Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

De tog chancen: Jackie og Dino står bag Ribes nye fitnesscenter

IMG_7447-scaled-e1780410067931-1024x596
Jackie Schweitz og Dino Pilakovic, medstifterne af Ripa Fitness. Foto: Cecilie Winther

Allerede dagen efter åbningen summede det af liv i Ripa Fitness i de gamle Aldi-lokaler på Mosevej 20 i Ribe.

Maskinerne er i gang, vægtene klirrer, og snakken går lystigt mellem både nye og velkendte ansigter.

For Jackie Schweitz har træning altid fyldt meget, men nu har passionen taget en ny form.

Sammen med Dino Pilakovic har han taget chancen og åbnet et selvstændigt fitnesscenter i Ribe, et lokalt træningsunivers, hvor fællesskab, frihed og passion er i centrum.

Lokalerne er forvandlet til et indbydende og råt fitnesscenter, hvor der er kælet for detaljerne.

Når man træder ind i Ripa Fitness, bliver man mødt af et stort smil og et varmt velkommen fra Jackie Schweitz.

Fitness. Ribe. Ripa. Crossfit. Hyrox. Fællesskab.
Jackie har selv tegnet og designet deres logo i Ripa Fitness. Foto: Cecilie Winther

Jackie har selv tegnet logoet, og man er ikke i tvivl om, at centeret er opbygget i ægte vikingånd, ligesom logoet også indikerer. Selvom Ripa Fitness er nyt, er der allerede en masse personlighed i centeret og et sted, hvor man kan føle sig tilpas.

Det er sammen med et hold af venner og træningskammerater, de har knoklet dag og nat for at gøre lokalerne klar.

“Vi har været op til 12-15 mennesker i gang for at få det hele færdigt,” fortæller Jackie Schweitz, mens han viser rundt mellem de nye maskiner og de forskellige træningsarealer.

Fællesskab, fleksibilitet og plads til alle

Her er plads til alle, uanset om du er til klassisk styrketræning, crossfit eller vil prøve kræfter med Hyrox.

Børnene er også tænkt ind: Der er et børnehjørne, og drømmen er at bygge et lille shelter eller en hule, hvor de mindste kan hygge sig, mens forældrene træner.

“Vi vil gerne gøre det til et sted, hvor hele familien kan være med,” siger Jackie Schweitz.

Centeret emmer af lokal opbakning og sammenhold. Mange af de første medlemmer er folk, Jackie og Dino kender fra træningsmiljøet, og flere har givet en hånd med undervejs.

“Halvdelen af folkene, du ser her lige nu, har været nede og hjælpe med at klargøre det hele,” fortæller Jackie Schweitz stolt.

Der er åbent alle dage fra klokken 05.00 til 24.00, og selvom der ikke er bad, er der gjort klar til det, hvis efterspørgslen vokser.

“Vi har valgt at bruge pengene på fede maskiner og faciliteter i stedet for. Det er et træningscenter, ikke en badeanstalt,” siger Jackie Schweitz med et glimt i øjet.

Drømme, mod og lokale rødder

Efter træningen kan man gå ud på terrassen, hvor der snart kommer møbler og planter, et lille åndehul til at slappe af og få pulsen ned efter en hård session.

Priserne på drikkevarer og proteinbarer er holdt nede, for det handler om at give noget tilbage til medlemmerne og skabe et sted, hvor alle føler sig velkomne, forklarer Jackie Schweitz.

Bag Ripa Fitness ligger der mange timers arbejde og en stor portion mod.

“Det har været hårdt, men det er nu, det skulle ske. Min kone sagde: ‘Hvis du ikke gør det nu, fortryder du det, når du er 80.’ Og hun havde ret, så nu tager vi skridtet videre, og det er vildt, hvilken modtagelse vi allerede har fået,” fortæller Jackie.

Drømmen er, at centeret kan vokse og måske udvide ind i nabobygningen, og at Dino og Jackie kan være i centeret fuld tid.

Men det vigtigste for Jackie er, at familien stadig kan fungere og leve, som de gør i dag. Så indtil der er medlemmer nok, er han nødt til at beholde sit nuværende arbejde og så være i centeret, når han har fri.

For lige nu er der ikke nogen, der får løn for at være i centeret, for her er alt fokus sat på, at medlemmerne får en god oplevelse, hver gang de træder ind ad døren, og at der er de træningsfaciliteter, som de har brug for, og som er efterspurgt.

Ripa Fitness er åbent for alle, uanset niveau og alder, og har som tidligere nævnt åbent alle dage fra klokken 05.00 til 24.00, man låser bare sig selv ind enten via appen, med sin nøglebrik eller en kode.

Der er personale i centeret mandag til torsdag fra 10.00 til 16.00 og fredag til klokken 13.00, hvis man har brug for hjælp.

“Vi vil hellere bygge stille og roligt på, så vi ikke drukner os selv i opgaver. Det vigtigste er, at medlemmerne får en god oplevelse,” siger Jackie Schweitz afsluttende.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.