De åbnede deres hjem i Esbjerg: Nu lever de et helt andet familieliv

Der er liv i huset, mens samtalen er i gang. Et barn kalder fra siden, en hånd rækker ud efter et glas vand, og midt i det hele sidder Gitte og Christian og fortæller om en hverdag, der på mange måder ligner alle andres, og så alligevel ikke.

For to år siden åbnede de hjemmet i Esbjerg for to små piger som plejebørn, og siden da er familien blevet formet på ny i en hverdag, hvor nærvær, struktur og omsorg fylder det meste.

Et valg der voksede frem

Beslutningen om at blive plejefamilie kom ikke fra den ene dag til den anden, men voksede frem over tid, hvor ønsket om at gøre en forskel stille og roligt fyldte mere.

For Gitte har tanken været der længe gennem hendes arbejde med børn og familier, men det skulle give mening for hele familien, før det blev til virkelighed.

“Jeg har faktisk altid haft en drøm om selv at blive plejeforælder,” fortæller hun.

Samtidig var det vigtigt, at deres egne børn havde en alder, hvor der var plads til flere i hjemmet, og at beslutningen blev taget i fællesskab.

“Vi var et sted nu, hvor vi tænkte, det gav mening for os,” siger hun.

Christian peger på, at det i høj grad handlede om at være klar mentalt og som familie.

“Vi oplevede for to år siden, at nu syntes vi, at vi havde plads i hjertet. Det er faktisk det, der er vigtigst,” siger han.

En hverdag der ændrer sig

Overgangen til livet som plejefamilie blev en markant omstilling, hvor både rytmer, roller og relationer skulle finde nye former, og hvor starten især var præget af tilvænning og mange følelser.

“I starten må jeg nok erkende, at det var hårdt. De skulle ind i en rytme, som de ikke kendte. Som de skulle guides godt og grundigt ind i,” fortæller Christian.

For Gitte handlede det ikke kun om det praktiske, men også om at finde sig selv i en ny måde at være familie på, hvor ansvaret fylder hele døgnet.

“Jeg tror ikke, at jeg kan blive i det,” fortæller hun om nogle af de aftener i begyndelsen, hvor det hele føltes overvældende.

Det er en overgang, der kræver tid, og som påvirker hele familien, fordi hverdagen pludselig ændrer karakter, og fordi man ikke længere kan lægge ansvaret fra sig.

Det er 24 timer i døgnet

At være plejefamilie er ikke et arbejde, man går til og fra, men en livsform, hvor man er på hele tiden, og hvor både følelser og ansvar følger med ind i alle døgnets timer.

“Du kommer heller ikke udenom, at det er svært. Det kan være mega hårdt, fordi dit nervesystem er lånt 24 timer i døgnet. Du går jo ikke på arbejde fra 8 til 16,” siger Gitte.

Samtidig understreger Christian, at netop den intensitet også er det, der gør det meningsfuldt.

“Det er hårdt, men det er enormt givende,” siger han.

Efter den første tid er hverdagen faldet mere på plads, og familien oplever i dag en anden ro, hvor der er mere tid til at være sammen, og hvor nærværet fylder mere end før.

“Vi har fået en anden ro. Vi kan møde vores børn, og når jeg siger vores børn, så er det alle børnene herhjemme,” siger Gitte.

Noget af det, der betyder mest for dem, er at se børnene udvikle sig og finde fodfæste i en hverdag med tryghed og forudsigelighed, hvor små fremskridt får stor betydning.

“Vi kan mærke, at de udvikler sig, og når vi hører fra institutionerne, at de klarer sig godt, så bliver vi stolte,” fortæller Gitte.

Arbejdet med børnene sker i et tempo, hvor der er plads til, at de kan følge med, og hvor fokus ikke er på at presse udvikling igennem, men på at skabe de rammer, der gør det muligt.

“Det handler meget om vores egen indstilling. Hvilket tempo vi vælger,” siger Christian.

For dem handler det i bund og grund om at være en familie og ikke om at udfylde en rolle.

“Vi tilbyder struktur, omsorg, nærvær og kærlighed,” siger han.

Det kræver hjerterum

Selvom både Gitte og Christian har en faglig baggrund inden for området, er de enige om, at det ikke er det, der afgør, om man kan blive plejefamilie, men derimod hvilke menneskelige egenskaber man bringer med sig.

“Man skal have lyst til at gøre en forskel,” siger Gitte.

Christian supplerer med det, han ser som det vigtigste.

“Det handler om overskud og hjerterum,” siger han.

For dem har beslutningen været livsændrende, men også dybt meningsfuld, og selvom det til tider er krævende, er de ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg.

“Jeg fortryder ikke,” siger Christian.

“Det gør jeg heller ikke,” tilføjer Gitte.