Efter efterårssucces: Bjarne åbner caféen igen
Der bliver igen liv omkring caféhjørnet i Sædding Centret.
Efter et efterår med stor opbakning åbner Bjarne Muusmann Pedersen nu igen sin café, denne gang i uge 7, hvor han holder åbent mandag, tirsdag og onsdag i forbindelse med legetøjsmarkedet.
“Det gik så godt i efteråret, at det gav mening at åbne igen. Ellers havde jeg ikke gjort det,” siger Bjarne.
Beslutningen handler både om efterspørgsel og om lysten til at skabe noget hyggeligt i centret.
“Jeg kan godt lide at have den succes med kunderne og snakke med dem. Det er lige mig,” fortæller han.
Tusindvis af æbleskiver og gløgg i litervis
Efteråret bød på tydelige salgstal, som også selv overraskede Bjarne.
Fra midten af november og gennem december var der travlt bag disken.
“Jeg solgte omkring cirka 3.500 æbleskiver og cirka 40 liter gløgg,” siger han.
Dertil kom pølser, nuggets og pomfritter i store mængder.
“I uge 42 solgte jeg 40 kilo pomfritter på tre dage. Det siger lidt om, hvad børnene vil have,” fortæller han med et grin.
Kun når det giver mening
Caféen holder bevidst kun åbent i korte perioder. Det handler ikke om manglende lyst, men om det arbejde, der følger med.
“Det kræver en hel del, at alle papirerne er i orden, hvis der kommer nogen fra sundhedsmyndighederne,” siger Bjarne.
Derfor giver det bedst mening med flere sammenhængende dage.
“For to til tre timer kan det ikke betale sig. Tre dage kan jeg køre det ordentligt,” forklarer han.
Uge 7 på fuld skrue
I uge 7 åbner caféen igen, mandag, tirsdag og onsdag, netop når der er legetøjsmarked i Sædding Centret.
“Det er dér, der er liv, og derfor holder jeg åbent på fuld skru,” siger Bjarne.
Planen for året er allerede lagt.
“Vi åbner i uge 7 og uge 42, og så går jeg ud fra, at vi også åbner igen i november og december,” fortæller han.
Det handler ikke om penge
Selvom der var overskud i efteråret, er det ikke økonomien, der driver værket.
“Jeg har faktisk ikke engang fået regnet det hele ordentligt igennem endnu,” siger Bjarne.
Motivationen ligger et andet sted.
“Det er ikke for pengenes skyld. Jeg synes, det er hyggeligt, og jeg kan lide dialogen med kunderne,” fortæller han.
Billig mad og god snak
Konceptet er uændret. Enkel mad og priser, hvor de fleste kan være med.
“De får næsten et halvt kilo pomfritter for 30 kroner. Hvor får man det henne i dag?” siger Bjarne.
De lave priser er et bevidst valg.
“Det kan jeg kun gøre, fordi det her kører som hygge ved siden af mit andet arbejde,” forklarer han.
Flere åbningsperioder i sigte
Der bliver også kigget frem mod andre perioder senere på året.
“Vi snakker om nogle dage, hvor jeg kan trække pølsevognen frem eller lave mad i boder,” siger Bjarne.
Men intet bliver forhastet.
“Det hele skal hænge sammen og være ordentligt,” understreger han.
Caféen holder åbent i Sædding Centret mandag, tirsdag og onsdag i uge 7.