har valgt en forpagterduo med solid erfaring fra branchen. Mennesker, der både kan skabe kvalitet og holde overblikket i en travl hverdag. Som par bringer de en stærk fælles forståelse og naturlig stabilitet ind i driften, og deres professionelle ballast fra restaurationssteder med høj aktivitet giver et trygt udgangspunkt for caféens udvikling,” siger Ann-Britt von Seelen, leder af Esbjerg Kommunes Biblioteker.
“Anja og Kasper tænker både innovativt og jordnært, og de har allerede konkrete idéer til, hvordan caféen kan blive et levende og naturligt samlingspunkt i tæt samspil med bibliotekets mange aktiviteter,” siger hun.
Cafe K forventes at slå dørene op om cirka en måned.
Læs også: Café lukkede på biblioteket: Flere har meldt sig på banen