EfB-analyse: Offensiven skal forstærkes – eller skal den?

Kan du lure, hvad der gemmer sig bag følgende tal – 41-243?

Forklaringen kommer her.

Det er statistikken bag EfB’s samlede nuværende offensiv – 41 mål i 243 kampe.

Det giver i runde tal et mål hver sjette kamp – og heri er også med medregnet pokalkampe mod Bogense og andre mere end gæstfri modstandere. Ligesom det så også dækker over kampe, hvor spillerne ikke har fået fuld spilletid.

Men på bundlinjen står altså et mål i hver sjette kamp fra de spillere, der som en væsentlig del af deres arbejdsbeskrivelse har netop det at score. Kun Muamer Brajanac har med 14 mål i 37 kampe ramt et nogenlunde rimeligt gennemsnit.

Indtil videre har vi fået to mål i tre kampe fra offensiven i denne sæson – langt over middel – så hvis statistikken skal holde, skal vi altså nu vente ni kampe for at få det næste mål fra de forreste folk – skræmmende tanke.

Så galt går det næppe, men EfB er udfordret i offensiven og har for få spillere, der gør den store forskel. Spillere med x-faktor.

Træner Sancheev Manoharan talte inden pokalkampen mod Bogense om et hold med et tårnhøjt bundniveau, og det blev på sin vis bekræftet mod Hvidovre. For selv om EfB spillede en skidt kamp og gjorde mange ting forkert, var holdet stadig med hele vejen og endda tæt på at stjæle et point mod et af de hold, der helt sikkert vil bejle til de forreste pladser.

Det vidner om en vis rygrad og en vis karakterstyrke, men kampen viste også, at hvis bundniveauet ikke suppleres af enkelte stjernestunder, kan det hele være lige meget. Rigtig mange kampe i 1. division vil være som den mod Hvidovre – tætte, jævnbyrdige – og her er det bare så forbandet vigtigt at have offensive spillere, der kan det ekstraordinære og gøre hele forskellen. Som Bjur og From gjorde mod Hillerød.

Men dem har EfB altså for få af. Og dem, de har, gør det for sjældent.

Helt skidt bliver det, når manden med det ubetinget største offensive potentiale på holdet, John Kolawole, rammer en dag som den i Hvidovre. I en enkelt sekvens i starten af anden halvleg så vi det, han indeholder, men meget betegnende endte den aktion med, at han i stedet var involveret i et mål i den anden ende.

Det kan vel ikke være tilfældigt, at han indtil videre har halset efter sit topniveau i en periode, hvor rygterne om et skifte til belgisk fodbold forfølger ham?

Vi har set det i andre klubber med andre spillere – når først den slags tanker begynder at fylde i hovedet, holder benene op med at fungere. Det er vigtigt for EfB hurtigst muligt at få afklaret den sag, men det er nok nemmere sagt end gjort – senest 2. september, når transfervinduet lukker, er vi og John Kolawole klogere.

Sportschef Sebastian Brydegaard har altså tre uger til at få bakset truppen på plads til resten af efterårssæsonen, og det er ikke en helt nem opgave, han står med. Han kan selvfølgelig også godt se, at offensiven kunne trænge til en håndsrækning – og da ikke mindst, hvis Kolawole bliver solgt – men han har altså også nogle unge spillere, han gerne vil gøre plads til.

Julius Lucena og Noah Strandby – to af klubbens største talenter i meget lang tid – har svært nok ved at få spilletid i den nuværende trup.

Jo, men de er vel ikke bedre, vil du måske så argumentere.

Måske ikke, men bliver de nogen sinde bedre, hvis de ikke får spilletid?

Det er den balance, Sebastian Brydegaard skal finde, og det kan være bøvlet at være sportschef i en klub, der gerne vil både udvikle og rykke op – og i øvrigt ikke har råd til bare at købe sig til succes.

Men 41 mål i 243 kampe er vel trods alt en slags vidnesbyrd om, at der skal gøres noget?