Der skal flere penge i klubkassen: Nu er direktøren fundet
Ligaklubben Ribe-Esbjerg HH opslog i foråret 2026 en ny stilling i administrationen som kommerciel direktør.
Formålet var at styrke klubbens strategiske planlægning og daglige indsats på hele det kommercielle område – herunder set up omkring kampene, kommunikation, salg og sponsorrelationer.
Nu er stillingen så blevet besat, da Ribe-Esbjerg HH netop har ansat 49-årige Claus Kristensen som kommerciel direktør.
Han kommer med masser af erfaring og et stort lokalkendskab.
I næsten tre årtier var Claus Kristensen med til at drive herretøjsbutikker. Først 12 år i Jack & Jones sammen med sin far, Viggo Hvistendahl Kristensen, og derefter 17 år i Butik Viktor No60, som han drev med sin bror Jesper Kristensen i Kongensgade i Esbjerg.
Efterfølgende har Claus Kristensen været forbi Education Esbjerg og senest Team Esbjerg, hvor han for et år siden blev ansat som salgschef, men nu er han altså skiftet til Ribe-Esbjerg HH.
Claus Kristensen starter på jobbet i Ribe-Esbjerg HH den 1. august 2026.