De vil bygge en kreativ højborg i Esbjerg: Butikken er kun begyndelsen
Der er blevet anderledes roligt i Kirkegade.
Fredagens markedsdag og åbningsfest er overstået, og da vi besøger Dane-ish Design House tirsdag, er cocktails, DJ og åbningsgæster afløst af hverdagen.
På hylderne lige indenfor døren finder man håndklæder, kopper, glas, vaser og andre produkter. Men bevæger man sig længere ind i lokalerne, begynder det også at stå klart, at de varer, der kan ses gennem facadevinduerne ud mod Kirkegade kun er en del af historien.
For Camilla Hessellund Lastein og Sinem Bektas, der er de to kvinder bag det nye hus, har ikke først og fremmest sat sig for at skabe en butik med kunsthåndværk og unikke designprodukter til hjemmet.

De vil bygge et miljø. Et miljø for kreative selvstændige, der kan spille hinanden bedre og i overført betydning måske også gøre Esbjerg større.
“Vi håber på at skabe et dynamisk hus hernede, hvor vi laver alle mulige forskellige projekter på kryds og tværs,” fortæller Camilla Hessellund Lastein.
Dane-ish Design House er nemlig ikke bare endnu et kontorfællesskab
Butikken er første trin
Camilla Hessellund Lastein beskriver det hele som en raket i flere trin.
For den almindelige gadehandlende i Esbjerg City er det vigtigste at vide, at butikken holder åbent fra onsdag til lørdag, og på hylderne har de to indehavere samlet nøje udvalgte brands, primært fra Europa og i høj grad fra Skandinavien.
Ambitionen har været at finde ting, som ikke nødvendigvis står i de samme butikker alle andre steder.
“Det skal være en lille butik med nøjeudvalgte produkter,” fortæller Camilla.
Prisniveauet varierer. Noget befinder sig i den dyrere ende, andet er mere tilgængeligt. Fællesnævneren skal snarere være design, kvalitet og produkter, som de to selv har savnet muligheden for at gå ind fra gaden og opleve i Esbjerg.
Butikken har samtidig en anden funktion.
Den giver designhuset en synlighed, som et traditionelt designbureau på første sal eller i en baggård ikke ville have.
“Vi prøver et lidt andet koncept og prøver at gøre os mere synlige i byen, fordi vi tror på, at vi virkelig kan noget her i byen i forhold til det kreative med indretning og branding,” siger Camilla.

Opdagede de kreative, da de begyndte at lede
Da Camilla vendte tilbage til Vestkysten efter mange år væk, havde hun en forestilling om, at det kreative miljø stort set ikke eksisterede.
Det viste sig ikke helt at holde.
Jo mere hun og Sinem begyndte at tale om deres planer, desto flere mennesker dukkede op.
Dygtige kreative, som havde arbejdet andre steder i Danmark eller ude i verden og siden var vendt tilbage til Esbjerg og Vestjylland.
Problemet, hvis man kan kalde det dét, er ifølge Camilla, at mange arbejder alene.
“Jo mere vi har snakket højt om, hvad vi laver, jo flere af dem møder vi. Megadygtige mennesker her i Esbjerg, som i øvrigt mange tilfælde ligesom os selv har været ude i verden og så er kommet tilbage.”
Og netop dér ligger næste del af planen.
Dane-ish Design House skal rumme arbejdspladser for selvstændige fra forskellige kreative fag. Det kan være grafiske designere og indretningsdesignere, men også eksempelvis arkitekter, tøjdesignere, fotografer og videografer.
Ikke nødvendigvis som virksomheder, der smelter sammen, men som selvstændige fagfolk, der kan bruge hinanden. Allerede nu er Sabine Bornholdt, der i flere år har drevet selvstændig tegnestue i Esbjerg, flyttet ind i det nye kreative miljø.
“Vi kan begynde at kigge på projekter sammen og byde ind sammen,” forklarer Camilla.
For én freelancer kan måske løse én del af en opgave. Tre eller fire med forskellige kompetencer kan pludselig byde ind på noget langt større.
“Vi er fagfolk, der kunne arbejde mange steder. Vi vælger Esbjerg, fordi vi tror på, at byen kan mere, end den har vist indtil nu.”
FAKTA: Dane-ish – og tankerne bag
Hvad er det?
Et nyt, tværfagligt designhus, der vil samle design, kreative erhverv, butik og fællesskab under samme tag midt i Esbjerg. Ambitionen er, at design og kreativitet skal være synligt fra gaden og være en del af bylivet.
Hvor?
Kirkegade 11, 6700 Esbjerg. Lokalerne er på 202 kvadratmeter.
Hvem står bag?
Sinem Bektas er interiørdesigner og har erfaring fra store kommercielle projekter og femstjernede hoteller i ind- og udland. Camilla Hessellund Lastein arbejder med branddesign og strategisk konceptudvikling og har boet og arbejdet i blandt andet København, USA, Mexico og Spanien.
Hvad rummer huset?
Konceptet hviler på fire ben: Et kreativt kollektiv med arbejdspladser og fælles faciliteter, et professionelt materialebibliotek, en kurateret designbutik samt et mødested til talks, events og receptioner.
Hvilke fag skal mødes her?
Blandt andet interiørdesign, brand- og grafisk design, arkitektur, mode og tekstil samt marketing og kommunikation.
Hvad er ambitionen?
At skabe et lokalt kreativt fagmiljø, hvor selvstændige og virksomheder kan samarbejde, og hvor Esbjergs virksomheder kan købe eksempelvis design, branding, indretning og arkitektur lokalt frem for at sende opgaver til København eller Aarhus. På længere sigt håber de også, at miljøet kan være med til at tiltrække og fastholde kreative og nyuddannede i Esbjerg.
223 milliarder kroner
I deres konceptpræsentation peger Camilla Hessellund Lastein og Sinem Bektas på, at de kreative erhverv beskæftiger omkring otte procent af befolkningen og producerer for 223 milliarder kroner om året. Tallene i præsentationen bygger på forskellige kilder og data fra 2021-2024.
Kreativiteten er skævt fordelt
Ifølge tallene, som Dane-ish fremhæver, ligger 50 procent af omsætningen i de kreative erhverv i hovedstadsområdet, mens 26 procent ligger i Midtjylland og 15 procent i Syddanmark. For Syddanmarks vedkommende peger præsentationen især på Trekantsområdet og produktion.
Derfor Esbjerg
De to stiftere ser et potentiale i at skabe et stærkere kreativt miljø på Vestkysten. Målet er blandt andet at gøre det lettere for lokale virksomheder at købe design og branding lokalt, skabe et fagligt miljø for kreative virksomheder og give studerende og nyuddannede flere grunde til at blive i området.
Et bibliotek med fliser og tekstiler
Det er også derfor, at en stor del af lokalerne ikke skal fyldes med varer som en traditionel butik.
I denne uge er planen, at designhuset får etableret et materialebibliotek med blandt andet fliseprøver og tekstiler.
Tanken er, at eksempelvis arkitekter og andre professionelle kan leje sig ind og bruge biblioteket i konkrete projekter og samtidig mødes med deres kunder i huset.
For den selvstændige arkitekt eller designer med et mindre kontor kan det være vanskeligt at have prøver fra et stort antal leverandører liggende.
Her skal de i stedet kunne findes under samme tag.
Der kommer desuden mødelokale, lounge og kontorpladser.
På den måde bliver huset en blanding af butik, designstudio, arbejdsfællesskab og professionelt værktøj for kreative fagfolk.
Opgaverne behøver ikke ende i København
Men der ligger en større ambition bag.
Camilla oplever, at mange kreative opgaver fra Jylland fortsat bliver sendt til bureauer og designere i København, Aarhus og andre større byer.
Altså sådan noget som udarbejdelse af visuelle identiteter, hjemmesider, branding og indretning.
En af forklaringerne er efter hendes vurdering ganske enkel: De kreative miljøer i de større byer har været bedre organiseret og er bedre til at vise sig selv frem.

“Der er en større koncentration af kreative, der gør, at du kan være mere end en enmandsvirksomhed. Så har du flere ressourcer til at komme ud og bygge dig op og også til at vise din portfolio.”
Det er svært at konkurrere med alene.
En dygtig designer skal ikke alene være dygtig til sit fag, men også markedsføre sig, finde kunder, fotografere og præsentere tidligere projekter og hele tiden sørge for at være synlig.
Camilla mener samtidig, at vestjyderne måske ikke altid har været verdensmestre i netop den disciplin.
“Vi er dårlige til at markedsføre os selv herovre. Vi er ikke så gode til at fortælle om vores succeser. Det skal vi have ændret.”
Vendte hjem til det sidste sted, hun havde forestillet sig
For Camilla er der også en vis ironi i, at det netop er her i Vestjylland og Esbjerg, projektet er blevet til.
Hun er 33 år og opvokset i Holsted. Efter studenterhuen var kommet i hus på Ribe Handelsskole, drog hun som mange andre til Aarhus for at studere, men studietiden fik hurtigt en ende, og tiden i den østjyske hovedstad blev i stedet begyndelsen på en vild iværksætterrejse, der bragte hende til først København, sidenhen Mexico, USA og Spanien.
Virksomheden, Lix Technologies, en slags Spotify for studiebøger, som Camilla havde etableret som 19-årig, voksede på få år til omkring 40 medarbejdere, og i 2019 trådte hun ud af den.
Derefter fulgte år blandt andet i Mexico, USA og Spanien.
Vestkysten stod ikke ligefrem øverst på listen over steder, hun forventede at slå sig ned igen.
“Det var det sidste sted i verden, jeg havde regnet med, at jeg skulle bo. Af alle steder, jeg kunne forestille mig, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle være i Esbjerg.”
Da hun vendte hjem for et par år siden, var planen da også i første omgang bare at lande.
København ventede formentlig igen senere.
Sådan gik det ikke.

“Jeg troede egentlig, at jeg bare lige ville lande her, og så skulle jeg tilbage til København. Og så kunne jeg mærke: Jeg skal ikke tilbage til København.”
I stedet begyndte Vestkysten at føles som hjem.
Samtidig stødte hun tilfældigvis ind i Sinem Bektas – og sammen lagde de kimen til det, der nu er blevet til Dane-ish Design House.
Sinem arbejder med indretningsdesign og har erfaring fra store internationale hotelprojekter, mens Camilla arbejder med branding, grafisk design og koncepter.
De havde forskellige fagligheder – men opdagede, at de gik rundt med næsten den samme idé.

Esbjerg overraskede hende
Også på et andet område blev Camillas forestillinger om Esbjerg udfordret efter hjemkomsten.
Hun oplevede en større vilje til at hjælpe hinanden, end hun havde været vant til andre steder.
“Jeg synes faktisk, at når det kommer til stykket, så er vi enormt gode til at støtte lokalt her i Esbjerg. Forretningsmæssigt er jeg meget positivt overrasket over, hvor forretningsfremmende byen er.”
De har selv forsøgt at gøre det samme under etableringen af Dane-ish Design House ved så vidt muligt at bruge lokale virksomheder og leverandører.
Hvis flere kreative virksomheder bliver synlige, tror hun derfor også på, at flere lokale opgaver kan blive i området.
Men først skal kunderne vide, at kompetencerne findes.
“Vi skal lige så stille have flaget op i flagstangen og vise: Hvad har vi lavet? Hvad kan vi? Og hvad kan vi tilbyde på forskellige projekter?”
For netop Camilla og Simens branche er ikke ligefrem overrepræsenteret her i området, som man kan læse i ovenstående infoboks.

Flere ben skal bære huset
Camilla og Sinem har ikke lavet en stor markedsundersøgelse for at dokumentere, at Esbjerg står og venter på præcis deres koncept.
De har i høj grad fulgt deres egen fornemmelse.
Men satsningen er samtidig bygget sådan op, at økonomien ikke alene skal afhænge af, hvor mange kopper, vaser og håndklæder der ryger over disken.
Camilla har allerede kunder inden for branding. Sinem har kunder inden for indretningsdesign. Andre selvstændige i miljøet har deres egne kunder.
Dertil kommer butikken, udlejning, materialebiblioteket og de øvrige services, de vil udvikle.
“Hvad der kommer til at bære mest, we don’t know. Det får vi at se hen ad vejen,” siger Camilla.
Kultur er noget, man selv skaber
Og så er der den del af projektet, der er vanskeligere at sætte kroner og øre på.
Camilla taler om at skabe et community.

For hende er kultur ikke alene noget, man køber billet til, oplever og går hjem fra igen.
Det opstår også nedefra, når mennesker selv tager initiativ.
“Det, der mangler, er de der græsrodsbevægelser. Det er dér, hvor tingene begynder at ændre sig.”
Hun forestiller sig derfor, at huset også kan bruges til eksempelvis morgentalks om iværksætteri, faglige arrangementer og uformelle fredagsmøder, hvor mennesker fra forskellige virksomheder og kreative fag kan mødes.
Dane-ish Design House skal med andre ord ikke nødvendigvis være én ting.
Og Camilla erkender gerne, at de to stiftere formentlig også selv skal opdage undervejs, præcis hvad stedet ender med at blive.
“Jeg tror selv, at vi vil lande i: Hvad er det egentlig, der skal være hernede i huset? Hvad er det, man kan hernede? For jeg tror ikke, det er sådan noget, man har set så mange andre steder.”
Fredag blev døren åbnet.
Nu begynder den del, der for Camilla og Sinem er langt mere interessant: at finde ud af, hvor meget der kan vokse frem bag den.
Læs også: Kirkegade rykkede ud i gaden: Mad, musik og markedsliv