EfB’s oprykning bliver markeret: Fanmarch, aktiviteter og æresrunder
På lørdag bliver oprykningen af EfB til 1. division markeret, og Torvet i Esbjerg bliver startstedet for en fanmarch frem mod Blue Water Arena.
Alle EfB-fans opfordres til at dukke op, store som små, og der er fælles fan-afgang mod Blue Water Arena klokken 12.00. Marchen går gennem Esbjerg, og det er selvfølgelig gratis. Man skal bare møde op – helst i sit bedste blå-hvide fan-gear.
Hvis du bare ikke kan vente med at komme i gang med dagen, så slår de også dørene op ved King George, Skolegade 22, 6700 Esbjerg, allerede fra klokken 9.30 på lørdag. Der vil også være borde og bænke opstillet ude i Skolegade.
Nordvestkurven og EfB-fans vil have en fælles fest
Det er EfB’s dedikerede fans i Nordvestkurven, som virkelig har været der for EfB-spillerne både igennem op- og nedture, der står bag lørdagens fanmarch. De ønsker en fælles fest for Esbjerg, specielt nu hvor EfB også er kommet tilbage på lokale hænder.
Vi har talt med Emil Kallesøe, der er fast inventar på stadion og har været EfB-fan siden fødslen.
“Formålet er at samle så mange EfB-fans fra nær og fjern som overhovedet muligt og også med så mange forskellige fan-typer som muligt. Så både Hr. og Fru Danmark er med og ikke kun de inkarnerede fans. I og med at klubben er kommet på lokale hænder, vil vi gerne have, at der skal være en mere lokal følelse om holdet. Så vi håber, at så mange som muligt vil komme og bakke op om arrangementet og allerhelst deltager i marchen og kommer på stadion for at støtte klubben bedst muligt,” siger Emil Kallesøe, EfB-fan.
Fanmarchen vil også blive hjulpet på vej af deres faste mand, der sætter diverse slagsange i gang gennem megafonen, og trommerne er også på plads.
Lige nu regner de med, at de cirka bliver 200, men de håber på, at der kommer mange flere, så byen og EfB-drengene kan mærke, at Esbjerg støtter op om dem.
EfB bakker op
Når fanmarchen når frem til Blue Water Arena, vil EfB Caféen have åbent og køre med happy hour fra klokken 12.00 til 13.30. Derudover kan du virkelig få en bid af kagen nu på lørdag!
Klokken 12.30 serveres der nemlig kage fra en intet mindre end 7,5 meter lang oprykningskage – gratis. Allerede fra klokken 12.00 er der en masse aktiviteter foran Blue Water Arena for alle aldre.
Her kan du blandt andet få lavet ansigtsmaling, spille bordfodbold, prøve en panna-bane og et teqball-bord, bruge fartmåler, og der er også en hoppeborg til de mindste.
Klokken 13.40 vil U10-hold fra EfB’s samarbejdsklubber gå en æresrunde om banen, da dagen også danner ramme om Samarbejdsklubbernes Dag, som er en hyldest til fodboldfællesskabet i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde.
Klokken 14.00 fløjtes kampen i gang mellem EfB og Nykøbing FC.
EfB regner med stor opbakning til lørdagens kamp, så de opfordrer til, at man kommer i god tid.
Efter kampen vil der også være pokaloverrækkelse på banen som et bevis på den suveræne førsteplads i 2. division.
Derudover er den officielle EfB-afslutning inde på Rustik om aftenen, hvor du kan vise din billet fra kampen og så få en kold.
Politiet vil være tilstede
Da der forventes mange, som vil bakke op om byens fodboldhold og dermed gå langs Esbjergs gader, har politiet også sagt, at de vil være til stede.
”Syd- og Sønderjyllands Politi er massivt til stede i Esbjerg i weekenden. Det vil vi også være i forbindelse med fanmarchen, hvor politiet vil sikre, at den bliver gennemført i god ro og orden til mindst mulig gene for borgerne og for trafikken. Der er som udgangspunkt ikke planlagt afspærringer af veje eller andet,” siger Henrik Thrane Jensen, politiinspektør.
Selvom der ikke bliver afspærret veje, så vil vi gøre opmærksom på, at fanmarchen nok ikke har tænkt sig at gå via fortovene, men derimod i den ene side af vejen.
Som udgangspunkt vil fanmarchen starte ved Skolegade, altså ved Torvet og så ned af Englandsgade, Nørregade, Stormgade og så via Grådybet op til Gl. Vardevej. Dog er ruten ikke endeligt fastlagt i skrivende stund, men det er den vej, de i skrivende stund har i tankerne.
Så hvis du har travlt omkring middagstid på lørdag og skal igennem midtbyen, skal du nok køre i god tid, for trafikken vil nok kunne mærke, at de går deres fanmarch.