City-foreningen med forslag: Vil slippe biler ind på Kongensgade-strækning
Forestil dig, at du svinger bilen ind i Kongensgade og parkerer i nærheden af Slik for Voksne, Kongehuset eller Coast, hvorefter du shopper og bærer varerne ud i bilen.
Det scenarie kan blive til virkelighed, hvis et forslag, som Esbjerg City og forvaltningen ved Esbjerg Kommune har arbejdet på, gennemføres.
De har gennem et stykke tid arbejdet med et forslag om at gøre Kongensgade fra Kronprinsensgade til Stormgade til en sivegade med parkeringspladser. På strækningen er der ledige lejemål.
“Mange har lagt hovedet i blød for at finde ud af, hvad vi skal gøre i den ende for at få lejet de lejemål ud. Og der er ikke nogen, der kommet med de vises sten”, fortæller citychef Brigitta Christensen.
“Super ærgerligt”
Mark Mikkelsen, direktør i Guldægget, har tidligere været på banen med forslaget om at slippe bilerne ind i den del af gågaden. Han sidder i bestyrelsen i Esbjerg City, og det er cityforeningen, der har bragt forslaget i spil denne gang.
“Vi synes jo, det er super ærgerligt, at vi har så stort et stykke, som er udfordret”, fortæller Brigitta Christensen.
Der har været holdt et møde, hvor de forskellige interessenter fra strækningen var inviteret med. Ifølge Brigitta Christensen er der ikke kommet andre bud på, hvad der kan redde strækningen.
På torsdag skal politikerne i Plan- og Byudviklingsudvalget tager stilling til, om der skal arbejdes videre med etablering af sivegade med kortidsparkering på strækningen.
“Så håber vi selvfølgelig på, at vi, hvis politikerne siger ja, kan tiltrække nogle nye erhverv, som vi ikke har set dernede før”, fortæller Brigitta Christensen, der blandt andet peger på en blomsterhandel som et eksempel.
Fire millioner
Forslaget vil koste omkring fire millioner kroner, da en etablering af sivegaden vil kræve en ombygning. Blandt andet skal ledelinjen for svagtseende flyttes, og der skal påsættes såkaldte trafiksøm for at tydeliggøre parkeringspladser og kørebane.
Der skal også etableres nye pullerter for at regulere adgangen til området. Der er for nuværende ikke afsat penge til projektet.
Peer Rexen, der er byudviklingschef i Esbjerg Kommune, siger, at man hos kommunen hele tiden arbejder med at gøre byen mere tilgængelig for kunder og butikker. Sivegade-idéen kom som nævnt fra Esbjerg City.
“Så har vi sammen med cityforeningen arbejdet med en model for, hvordan man kan gøre det”, fortæller han.
I forvaltningens oplæg til politikerne peges der på, at der ikke er opbakning til forslaget fra alle ejere.