Dramatik i Netto i Esbjerg: Kvinde slog ansat
Der var dramatik onsdag eftermiddag i Netto på Gl. Vardevej. Det oplyser Michael Brink, der er politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
En 36-årig kvinde var i butikken, hvor hun fyldte varer i en kuffert og ikke en indkøbskurv. Det blev en ansat i butikken opmærksom på.
“En ansat rettede henvendelse til hende, og det blev hun meget fortørnet over”, siger Michael Brink.
Kvinden slog ud flere gange efter den ansatte, og hun ramte ham både i hovedet og på hånden.
Politiet blev tilkaldt, og kvinden blev anholdt.
Hun er nu sigtet for vold mod den ansatte.
Flere butikstyverier
Ifølge Michael Brink var det ikke kun i Netto, at politiet var til stede onsdag.
I Rema 1000 på Stormgade blev en mand onsdag eftermiddag taget i butikstyveri af fødevarer for cirka 122 kroner.
Tirsdag over middag var der også en butikstyv på spil i Ribe. Hos en guldsmed i Mellemdammen blev der stjålet en ring fra en montrer.
Politiet kender ikke værdien af ringen.
Til gengæld har politiet sikret videoovervågning fra stedet og efterforsker sagen.