De skaber ro for dem, der har stået i stormen: Kenneth og Jeanette har skabt særlig forening i Esbjerg

Der er mennesker, der går ind i et rum og fylder det med støj.

Og så er der mennesker som Kenneth Benfeldt og Jeanette Pedersen.

De fylder ikke nødvendigvis mest. De larmer ikke. De kommer ikke med store armbevægelser eller færdige løsninger på alt det, der kan gøre livet svært.

Men de kan noget andet.

Læs også: Stor begejstring: Nyt børneunivers er åbnet i Esbjerg

De kan skabe ro.

Det er netop det, der er blevet hjertet i foreningen Havblik i Esbjerg.

En forening bygget på frivillighed, tillid, omsorg, medmenneskelighed og lokal støtte. Og på et ønske om at give noget tilbage til mennesker, der alt for ofte har givet alt af sig selv.

Gennem saunagus, kulde, varme, stilhed, samtaler og fællesskab skaber Havblik et trygt rum for mennesker, der har stået i storme, som de fleste andre kun aner konturerne af.

Her mødes blandt andre tilskadekomne politifolk, danske veteraner og andre faggrupper. Ikke for at præstere. Ikke for at forklare sig fra starten. Men for at få lov til bare at være.

“Bare det at blive set og hørt. Bare det at mærke, at du hører til, og at du ikke står alene. Det kan lyde enkelt, men for et menneske, der har stået længe i stormen, kan det betyde alt,” fortæller Kenneth.

For ham og Jeanette handler Havblik ikke om at helbrede mennesker.

Det handler om at skabe et sted, hvor roen kan få lov at finde vej ind.

“Vi kan ikke helbrede folk. Men vi kan skabe et rum, hvor de for en stund får et havblik i deres liv,” fortæller han.

Fra politidrøm til mennesker i krise

Kenneth Benfeldt er 54 år og har det meste af sit arbejdsliv haft mennesker tæt inde på livet.

Som dreng drømte han om at blive politimand. Han tog fem år i Forsvaret og begyndte siden som betjent som 22-årig. I dag har han været i politiet i mere end 30 år.

Han har arbejdet i beredskabet, i gadebilledet i Esbjerg og i færdselspolitiet, hvor især én ting satte sig fast hos ham: At arbejdet aldrig kun handlede om bøder eller regler.

Det handlede om mennesker.

Om at ændre adfærd. Om at forebygge ulykker. Om at undgå, at nogen en dag skulle stå ved en dør og fortælle forældre, at deres barn ikke kom hjem.

Senere har han også undervist på Politiskolen, blandt andet i udrykningsteknikker. Her har opgaven været at lære kommende betjente at komme hurtigt frem, men også sikkert frem.

“Det betyder meget for mig at skubbe unge mennesker i en retning og være med til at forme dem til den bedste udgave af sig selv,” fortæller han.

Ved siden af politilivet fandt Kenneth en anden vej ind til mennesker. Han blev gusmester.

Ikke den type gusmester, der bygger det hele op omkring høj musik og tempo. Kenneth fandt sin egen form. En stille, meditativ tilgang, hvor stemmen, fortællingen, duftene, varmen og pauserne får lov at gøre arbejdet.

Og det viste sig, at netop den ro kunne ramme mennesker et sted, hvor ord normalt har svært ved at nå ind.

Jeanette fandt roen, da hun selv havde allermest brug for den

Jeanette Pedersen er 41 år, mor til to drenge og uddannet tjener fra Hotel Britannia. I dag arbejder hun på Gammelhavn, hvor hun har fundet både arbejdsglæde og ro, og hvor hun elsker at være.

Hun havde arbejdet hårdt i servicebranchen i mange år og var senest en del af Esbjerg Park. Men bag facaden stod hun i en svær og belastende periode, som begyndte at sætte sig i kroppen.

Det handlede ikke kun om travlhed, men om et samarbejde, der over tid blev så utrygt og grænseoverskridende, at Jeanette til sidst blev alvorligt påvirket.

Det var også her, hun og Kenneth for alvor lærte hinanden at kende.

Kenneth blev ansat som hospitality manager, og hurtigt fandt de ud af, at de arbejdede godt sammen. Men han kunne også mærke, at noget ikke var, som det skulle være.

“Han er sådan en, der ser lige igennem alt det, man prøver at skjule,” fortæller Jeanette.

Jeanette fortalte ikke ret mange, hvor svært hun havde det. Hun holdt sammen på sig selv, som man ofte gør, når man står midt i noget, man ikke selv kan overskue konsekvenserne af.

Til sidst blev hun så syg, at hun måtte stoppe.

Men det var først bagefter, da kroppen ikke længere skulle være i alarmberedskab hver dag, at det hele for alvor væltede.

Angsten, uroen og de voldsomme reaktioner kom. Senere fik Jeanette konstateret PTSD.

På det tidspunkt lavede Kenneth saunagus, og han inviterede hende med ud i saunaen. Ikke som en stor løsning. Ikke som en behandling. Bare som en mulighed for at finde ro.

For Jeanette blev det begyndelsen på noget, hun ikke havde mærket i lang tid.

Ro.

“Det gav mig en ro, som jeg ikke havde haft i virkelig lang tid. Det gav mig mulighed for at komme i kontakt med mig selv igen,” fortæller hun.

Senere blev arbejdet med Havblik derfor også dybt personligt for hende. Hun kunne genkende reaktionerne hos andre. Når nogen trak sig. Når kroppen rystede. Når ordene ikke kom. Når et menneske prøvede at holde sammen på sig selv, selv om alt indeni var ved at vælte.

“Det var 100 procent et spejl. Jeg kunne se nogle symptomer og reaktionsmønstre hos andre, som jeg også kendte fra mig selv,” fortæller hun.

På den måde blev Havblik ikke kun et projekt, hun var med til at bygge op. Det blev også en del af hendes egen vej tilbage. En måde at bruge det svære til at forstå andre lidt dybere.

Det begyndte med Thin Blue Line

Før Havblik blev til, var Kenneth allerede i gang.

Gennem Thin Blue Line Denmark, en non-profit støtteorganisation skabt af og for politifolk, var Kenneth begyndt at lave saunagus for nuværende og tidligere politiansatte, der var kommet alvorligt til skade i tjenesten eller bar på svære oplevelser fra jobbet.

For Kenneth gav det mening.

Han kendte miljøet. Han kendte uniformen. Og han vidste, hvor svært det kan være at række hånden op og sige, at man har brug for hjælp, når man er vant til at være den, der hjælper andre.

Inde i saunaen skabte han det, der senere skulle blive kernen i Havblik. Stilheden. Varmen. Fortællingerne. Vejrtrækningen. Det trygge rum, hvor paraderne langsomt kunne falde.

Men udenfor saunaen var der også alt det andet.

Vand. Snacks. Klargøring. Brænde. Mennesker, der kom ud og var ramt. En deltager, der havde brug for et kram. En anden, der havde brug for at sidde lidt alene. Og midt i det hele skulle Kenneth også selv nå at samle kræfter til næste runde.

Jeanette kunne se det. Hun havde selv mærket, hvad saunaen og Kenneths måde at skabe ro på havde gjort for hende. Og da hun så, hvor meget han stod med alene, tilbød hun at hjælpe.

“Jeg kunne se, at han havde virkelig travlt. Han skulle både være derinde og skabe rummet, men der var også alt det udenfor. Så jeg spurgte, om jeg skulle hjælpe. Og det sagde han ja tak til,” fortæller Jeanette.

Det blev begyndelsen på deres fælles arbejde.

Kenneth havde rummet inde i saunaen. Jeanette skabte roen omkring det. Og sammen fandt de ud af, at de kunne noget særligt, når de stod der side om side.

“Vi havde egentlig kun ét fokus. Det var at skabe nogle stunder for mennesker, som havde det svært. Ikke at løse hele deres liv eller komme med alle svarene, men at give dem et sted, hvor de kunne trække vejret lidt friere for en stund,” fortæller Kenneth.

Langsomt voksede arbejdet. Først omkring Thin Blue Line. Siden med flere grupper. Og det blev til foreningen Havblik.

Alt arbejde i foreningen er frivilligt.

Der er ingen løn. Ingen indtjening. Kun timer, nærvær og et ønske om at gøre en forskel.

Ved siden af Havblik har både Kenneth og Jeanette deres almindelige arbejdsliv. Alligevel bruger de søndage, aftener og mange timer på foreningen. På at planlægge, gøre klar, tage imod, lytte, samle op og være der for mennesker, der har brug for ro.

“Det her er vores hjertebarn. Det ligger så dybt i os, at det næsten er blevet en del af vores DNA. Når vi står derude, kan vi mærke, at det her er noget, vi skal,” fortæller Jeanette.

Navnet kom fra havet

Navnet Havblik er ikke tilfældigt.

Foreningen arbejder ved vandet. Med stilhed. Med uro. Med mennesker, der ofte har haft indre storme rasende længe.

“Før der er havblik, er der ofte storm. Og mange af dem, der kommer hos os, har haft storm indeni længe. Tanker, uro, kaos og en krop, der aldrig rigtig falder ned,” fortæller Kenneth.

For ham og Jeanette handler navnet om at skabe et sted, hvor kaos for en stund kan blive mindre. Hvor kroppen kan falde ned. Hvor hovedet kan få pause. Hvor man kan mærke, at der stadig findes ro.

“Vi kan ikke fjerne alt det svære. Men hvis vi bare engang imellem kan skabe mindre kaos og give dem lidt balance og ro, så gør det en forskel. Bare det, at et menneske går hjem og kan trække vejret lidt lettere, betyder noget,” siger Kenneth.

Og tilbagemeldingerne betyder alt.

Nogle fortæller, at de efter en søndag hos Havblik igen har overskud til familien. At de kan være sammen med deres børn. At de kan være lidt mere til stede derhjemme.

“Det er nogle af de historier, der booster os. Når nogen fortæller, at de pludselig har haft overskud til deres familie igen. At de kunne tage sig af deres børn. At de kunne være lidt mere til stede. Så ved vi, at det her rækker længere end de timer, vi er sammen,” fortæller Kenneth.

Et rum uden bagkant

Når deltagerne kommer til Havblik, bliver de mødt med åbne arme.

Fra start gør Kenneth og Jeanette det tydeligt, at rummet er trygt og fortroligt. Det, der bliver delt, bliver i rummet. Og ingen skal præstere med ord. Man må dele, hvis man har lyst, men man må også bare sidde stille og være til stede.

For hos Havblik er stilheden ikke tom. Den er en del af behandlingen.

Inde i saunaen guider Kenneth deltagerne gennem varme, vejrtrækning, fortællinger og indre billeder. Han kan tage dem med gennem en skov, lade dem mærke grenene under fødderne, duften af træ, varmen fra bålet og følelsen af at give slip på noget, der har fyldt for længe.

Bagefter går deltagerne ofte i vandet. Én ad gangen. Uden snak. Uden forstyrrelser.

“De skal ud og mærke sig selv. Der skal ikke være støj, og der skal ikke være nogen, der fylder rummet med ord. Nogle gange har man bare brug for at være alene med sig selv og opdage, at man faktisk godt kan være i det,” fortæller Kenneth.

Efter gusen bliver saunarummet altid til samtalerum. Der er noget varmt at spise, noget at drikke og tid til at lande. Nogle gange bliver der delt meget. Andre gange næsten ingenting.

Begge dele er okay.

For det særlige ved Havblik er netop, at der ikke er nogen, der skynder på nogen.

Der er ingen, der kigger på klokken midt i en svær fortælling. Ingen, der stopper et menneske, lige når ordene endelig kommer. Hvis der er brug for at sidde lidt længere, så sidder de lidt længere.

“Vi løser ikke problemerne for dem. Det kan vi heller ikke. Men vi kan lytte. Vi kan blive siddende. Vi kan give dem følelsen af, at det de fortæller, godt må fylde her,” fortæller Jeanette.

De er et team – næsten uden ord

Kenneth og Jeanette beskriver sig selv som et stærkt team.

Kenneth har ansvaret inde i saunaen. Jeanette har styr på alt udenfor.

Hun holder øje med gæsterne. Sørger for væske, salt, sødt og mad. Hun spotter, hvis nogen bliver ramt. Hun giver et kram, når det er det, der skal til. Og hun holder også øje med Kenneth, der bruger enorme kræfter i varmen.

“Jeg bestemmer inde i saunaen, og Jeanette bestemmer udenfor. Det betyder, at jeg kan være fuldt til stede i det rum, jeg skal skabe, fordi jeg ved, at hun har styr på alt det andet. Den tillid betyder alt,” siger Kenneth.

Efterhånden behøver de næsten ikke sige noget til hinanden. Et blik kan være nok.

Hvis Kenneth ser, at en deltager har det svært, sender han blikket videre til Jeanette. Hvis Jeanette hører noget inden en gus, der kan få betydning for en deltager, giver hun Kenneth besked.

“Vi stoler 100 procent på hinanden. Vi er nået dertil, hvor vi næsten ikke behøver sige noget. Vi ved, hvad den anden gør, og vi ved, at vi griber både deltagerne og hinanden,” fortæller de.

Når skuldrene sænker sig

Kenneth og Jeanette kan se, hvad det gør ved mennesker.

Nogle kommer med skuldrene helt oppe under ørerne. Nogle har haft svært ved overhovedet at komme ud ad døren. Nogle har ikke sovet ordentligt i lang tid.

Og så sker der noget.

Ikke nødvendigvis noget stort og larmende. Men noget stille. Skuldrene falder. Åndedrættet ændrer sig. Tårerne kommer. Kroppen slipper lidt.

“Man kan se det helt fysisk. De kommer måske ind med skuldrene helt oppe og kroppen på vagt. Og når de går hjem, er der sket noget. Skuldrene sidder et andet sted. Blikket er blødere. Kroppen har fået lov til at give lidt slip,” fortæller Jeanette.

For nogle bliver Havblik også et fællesskab, der rækker længere end selve søndagen i saunaen. Hvis en deltager vælter i en periode eller får et tilbagefald, er Kenneth og Jeanette ikke langt væk.

“Så skriver vi faktisk lige: Er du okay? Vi tænker på dig. Hvis der er noget, vi kan gøre, så er vi lige her. Det behøver ikke være stort. Nogle gange betyder det bare noget, at der er nogen, der opdager, at man ikke har det godt,” fortæller de.

Det er også i grupperne, at deltagerne hjælper hinanden. Hvis en skriver, at det er svært at komme afsted, kan en anden finde på at svare: Jeg kommer lige forbi og henter dig.

På den måde bliver Havblik ikke kun varme, kulde og saunagus.

Det bliver et netværk. Et sted at høre til.

“Vi kan jo ikke alle svarene. Men vi kan lytte. Vi kan give kram. Vi kan prøve at skabe det havblik, som de har brug for. Og måske vigtigst af alt kan vi give dem følelsen af, at de hører til et sted, også når de ikke har det godt,” fortæller Kenneth og Jeanette.

Ikke behandling – men et frirum

Kenneth og Jeanette er meget bevidste om deres rolle.

De er ikke psykologer. De kalder sig ikke behandlere. De lover ikke mirakler, og de forsøger ikke at tage over fra de professionelle tilbud, mange af deltagerne allerede har omkring sig.

Havblik skal være noget andet.

Et sted mellem behandlingerne. Et sted, hvor kroppen også får lov at være med, når sindet arbejder.

“Vi er et frirum imellem deres behandlinger. Hvis der er nogen, der arbejder med sindet, så er der også nogen, der arbejder med kroppen. For kroppen husker også, og nogle gange er det netop kroppen, der først tør give slip,” fortæller de.

Derfor har de også et netværk i kulissen. Hvis de mærker, at nogen har brug for mere hjælp, kan de hjælpe dem videre til relevante tilbud gennem blandt andet Thin Blue Line, veteranområdet eller andre professionelle kontakter.

Men i saunaen handler det først og fremmest om nærvær.

Om at skabe et trygt sted, hvor mennesker tør mærke sig selv igen.

“Vi er almindelige mennesker, der har været igennem rigtig, rigtig mange ting, som vi godt kan nikke genkendende til. Og det kan de mærke. De kan mærke, at her sidder der nogen, der ikke bliver forskrækkede over, at man ryster, græder eller trækker sig,” fortæller de.

Måske er det netop derfor, Havblik rammer så stærkt. Fordi det ikke føles som et system.

Det føles som varme hænder. Som et stille rum. Som et sted, hvor man må komme, også når man ikke har styr på sig selv. Hvor der er plads til tårer, tavshed, grin, suppe, salt, sved, kulde og det lille suk, der kommer, når kroppen endelig tør give lidt slip.

Man behøver ikke sammenligne sin smerte med andres. Man behøver ikke have det værst for at have brug for hjælp.

“De tænker ofte, at andre har det værre. Men man behøver ikke have det værst for at have brug for hjælp. Hver fortælling er sin egen, og hver kamp er værd at tage alvorligt. Hvis noget gør ondt i dig, er det virkeligt for dig. Og så fortjener du også et sted, hvor du bliver mødt i det,” fortæller de.

En lokal opbakning, der rører dem dybt

I begyndelsen lejede Kenneth og Jeanette sig ind i saunaer. Men efterhånden blev ønsket om deres egen sauna stærkere.

De havde brug for selv at kunne styre tiden. Ikke være afhængige af andres kalender. Ikke have en bagkant, når et menneske havde brug for at sidde lidt længere.

Derfor gik de i gang med at søge støtte.

Jeanette brugte sit store netværk fra servicebranchen og gik ud og bankede på døre. Kenneth skrev fondsansøgninger. Sammen fortalte de lokale virksomheder, hvad de drømte om.

Og opbakningen kom.

Store virksomheder. Små virksomheder. Enkeltmandsvirksomheder. Sponsorer, der gerne ville nævnes. Sponsorer, der helst ville være anonyme. Lige nu er de oppe på 51 sponsorer.

“Man bliver jublende glad indvendigt. Men man bliver også ydmyg. For hver gang nogen siger ja til at støtte os, så er det jo også nogen, der siger: Vi tror på jer. Vi tror på, at det her gør en forskel. Og det rammer os hver gang,” fortæller Jeanette.

Sponsorerne hjælper ikke kun med saunaen. Der er også brug for mad, drikkevarer, frugt, brænde og alt det, der får en søndag til at hænge sammen.

For Kenneth og Jeanette betyder opbakningen mere, end de næsten kan sætte ord på. Hver gang en virksomhed, en fond eller en privatperson vælger at støtte Havblik, bliver det en bekræftelse på, at andre også kan se værdien i det, de forsøger at skabe.

“Vi er så taknemmelige for den enorme støtte, vi mærker. For alle dem, der ser vores forening og tror på projektet. Det betyder alt for os. Hver gang nogen rækker ud og siger, at de gerne vil hjælpe, bliver vi både lykkelige og ydmyge,” fortæller de.

Drømmen er at hjælpe flere

Kenneth og Jeanette ved godt, at de ikke kan hjælpe alle.

Men de drømmer om at hjælpe så mange som muligt, uden at gå på kompromis med trygheden, nærværet og det fællesskab, der er hele grundlaget for Havblik.

Derfor skal det vokse stille og ordentligt. Hvis nogle grupper bliver for store, kan de deles op. På sigt kan de måske køre flere gus på en søndag.

De har også talt med skoleområdet, fordi de gerne vil hjælpe børn og unge, der har svært ved at finde ro i skoledagen.

“Vi vil gerne inkludere børnene også. Børn, som har svært ved at sidde stille eller har forskellige udfordringer. Måske kan vi give dem nogle små værktøjer, de kan tage med tilbage i klassen, når støjen bliver for meget, og kroppen begynder at larme indeni,” fortæller Kenneth.

For måske kan varme, kulde, vejrtrækning og fællesskab give børnene noget, de kan bruge i hverdagen.

En måde at finde ro på, når støjen bliver for meget.

Samtidig ser Kenneth og Jeanette også muligheder for andre grupper. Brandfolk. Sygeplejersker. Pædagoger. Læger. Kriseramte kvinder. Mennesker, der i deres arbejde eller liv har båret mere, end kroppen og sindet til sidst kunne rumme.

“Vi har ikke en kant for, hvilken gruppetype vi vil have ind. Nu har vi startet med nogle grupper, som vi kender, og som vi ved har haft nogle jobs, der har været meget hårde. Men det kan være lige så traumatisk at være sygeplejerske, læge eller pædagog. Det vigtige er ikke uniformen. Det vigtige er mennesket bag,” fortæller de.

Det vigtige er, at det sker i grupper. Havblik kan ikke tage enkeltpersoner ind én for én, for trygheden opstår netop i fællesskaber, hvor deltagerne har en fælles ramme eller kender noget af hinandens virkelighed.

Har brug for støtte til driften

Selvom Havblik allerede har mødt stor lokal opbakning, er der stadig brug for hjælp, hvis foreningen skal fortsætte og vokse.

Lige nu mangler de blandt andet brænde til saunaen. De bruger omkring seks brændetårne om året, og der er også løbende brug for mad, drikkevarer, frugt, brændstof og andre bidrag, der kan få de ugentlige tilbud til at hænge sammen.

“Det her vil vi. Det er noget, vi har tænkt os skal blive ved, fordi vi kan se, at det gør en forskel. Men hvis Havblik også skal være her om fem år, så kræver det, at der fortsat er nogen, der tror på projektet og hjælper os med driften,” fortæller de.

Med deres egen saunavogn åbner der sig nu et nyt kapitel. Kenneth og Jeanette håber at kunne tage endnu flere sårbare grupper ind og skabe faste tilbud til mennesker, der har brug for et pusterum fra et liv, der kan være tungt at bære.

For Havblik er ikke bare en forening.

Det er en drøm om at skabe et frirum for mennesker, der bærer mere, end de fleste ser. Et sted uden krav, uden præstation og uden lange forklaringer. Men med varme, ro, omsorg og plads til bare at være menneske.

Havblik er øjeblikket, hvor havet ligger stille. Hvor stormen for en stund lægger sig. Hvor man igen kan trække vejret frit.

“Bare det at blive set og hørt. Bare det at mærke, at du hører til. Og mærke, at du ikke står alene. Det kan lyde enkelt, men for et menneske, der har stået længe i stormen, kan det betyde alt,” fortæller de.

Måske er det netop derfor, Havblik rammer så stærkt.

Fordi det ikke kun handler om varme, kulde og saunagus.

Det handler om mennesker.

Om at blive grebet, når man vakler. Om at finde ro, når kroppen larmer. Om at mærke, at der stadig findes steder, hvor man ikke skal være stærk for at være velkommen.

Et sted, hvor mennesker, der har stået i stormen, for en stund kan komme hjem til roen.