Cheftræner varmer op til Hvidovre-brag: Mød ham i caféen før kampstart
Når Esbjerg fB lørdag eftermiddag spiller hjemme mod Hvidovre IF på Blue Water Arena, bliver det ikke bare en kamp, men en hel dag med fodboldfest for hele familien.
Allerede fra klokken 12.00 begynder stemningen at bygge sig op på forpladsen foran Telesikring-tribunen, hvor fanområdet byder på både mad, drikke og masser af aktiviteter.
Bold, hop og konkurrencer på forpladsen
To timer før kampstart åbner området foran stadion for alle, der har lyst til at varme op med sjov og konkurrence.
Læs også: Dyr, Dybvad og domkirkejazz: Så er det weekend Her kan både børn og voksne prøve kræfter med panna-bane, teqball, bordfodbold, hoppeborg, cornholes, shuffleboard og raflebægre.
Det er gratis at deltage, og der er lagt op til hygge og fodboldsnak på tværs af generationer.
Mød cheftræneren inden kampstart
Omkring klokken 13.00 – en time før kampstart – kan fans desuden høre fra cheftræner Sancheev Manoharan i EfB Caféen. Her vil han præsentere holdet og sætte ord på dagens opgør mod Hvidovre, hvor EfB jagter sæsonens første sejr.
Det sportslige oplæg er åbent for alle og kræver ingen tilmelding.
Caféen åbner allerede ved middagstid
EfB Caféen slår dørene op klokken 12.00 og har et bredt udvalg af mad og drikke til fornuftige priser. Uanset om man er til en hurtig snack eller en solid frokost inden kampstart, er caféen et oplagt mødested for fans og familie.