Denne STARK får ny trælastdirektør: Tiltrådte 1. august
Når du fremover lægger vejen forbi STARK i Ribe, kan det meget vel være en ny mand, du møder på gangen.
Kåre Møller er nemlig tiltrådt som trælastdirektør og vender efter ti år i konkurrenternes rækker tilbage til det sted, hvor han i forvejen har sat sit aftryk.
Den 62-årige fynbo har tidligere haft trælastdirektørposter i både STARK Holstebro og Aarhus C fra 2004 til 2015.
Fokus på kunderne
For Kåre Møller handler det især om at videreføre STARKs stærke kundefokus.
”Jeg ser frem til at vende tilbage til STARK. Fra starten er STARK bygget på et stærkt kundefokus, og når man kommer væk, forstår man først, hvor stærke disse værdier er. Jeg ser frem til at være med til at udvikle vores forretning i Ribe, og fortsat have fokus på og udbygge vores stærke relationer til vores kunder,” siger han.
Erfaring og lokal forankring
Regionsdirektør i STARK, Rudi H. Sørensen, er glad for at få Kåre Møller med på holdet.
Læs også:
Stor vinfestival er en kæmpe succes: En weekend med vinmarked og masser af oplevelser
”Jeg ser frem til at starte samarbejdet med Kåre Møller og tror på, at han med sine mange års virke i branchen kan bidrage med erfaring og solide kompetencer til STARK Ribe. Den lokale forankring vil fortsat være vores prioritet, ligesom det tætte samarbejde med håndværkerne i lokalområdet og i oplandet til Ribe,” siger han.
Privatliv med sport og engagement
Når Kåre Møller ikke arbejder, er han aktiv med både judo og løb, og han sidder samtidig i bestyrelsen for det lokale kraftvarmeværk. Han er gift og har tre voksne børn.