Drømmen er blevet virkelig: To svømmere fra Esbjerg er udtaget til EM i Paris
To svømmere med base i Esbjerg har kvalificeret sig til EM i svømning, der bliver afviklet i Paris fra 10. til 16. august 2026.
Det drejer sig om Ida Jacobsen og Shawn Wolf fra Pro Swim Esbjerg. De er blandt de 17 danskere, der skal repræsentere Danmark ved mesterskaberne.
Inden turen går til Paris, venter først DM i svømning i Herning fra torsdag 9. juli til søndag 12. juli. Senere følger en landsholdstræningslejr i Slovakiet fra 20. til 27. juli, hvor også deres træner deltager. Frem mod EM træner de ellers på Svømmestadion Danmark i Esbjerg.
Der er ifølge mailen særlige historier bag begge svømmere.
Ida Jacobsen er ifølge Pro Swim Esbjerg den første dansker med diabetes, som har kvalificeret sig til et internationalt mesterskab i svømning. Hun har haft diabetes, siden hun var ni år.
Samtidig har hun i flere år kæmpet med en knæskade og blev opereret for 14 måneder siden. Ida Jacobsen er desuden niece til Mette Jacobsen, som gennem mange år var blandt Danmarks mest vindende svømmere.
Også Shawn Wolf har en særlig vej til toppen bag sig. Han stoppede med at svømme som 10-årig og dyrkede derefter atletik i en årrække, før han begyndte med svømning igen for to år siden.
Han er søn af Gitta Jensen, nu Wolf, som er dobbelt olympisk svømmer og europamester i holdkap sammen med Mette Jacobsen. Gitta Wolf har også fået en æresflise foran Blue Water Arena og er desuden blevet kåret til Årets Esbjergenser.
Ifølge mailen træner både Ida Jacobsen og Shawn Wolf meget seriøst og målrettet. Der bliver arbejdet med både detaljer i bassinet og styrketræning hos Emcare Onshore.