Dom i Esbjerg: Trusler, tyveri og en vinkelsliber
En 32-årig mand fra Esbjerg skal tilbringe de næste tre måneder bag tremmer.
Det blev konklusionen, da han for nylig stod for retten i Esbjerg, tiltalt for ikke færre end 12 forhold.
Det hele begyndte med en række truende udtalelser mod tre fængselsbetjente i Esbjerg Arrest. Den 32-årige nøjedes ikke med sure blikke. Han lovede blandt andet hævn over en betjent, han “kendte fra gaden”, kaldte en anden for en “fucking nar” og gjorde det klart, at de altid kunne tage en snak “udenfor”.
Den tredje betjent slap heller ikke, men måtte lægge øre til kommentarer om sit “bøsseskæg”.
Vinkelsliber
Men truende bemærkninger var kun begyndelsen. For den 32-årige havde også travlt uden for arrestens mure, især med tyverier.
I december 2023 stjal han en flaske Captain Morgan-rom til en værdi af 85 kroner i SuperBrugsen ved Strandby Plads.
I februar 2024 tog han værktøjet i egne hænder og bevæbnede sig med en vinkelsliber for at bryde en lås op til en baggård i Skjoldsgade.
Læs også: Fra frygt til frihed: Charlotte knuser fobier i Esbjerg Her forsøgte han at stjæle en cykel til en værdi af 5000 kroner, men nåede ikke langt, før politiet dukkede op og satte en brat stopper for forehavendet.
I baggården gik det hårdt ud over ejendommens sikkerhed. Vinkelsliberen blev også brugt til at ødelægge et kamera og beskadige en lås, hvilket resulterede i skader for næsten 10.000 kroner.
Det var ikke første gang, vinkelsliberen var i aktion. I august året før brød manden ind i en garage i Havnegade, hvor han igen benyttede vinkelsliberen.
Her forsøgte han at stjæle tre plastsække fyldt med pant og en taske. Endnu en gang blev han stoppet, inden han slap væk.
Flere dyre cykler
Cykler viste sig at være mandens helt store passion. I januar 2024 stjal han en mountainbike til cirka 8000 kroner ved 365 i Storegade, og i juli 2023 stjal han en elcykel til næsten 22.000 kroner ved Rema 1000 i samme gade.
Også en tredje cykel blev stjålet, denne gang fra en privat adresse på Skrænten i Esbjerg, og solgt videre på nettet. Køberen blev dog mistænksom og slog alarm.
Under retssagen vidnede de tre fængselsbetjente mod manden. Deres forklaringer stemte så godt overens, at retten fandt det bevist, at manden havde fremsat alvorlige trusler. Især bemærkningerne om hævn blev taget alvorligt.
Også kvinden, der fik stjålet sin elcykel ved Rema 1000, afgav forklaring. Hun havde konfronteret manden, der hævdede, at cyklen tilhørte ham eller hans mor. Overvågningsbilleder og kendetegn på cyklen afslørede dog sandheden.
Endelig vidnede den mand, som havde købt en af de stjålne cykler. Hans datter opdagede, at cyklen var meldt stjålet på Facebook, hvorefter de kontaktede politiet og afleverede cyklen tilbage til rette ejer.
Læs også: Cykler skifter app: Farvel Donkey goddag Fanø Bikes Den 32-årige indrømmede forholdene, hvor politiet tog ham på fersk gerning, dog kun delvist i sagen fra Havnegade, hvor han hævdede, at han ikke var ude efter noget specifikt.
Resultatet blev, at han blev dømt for alle forhold undtagen ét enkelt om hæleri, hvor retten ikke fandt det bevist, at han var involveret.
Da manden allerede har en stribe tidligere domme for tyveri og hæleri, endte sagen med tre måneders fængsel. Derudover skal han betale erstatning, dække sagens omkostninger og vinke farvel til sin trofaste følgesvend, vinkelsliberen, som blev konfiskeret.