De er kun i 20’erne: Nu vil ungt par fra Esbjerg skabe nye ting i kæmpe branche
De har været sammen i tre år, boet sammen i to, og nu vil de hjælpe andre med at finde deres nye naboer.
Kasper Lentz, 27 år, og Cecilie Emilia Frikke Nielsen, 24 år, har begge boet i Esbjerg hele deres liv.
Hvad drømmer I om, og hvor håber I, I er om ti år?
“Vi drømmer stort, vi vil gerne meget mere.
Det kunne være fedt, hvis vi om ti år havde 15 butikker, men det må vi se på om ti år.
Vi er i hvert fald megaglade for den måde, vi er blevet modtaget af folk på,” siger Kasper Lentz med et stort smil, da vi besøger ham og kæresten Cecilie E. F. Nielsen i deres nyopstartede ejendomsmæglerbutik, Nabo.
På hjørnet af Stormgade, nærmere betegnet nummer 23, åbnede Kasper og Cecilie dørene for første gang mandag den 2. september 2024.
Allerede nu har de fået deres første ti boliger til salg, hvoraf de første kan ses online nu på nabo.dk.
Kasper startede selv i sin tid som elev ved Home, og senere blev han ansat ved EDC. Men Kasper ville mere og ønskede at gøre det anderledes end andre mæglere.
Kasper og Cecilie er sammen om iværksættereventyret
Kasper har længe haft drømmen om at åbne sin egen mæglerbutik, og parret har haft mange gode snakke, inden de tog springet.
“Da Kasper begyndte at snakke om det, gik jeg ikke rigtig så meget ind i det, for jeg tænkte, det først ville være om flere år. Men jeg kunne hurtigt mærke, at han mente det.
Så vi har talt en masse om det, og jeg synes bare, det er mega spændende og fedt, at han tør gøre det og tage springet,” fortæller Cecilie E. F. Nielsen.
Cecilie E. F. Nielsen er selv ved at tage uddannelsen som socialrådgiver, hvor hun mangler 1,5 år.
Derudover har hun tidligere arbejdet i Vero Moda i gågaden i tre år, hvoraf de 2,5 år var som butiksbestyrer. Lige nu arbejder hun også ved ProRepubliQ Esbjerg i Sædding, både i receptionen og som coach.
Derudover har de to sagsbehandlere og en fotograf ansat ved Nabo.
Kasper Lentz skal stå for den daglige drift af “Nabo”, mens Cecilie E. F. Nielsen skal stå for kundeoptimering og SoMe.
For god kundeservice lægger de stor vægt på.
“Vi har en filosofi om, at vi skal finde en bedre måde at servicere vores kunder på, for der er mangel på god service i branchen.
Det gælder både før, under og efter. Vores kunder skal ikke føle, at de står alene på noget tidspunkt, og vi vil meget gerne tale med dem personligt, så alt ikke kun er digitalt,” siger Kasper Lentz.
Vil gerne gøre tingene anderledes
Kasper Lentz og Cecilie E. F. Nielsen vil gerne sikre, at både sælgere og købere får en anderledes og unik oplevelse, når de kommer til dem.
Derfor tilbyder de blandt andet VR-briller, hvor man for eksempel kan se 4-5 huse på én gang hos dem på Stormgade og derfra vælge, hvilke boliger man synes er interessante.
På den måde har man allerede “set” huset, og det kan måske gøre processen lettere, så man ved, hvad man skal kigge efter, når man ser huset fysisk.
Derudover laver de 3D plantegninger, hvor husene er indrettet som i dag.
Hvis man ønsker en salgsopstilling, får man det i en lækker bog med store billeder af huset.
I deres tilstandsrapporter vises der også billeder af de fejl og mangler, der måtte være ved et hus. På den måde kan man hurtigere visualisere, hvor slem en K3’er for eksempel er, hvilket gør hele købsprocessen mere overskuelig og ligetil.
De har også investeret i “til salg” og “solgt” skilte i mange forskellige størrelser, så de er mere end klar til at indtage Esbjerg.
Nabo holder reception fredag den 4. oktober 2024 fra klokken 12.00-18.00, på Stormgade 23, 6700.