Drømmeåbning i Esbjerg: Folk stod i kø for at opleve Guldægget
Der er liv og glade dage i Kongensgade her til formiddag, hvor Guldægget endelig slår dørene op for første gang.
Klokken præcis 9.00 stod de første kunder klar foran caféen, ivrige efter at se, hvad der gemmer sig bag de gyldne ruder.
Bag caféen står Mark Mikkelsen, der har glædet sig længe til at byde gæsterne velkommen.
Læs også: Løfter lidt af sløret: Åbningen nærmer sig hos Guldægget 
“Det føles fantastisk endelig at åbne – det her har været længe undervejs, og vi har glædet os til at vise, hvad vi har skabt,” fortæller Mark Mikkelsen til MigogEsbjerg.
Inde i de lyse lokaler summer det af forventning.
“Jeg er virkelig stolt af beliggenheden og alle de lækre detaljer – lige fra lyset til inventaret og musikken. Og så er jeg ekstremt stolt af mine seje og dygtige kollegaer, der har knoklet for at få det her færdigt,” siger Mark Mikkelsen med et smil.
Duften af frisk kaffe og mad, blander sig med lyden af stemmer og klirrende kopper. Og der er hyggeligt, charmerende og rart at være.
“Vi har forsøgt at skabe en stemning, der føles som en blanding af New York og Paris – men hvor det hele smelter sammen med lidt fra det gamle Palmehaven i Esbjerg,” smiler Mark Mikkelsen.
Menukortet er opdateret og fyldt med fristelser
Hos Guldægget er menukortet fyldt med fristelser – fra sprøde sandwiches, salater og lune retter til klassiske caféfavoritter, der får mundvandet til at løbe.
Blandt favoritterne er Focaccia-sandwichen med kylling og bacon, serveret med hjemmerørt karrydressing og frisk salat – et sikkert hit både til frokost og som to-go.
Du kan også nyde en lækker bolle eller rundstykke, med de dejlige oste fra Arla Unika.
Under “Husets specialiteter” finder man klassikere som Stjerneskuddet, der kommer med håndpillede rejer, fiskefileter og hjemmelavet dressing – og den hjemmelavede æggekage, toppet med bacon, cherrytomater og purløg.
Og så er der selvfølgelig de sprøde fritter, som man måske kender – de er nemlig de samme som dem, der serveres på Mash. Perfekte som tilbehør eller bare som en snack til et lækkert glas vin, som de også serverer.
Der er tænkt på lidt af hvert hos Guldægget – hvad enten du kommer for at få gang i dagen med en god kop kaffe, nyde et glas vin i roligt selskab, eller varme dig på en cremet kop kakao, mens livet summer forbi i Kongensgade. På kortet finder du også kolde drikke og en række små fristelser, der gør det let at blive hængende lidt længere – og svært at rejse sig igen.

Smørrebrød, der kræver kniv og gaffel
Hos Guldægget har de taget det klassiske danske smørrebrød til et nyt niveau.
Radio Victoria var med til åbningen af Guldægget, og her fandt de deres favorit, som var et stykke smørrebrød.
Her er det ikke små delikate bidder – men ægte frokostfavoritter, der kræver både kniv og gaffel.
De store stykker smørrebrød bliver anrettet med rund hånd og kærlighed til det gode håndværk.
Alt bliver serveret på saftigt friskbagt Hennekirkeby brødet og toppet med friske råvarer – og portionerne?
Ja, de er så generøse, at du næppe går sulten derfra.

Et sted du skal besøge
Der er noget særligt over Guldægget.
Et sted, hvor charme, varme og liv smelter sammen i en stemning, man mærker, så snart man træder indenfor.
Her er der kælet for hver eneste detalje – fra de bløde toner i højtalerne til den smukke indretning, hvor alt spiller sammen og skaber ro, hygge og overskud.
Guldægget er et sted, der skiller sig ud. Her mødes lækker mad, dejlig musik og skønne omgivelser i en atmosfære, der får skuldrene til at falde ned.
Orangeriet i gårdhaven åbner mandag, så der bliver rig mulighed for at nyde kaffe og kage i gårdhaven, med udsigt til Esbjerg og himlen.
Guldægget er ganske enkelt et sted, der oser af liv og kærlighed til det gode – et sted, du bare må opleve i hjertet af Esbjerg.
Se alle billederne herunder.






