Dramatisk studenterkørsel: Ung mand satte ild til hæk
En student fra Esbjerg brændte fingrene i mere end en forstand tirsdag eftermiddag.
Det fortæller Claus Løbner, der er politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands politi.
Tirsdag var den 19-årige mand sammen med sin klasse på studenterkørsel.
Da de kørte på Roustvej nord for Esbjerg tændte manden et romerlys.
Undervejs brændte han sine fingre på romerlyset, og han kastede det ud af vognen.
Romerlyset landede i en hæk, som gik ild.
Brandvæsnet og politi blev tilkaldt, men ilden var slukket, da de nåede frem til stedet.
Men den 19-årige mand blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven og kan formentlig se frem til en bøde.
Chauffør påkørt
Politiet var også til stede ved en anden studenterkørsel tirsdag omkring middagstid.
I krydset ved Spangsbjerg Møllevej og Kirsebærvej holdt studentervognen parkeret, imens studenterne var ved at påstige bilen.
Chaufføren stod ved siden af bilen, og på et tidspunkt fik han noget væske i hovedet.
Det fik ham til at træde et skridt tilbage ud på kørebanen.
Her kom en personbil, som påkørte chaufførens fod.
Ifølge Claus Løbner kom manden ikke alvorligt til skade, og det ender formentlig ikke med sigtelser.
Læs også:
Byens vildeste lad: MigogEsbjerg på jagt efter studentervogne