EfB-analyse efter 3-2 i Hillerød: Dyrk de første 80 minutter – lær af de sidste 15

Egentlig er det vel ikke helt rimeligt, hvis de sidste 15 minutter kommer til at dominere for meget af helhedsindtrykket af EfB’s præstation i 3-2-sejren over Hillerød.

De første 80 minutter var så opmuntrende, at de bør danne grundlag for en sund optimisme omkring et hold, der synes at have fundet en fin balance mellem finesse og muskler.

Kunstnere og udsmidere har fundet sammen i et skønt og effektivt samarbejde, der lover godt – ikke mindst, fordi hverken muskler eller finesse blokerer for interessen for at yde et gedigent stykke benarbejde i kollektivets tjeneste.

Vel er der forbedringspotentiale, og de første 80 minutter var på ingen måde pletfri, men hvis vi lige for en stund minder hinanden om, hvordan EfB er blevet kørt rundt i manegen af denne modstander, var det samlet set mere end godkendt.

Og den gode periode af kampen skal naturligvis dyrkes og finpudses og være basen i de kommende mange ugers jagt på oprykningen.

Så langt, så godt.

Men det var jo altså ikke et fuldbyrdet skønmaleri, vi stod tilbage med efter de 95 minutter i Hillerød. De sidste kaotiske 15 minutter vil uvilkårligt fylde meget i det samlede indtryk, og det skal de også.

For det var lærerige 15 minutter.

Nok mere for trænerstaben end for spillerne.

Træner Sancheev Manoharan talte efter kampen om, at hans unge spillere havde fået værdifuld læring af det sidste kvarter, som de kunne bruge til en hel masse fremadrettet.

Måske nok – men blev de ikke også udsat for en unødvendig mental belastning?

Tænk, hvis det var gået galt, og kampen var endt 3-3.

Vel var alle vi kloge på sidelinjen ikke faldet over de unge, vi havde slagtet træneren for at skifte hovedløst ud, så på den måde var spillerne blevet skånet, men de havde stadig stået tilbage med en uendelig trist oplevelse, de aldrig burde have været i nærheden af.

På sin vis er det fair nok, at træneren argumenterer for, at hvis han ikke skal sætte de unge ind, når hans hold fører 3-0, hvornår skal han så, men man kan vel lige så vel argumentere for, at det vel ikke er nødvendigt at skifte fem spillere ind.

Det er velkendt, at unge spillere har de bedste muligheder for at fungere, hvis de bliver smidt ind på et hold, der fungerer. Det var ikke det, der skete lørdag i Hillerød. Da Andreas Kristiansen kom på banen efter 80 minutter, var fem af de seks forreste skiftet ud, og hvordan i alverden skulle han, Lucena, Strandby og de andre få noget frugtbart ud af at spille i en konstellation, der aldrig har spillet sammen før, og hvor det med næsten statsgaranti skulle blive noget rod – uanset om modstanderen scorede eller ej?

Udvikler det de unge spillere at sætte dem i en situation, hvor de har en hel masse at tabe?

Jeg tvivler.

Og jo, det er vigtigt, at de unge får spilletid, men gør det med lempe. Giv eksempelvis Lucena, Strandby eller en helt tredje chancen fra start i selskab med 10 stamspillere – se, det er en virkelig chance for at høste værdifuld erfaring, fordi man så har en reel chance for at lykkes.

Det havde de unge ikke mod Hillerød, og det er min påstand, at de ikke lærte ret meget af den overlevelseskamp, de pludselig vart havnet i.

Men måske trænerstaben gjorde, og det er jo også noget værd.