EfB justerer på ledelsen: Nyt team klar til foråret
Forårspremieren nærmer sig, og i Esbjerg fB justeres der nu på lederskabet i truppen.
Klubben ændrer sammensætningen af anførerteamet, hvor Anton Skipper træder ind som ny mand sammen med Lasse Vigen, Lucas From og Kasper Kristensen.
Samtidig indføres en model, hvor anførerbindet kan gå på skift fra kamp til kamp.
Det skriver EfB på deres hjemmeside.
Flere ledere på banen
Ændringen er sket i tæt dialog mellem cheftræner Sancheev Manoharan, trænerstaben og spillertruppen.
Målet er at styrke det fælles ansvar og skabe tydeligere kommunikation og lederskab på tværs af holdet.
“Vi har ønsket at samle et stærkt anførerteam, hvor vi både har erfaring, personlighed og tydelighed, men hvor ansvaret bliver delt ud på flere. Det handler om at skabe flere naturlige ledere i kampene og i hverdagen, så holdet står endnu stærkere i alle situationer,” siger cheftræneren.
Vigen fortsat central
Lasse Vigen bar anførerbindet fast i efteråret, men er fortsat en vigtig del af ledelsesgruppen.
“Lasse har været meget konstruktiv og selv været med til at sætte ord på, at vi som hold kan vinde noget ved at sprede ansvaret ud på flere spillere. Det er en moden og stærk tilgang, og derfor er Lasse en vigtig og central del af vores anførerteam. Han bidrager til EfB med værdifuld erfaring, ro og lederskab både på og uden for banen,” siger Manoharan.
Skipper med bindet i premieren
Den nye model betyder, at anførerrollen ikke er låst til én spiller gennem hele foråret.
I sæsonpremieren mod AC Horsens er det Anton Skipper, der bærer anførerbindet.
“Det er en mere innovativ model, hvor anførerbindet kan gå på skift fra kamp til kamp. I premieren lørdag mod AC Horsens er det Anton Skipper, der er anfører, og runden efter kan det være en anden fra teamet. Vi tror på, det vil styrke os, fordi flere tager ejerskab og ansvar, og fordi vi får flere ledende stemmer på banen,” siger Sancheev Manoharan.
Justeringen markerer et ønske om at fordele ansvaret bredere i truppen frem mod et forår, hvor EfB skal bygge videre på udviklingen.