Centerleder om lukning af to butikker: Det er selvfølgelig ærgerligt
For de handlende i Esbjerg har den seneste måned budt på et par kedelige nyheder. Først meldte Coop ud, at Kvickly i Broen Shopping lukker, og efterfølgende var det Sportmaster, som kunne fortælle, at deres butik i selvsamme center også må dreje nøglen om. Dermed er der to butikker mindre i Broen Shopping, og det ærgrer center manager, Janni Baslund Dam.
” Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at de to butikker lukker, men vi ved også, at ved, at der er en naturlig udskiftning i et center, og vi er spændte på, hvad der nu skal ske”, siger Janni Baslund Dam.
Både lukningen af Kvickly og Sportmaster er beslutninger, som er taget fra højere sted, hvor de indgår som en del af en større strategi.
Hvad der præcis skal ske med de snart tomme butikslokaler, er endnu ikke på plads. Dog er det sikkert, at Salling Group overtager Kvicklys lokale.
“Vi har haft et godt samarbejde med Kvickly og med Coop. Men vi er også spændte på det nye samarbejde med Salling Group”, siger Janni Baslund Dam.
Hun fortæller samtidig, at der er interesse for andre butikker, der gerne vil ind i Broen Shopping, men hun kan ikke løfte sløret for endnu, hvem der er tale om. Til gengæld fortæller hun, at der til efteråret åbner en ny beautysalon i centeret ved siden af Bog og Ide.