Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Shopping Annonce

De sælger brugte ting: Men historien er langt større

IMG_0013-1024x768
Foto: Redaktionen

I Sædding tager mange kunder på genbrugsrunde. De cykler eller kører fra butik til butik, går på opdagelse og leder efter alt fra små loppefund til møbler med historie.

Midt i det lokale miljø ligger Frk. Tofts Lopper og Møbelmanden side om side som to forskellige universer med den samme grundidé.

Ting skal ikke nødvendigvis smides ud, bare fordi de er brugte. De kan få nyt liv, ny værdi og en ny plads i et hjem.

Bag butikkerne står Carina Toft Christensen og Niklas Tønning.

De driver hver deres forretning, men samarbejder tæt og ser hinanden som kollegaer frem for konkurrenter.

To forskellige butikker med samme tanke

Hos Frk. Tofts Lopper møder kunderne et bredt udvalg af ting til hverdagen.

Her er køkkenting, pynt, små møbler, brugskunst og fund, der kan gøre et hjem mere personligt.

Hos Møbelmanden er fokus et andet. Her handler det om møbler, materialer og håndværk.

Gamle borde, stole og lænestole bliver slebet ned, repareret, ombetrukket og gjort klar til mange nye år.

“Vi er jo to meget forskellige virksomheder. To meget forskellige. Men alligevel to sider af samme sag, kan man sige. Det er jo genbrug. Jeg gør mere ud af møbler og renovering og ombetrækning og alt sådan noget,” fortæller Niklas Tønning.

Carina Toft Christensen ser det på samme måde.

“Vi har det der med, at vi ikke skal smide noget ud, men redde tingene. Hvor man kan sige, at Niklas’ har dyre ting, som bliver ompolstret eller gennemrenoveret. Her hos mig er der også mange hverdagsting og køkkenting. Min butik er jo ikke præget af, at det kun er design.”

Selvom butikkerne er forskellige, supplerer de hinanden.

De sælger brugte ting: Men historien er langt større
Foto: Redaktionen

Fra personlige vendepunkter til nyt arbejdsliv

Både Carina og Niklas er kommet ind i branchen efter større skift i livet.

Niklas er uddannet maskiningeniør, men fandt en ny retning, da hverdagen med lange arbejdsdage og pendling begyndte at slide hårdt.

“Jeg var helt nede på bunden med angst, og jeg kørte til Kolding hver dag og kom sent hjem. Det kørte mig bare ned, fordi jeg havde jo ikke noget liv. Så begyndte jeg at renovere lidt møbler og fandt ud af, at der var en enorm glæde i det.”

Arbejdet med møblerne blev mere end bare et job.

“Jeg kunne fordybe mig i det. Der var en eller anden form for terapi i det for mig. Jeg havde det rigtig skidt på et tidspunkt, og så brugte jeg det til at hele. Samtidig kom jeg ud og mødte folk, når jeg skulle hente møbler.”

Carina Toft Christensen arbejdede i mange år som veterinærsygeplejerske, før hun valgte en anden vej.

“Jeg har været ansat på den samme arbejdsplads i 20 år og var vild med det. Men der sker nogle ting i ens liv, som gør, at man stopper op og tænker, okay, det kan godt være, at du ikke lever for evigt. Gør du det rigtigt. Er du det rigtige sted.”

De sælger brugte ting: Men historien er langt større
Foto: Redaktionen

Mere kollegaer end konkurrenter

Selvom de arbejder i samme branche, ser de ikke hinanden som konkurrenter. Tværtimod.

Niklas køber indimellem ting hos Carina, som han kan renovere og sælge videre. Og begge sender kunder videre til hinanden, hvis de ved, at den anden har det rette.

“Carina får nogle lækre ting ind, der bare trænger til renovering. Så køber jeg dem af hende, så jeg kan renovere dem. På den måde er vi meget mere kollegaer end konkurrenter,” siger Niklas Tønning.

Carina oplever ofte, at kunder tror, det må være en hård branche med mange konkurrenter. Men sådan ser hun det ikke.

“Jeg ser ingen overhovedet af dem, der er i den her by, som en konkurrent. Går du ind i min butik, går du hen i Niklas’ butik eller et andet sted, så er det vidt forskellige butikker. Det er alt sammen genbrug, ja, men det er en ny oplevelse hver gang.”

De hjælper også hinanden praktisk i hverdagen.

“Vi passer på hinanden, og vi støtter hinanden. Vi kan ringe til hinanden, hvis der er noget, vi ikke ved, eller hvis der skal bæres noget tungt. Det synes jeg er virkelig dejligt,” siger Carina.

Her kan du finde genbrugsbutikkerne:

Møbelmanden:

  • Håndværkervej 7, 6710 Esbjerg V
  • Åbent 1. Lørdag i måneden 10-16. Folk er også hjertelig velkommen til at lave aftale.
  • Tlf: 2255 4100
  • Mail: nt@mobelmanden.dk

Frk. Tofts lopper:

Genbrug med respekt og kvalitet

Hos Frk. Tofts Lopper fylder borydning en stadig større del af arbejdet. Det kan være dødsboer, men også hjem hvor mennesker skal flytte og ikke kan have alt med videre.

For Carina handler det om mere end at rydde et hjem.

“Jeg prøver at gøre meget ud af at vise respekt for det hjem, vi kommer ind i. Der har jo som regel været et langt liv i sådan et hjem. Vi gør også meget ud af, at tingene bliver sorteret rigtigt.”

Hos Møbelmanden handler det om at se potentialet i det gamle.

Niklas arbejder især med kvalitetsmøbler fra 1950’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne.

“Det behøves ikke være mærkevarer. Mit fokus er kvalitet. Du får virkelig kvalitet for pengene. De gamle møbler kan noget. Dengang var der tid til at lave tingene ordentligt, og det kan man mærke.”

Han ser også en styrke i, at kunder kan sætte deres eget præg på møblerne.

“Du kan sige, jeg vil have en gul lænestol, og så trækker vi den med gult stof. Man kan tage noget gammelt og gøre det brugbart og personligt.”

De sælger brugte ting: Men historien er langt større
Foto: Redaktionen

Sædding som lokalt genbrugsområde

De to butikker ligger i et område, hvor flere genbrugsaktører har slået sig ned. Det ser de som en fordel.

“Der er jo mange, der tager ud og tager en runde. På cykel kan du komme rundt til flere steder. Det kan altså noget,” siger Carina.

Niklas kalder området et slags genbrugsmekka, hvor kunderne får mange forskellige oplevelser samlet på ét sted.

Her er ikke tale om det samme koncept gentaget flere gange, men forskellige butikker med hver deres identitet.

Begge lægger stor vægt på den personlige kontakt.

“Om et menneske har købt for 10 kroner eller 100 kroner, så får de den samme service. Jeg åbner stadig døren for dem,” siger Carina.

Niklas nikker genkendende til den tilgang.

“Jeg bliver lige så glad, når Carina får et salg, som hvis jeg gør. Bare kunden går herfra med en god oplevelse. Det er sådan set det vigtigste.”

For Carina og Niklas handler genbrug derfor ikke kun om gamle ting. Det handler også om relationer, håndværk, bæredygtighed og en måde at drive forretning på, hvor mennesker stadig er det vigtigste.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.