EfB ramte på alle måder bunden mod Hobro: Resultatet var ikke engang det mest forstemmende

Så skete det igen.

Hobro viste sig endnu en gang som en af de modstandere, EfB har det skidt med.

Den nuværende cheftræner Sancheev Manoharan har således i sine tre forsøg endnu ikke formået at slå Hobro og gjorde det altså heller ikke denne lørdag eftermiddag – nordjyderne vandt 2-1.

Og det var såmænd slemt nok.

Som bekendt står resultatet over alt andet i fodbold, så selvfølgelig var de tre mistede point det værste – alle havde kunnet leve med en grim sejr.

Men den var EfB reelt aldrig i nærheden af, og det er virkelig, virkelig bekymrende.

Et er at tabe til et af de ringest spillende hold i denne række, noget andet er at få det hold til at se godt spillende ud og reelt ikke have gjort sig fortjent til andet et nederlag. Og det var det, EfB oplevede – Hobro var bedst til det meste, og det skal virkelig give panderynker.

Den var allerede ravruskende gal før pausen, selv om første halvleg endte 0-0.

Hobro fik kampen over på sine fysiske præmisser, og som nævnt gav EfB gæsterne så meget plads, at de faktisk også kombinerede ganske rimeligt ind imellem. En halv friløber, som målmand William Lykke fik afværget, var den største mulighed til Hobro, men der var optræk til mere, og fornemmelsen var klart, at EfB skulle være mere end tilfreds med at gå til pausen med 0-0.

Også fordi det offensive spil reelt ikke var eksisterende.

Mikail Maden havde et godt dybdeløb, der var tæt på at give en stor chance, Peter Bjur driblede sig igennem, og det gav en god chance til Gustav Bjerge, og endelig tæmmede Lucas From sig fri til skud i venstre side uden den store effekt – og det var så det.

Det var skidt, det var meget, meget skidt, og selv om EfB kom flyvende fra land efter pausen, hjalp det ikke noget på den lange bane.

Kortvarigt var glæden stor, da Lucas From listede sig foran sin direkte modspiller og prikkede Marcus Hansens flade indlæg i nettet ved forreste stolpe – for en gangs skyld kom EfB bagom det store Hobro-forsvar, og med det samme blev det farligt.

Men de, der nu sad og forventede, at det endte i den store spillemæssige forløsning og den ventede sikre hjemmesejr, blev hurtigt klogere.

Og igen – det var slemt nok, at Hobro fik scoret to gange, men måden, de to mål faldt på, var faktisk mere forstemmende.

I begge tilfælde stod stort set hele EfB-holdet på flade konvolutter og ventede bare på, at der skulle ske noget grimt ved en dødbold. Det gjorde der efter 52 og 76 minutter, og selv om netop indskiftede Oscar Meedoms fik umanerligt godt træf på bolden ved sin scoring til 2-1, og der også var et element af held i det, var det ingenlunde tilfældigt, at det gik. Ingen generede ham, alle kiggede på. Det var grusomt at være vidne til.

Lige som det var stærkt, stærkt bekymrende at se, hvordan EfB i de sidste små 20 minutter ikke kreerede noget, der bare kunne minde om en målchance. Jagten på udligningen var lige så blodfattig og ideforladt som resten af kampen, og reelt set var Hobro-sejren aldrig i fare.

Det skal give panderynker, det skal anledning til intern selvransagelse hele vejen rundt – hos både spillere, ledelse og trænere.

Man kan tabe til Hobro, javel, men ikke på den måde.

Læs også: Cheftræner oppe i det røde felt: Vi har talt om det igen og igen